Københavns store, årlige musikbegivenhed Copenhagen Jazz Festival har på baggrund af de seneste politiske udmeldinger om festivalsommeren besluttet at 1) primært basere årets festival på byens spillesteder, 2) udvide perioden fra 10 til 24 dage samt 3) invitere spillesteder og arrangører i Københavns omegnskommuner til at være med i 2021-udgaven.
“Vi føler virkelig med de store armbåndsfestivaler, men Copenhagen Jazz Festival har en helt anden festivalstruktur. Den benytter vi nu til at skalere festivalen, så jazzen kan nydes over en længere periode samt i et større geografisk område. Endelig er det, situationen taget i betragtning, helt oplagt at basere årets festival på byens mange spillesteder, som jo genåbner om få dage.” –Kenneth Hansen, festivalchef
Copenhagen Jazz Festival har hvert år i juli indtaget Københavns gader og stræder, byens torve og parker og dermed samlet tusindvis af publikummer til en folkelig fejring af jazzens mangfoldige væsen. Sommerens restriktioner kommer til at begrænse visse traditionsrige dele af festivalen – bl.a. den del som involverer store, åbne gratisarrangementer. Men det er dog festivalens vurdering, at man fortsat kan gennemføre begivenheden inden for de restriktioner, som gælder på størstedelen af de medvirkende venues. I kraft af udvidelsen fra 10 til 24 dage får spillesteder og arrangører desuden mulighed for at fordele festivalens mange koncerter over en længere periode.
“Udover at udvide festivalperioden, så inviterer vi også jazzklubber og spillesteder i Københavns omegnskommuner med i festivalen for på den måde at give mulighed for, at folk kan få en bid af festivalen i deres lokalområde”, siger Kenneth Hansen.
Dermed bliver Copenhagen Jazz Festival i år både en hyldest til de mange spillesteder og arrangører, som endelig har fået lov at åbne dørene fra begyndelsen af maj, og en fejring af de bedste danske jazzmusikeres længe ventede genforening med deres dedikerede publikum.
Om Copenhagen Jazz Festival
Copenhagen Jazz Festival har fundet sted siden 1979 på byens spillesteder og jazzklubber, i koncertsale og kirker, på torve og pladser hvert år i juli. Seneste udgave af festivalen i 2019 bestod af ca. 1400 koncerter fordelt på 130 venues.
Copenhagen Jazz Festival 2021 finder sted den 1.-24. juli. Programmet offentliggøres løbende HER.