VINTERJAZZ, METRONOMEN, KØBENHAVN, 6. FEBRUAR 2023:Vi er på Frederiksberg, I pagoden i udkanten af Aksel Møllers Have hvor spillestedet Metronomen holder til. Mørket er faldet på og temperaturen ligger på -3 grader, men så er det godt, at vi kan få varmen med Vinterjazz from Hell.

Vinterjazz from Hell er en tredelt koncertrække under Vinterjazz på Metronomen, Mayhem og Støberiet, der er arrangeret af bl.a. Lorenzo Colocci, P. J. Fossum og Antti Lähdesmäki. De er en integral del af Monday Band, hvor der altid sker noget uventet, så det var ikke til at vide, hvad man kunne forvente. Men de åbnede blidt og bygger sig op til et allerhelvedes brag på Støberiet. I aftes havde fire koncerter: Shadow Songs af Mette Hommel, Zeuthen/Østergaard-Nielsen/Nordberg/Oswald, Unfolk og Antti Lähdesmäki.

Jeg kom i slutningen af første koncert med fløjtenisten Mette Hommel (hovedbillede). Hendes ballader med det skæve underlag af PJ Fossum rullede den melankolske løber ud i vores første færd til helvede. Nummeret «Itu» var en dybtfølt udladning af de dybe spor kærligheden kan trække, og hendes stemme bar det godt. Jeg blev ærgerlig over, at jeg ikke var kommet før. Men sådan er det – især under Vinterjazz – når København sprudler af fantastiske musikere.

Næste koncert var kvartetten med saxofonisten Jesper Zeuthen, trommeslageren Michala Østergaard-Nielsen, bassisten Jesper Nordberg og pianisten Margaux Oswald. Her på redaktionen er vi velkendte med duoen mellem Zeuthen og Oswald, så jeg var spændt på, hvordan tilføjelsen af Østergaard-Nielsen og Nordberg ville udfolde sig. Men Østergaard-Nielsen dukkede aldrig op, og vi blev efterladt uafklaret i disse mystiske omstændigheder. Ikke desto mindre havde vi stadig en spændende trio at se frem til.

Og det var den nye mand der lagde ud med et gyngende underlag, som hurtigt blev til en duet mellem Nordberg og Zeuthen. Zeuthen varierer et motiv mens Nordberg spiller et kontrapunktisk akkompagnement, hvor han væver motivet ind mellem de dybe toner. Længselsfuldt og ængsteligt bevæger de sig på afgrunden, mens Oswald langsomt trækket mørket op omkring os. Og da Zeuthen giver slip dykker vi hvirvlende mod bunden. Det var en fortælling om smerte. Den knugende, inderlige og den fortvivlede. Førtse akt vekslede mellem det fortvivlede håb og overgivelsen, hvor Zeuthen og Oswald skiftede til at hoppe ud, mens Nordberg lagde fundamentet.

Andre akt startede derimod på en forårseng med en luftig vind under den spæde sol. Nordberg spillede en solo, der kunne være trukket direkte ud af NHØPs fortolkninger af Carl Nielsen – om end uden helt så mange vilde løb – og igen bliver det til en duo med Zeuthen, hvor det hele dufter lysegrønt. Imens plinker Oswald med tindrende klarhed små antydninger, der igen begynder at blive hårdere og snart indhyller musikken i et dunkelt rum. Oswald har en evne til at fremtrylle melodier fra selv den mest hårdhændede kromatik, og det giver hende evnen til at forstærke enhver stemning.

Hvis I ikke kender til duoen mellem Zeuthen og Oswald, så bør i tjekke dem ud. Oswald har en evne til at fremtrylle melodier fra selv den mest hårdhændede kromatik, og en vilje til at støde horn med selv de mest hårdtslående musikere. Sammen med Zeuthens ikoniske lyd, der skal opleves, er det en sprængfarlig affære. Men tilføjelsen af Nordberg holdt dem lidt mere grundet. Han positioneret sig mellem de to (bogstaveligt talt), og holdt det hele fastere end normalt, hvilket ikke gjorde noget for det meste. Jeg kunne godt have brugt, at han lagde den traditionelle, allestedsnærværende basrolle på hylden og lod Zeuthen og Oswald stikke af bare en enkelt gang. Det ville også give mere anslag til hans fine farver i undergrunden.

Vi bliver brat trukket ind i en helt anden verden af Lähdesmäki, der iført en blomstret heldragt, fyrer op for Pippi Langstrømpe på synth. Det var et fast indslag efter hver koncert med skiftende outfits og synthfortolkninger af alt fra Pippi til 8-bit melodier – det er et festligt helvede vi er kommet til.

Tredje koncert på aftenen var den lettiske duo Unfolk, bestående af pianisten Jēkabs Rēders og trommeslageren Sebastians Macats. Det startede godt med dunlette slag på trommerne, hvor faste rytmer langsomt tog form for så at blive revet væk igen. Rēders sekvenserer ligeså små motiver, som også stoppe brat. Selve teknikken lyder som lydfiler i deres abrupte standsningers. Hvor improviserede koncerter typisk har en narrativ tilgang, hvor interaktionen mellem musikerne udfolder en fortælling mellem musikere og deres tanker, så havde denne koncert mere en fragmenteret følelse som at kigge i et fotoalbum. Billederne vi kigger på, er udsnit af et scenarie med historier for de involverede, men allerede i næste billede bliver vi taget et nyt sted hen.

Hver tone blev vejet og undersøgt, og man mærker især Rēders tilknytning til dem alle. Men efterhånden som vi bladrer igennem albummet bliver der mindre variation mellem dem. Motiverne bliver holdt længere, og det rytmiske (fra klaveret) bliver aldrig rigtigt varieret. Det efterlader Macats til sig selv. I længden bliver det hele meget pænt – måske lidt for pænt. Rēders trækker lidt på folkemelodier (eller i hvert fald velklingende melodier), og jeg kunne godt have brugt lidt mere substans i det hele.

Andre akt fortsatte samme stil, og vi skulle vente næsten helt til allersidste anslag før Rēders lod det kulminere i 5 eksplosive kromatiske passager på tværs af hele klaveret. Og så var det slut.

Det var en koncert, hvor man hurtigt sad og ønskede mere. Minimalisme er fuldt berettiget, men det er en hårfin grænse over til det monotone, og det arbejdede duoen lidt for tæt på i aftes syntes jeg. Ikke desto mindre var starten rigtigt spændende og en anden oplevelse end man oftest får til improviserede koncerter. Dog kunne de godt have sluppet dogmet undervejs.

Igen var Lähdesmäki på pletten med synth, og han skulle også slutte aftenen af. Men jeg kunne ikke mere – dog er jeg ikke i tvivl om, at det var en festlig affære.

Hold øje med de næste to installationer af Vinterjazz from Hell. Jeg tror bestemt ikke, det bliver kedeligt.

Tekst og foto: Marcus Behrens

Margaux Oswald, Jesper Nordberg og Jesper Zeuthen

Unfolk, pianisten Jēkabs Rēders og trommeslageren Sebastians Macats