Til november fyldes Bremen Teater endnu en gang med jazz, når Danish Music Awards Jazz indtager Simon Spies’ legendariske lokaler i Nyropsgade. I år bliver det også muligt at opleve showet både bag DAB-radioen og TV’et, da både DR P8 Jazz og TV2 regionerne transmitterer den store jazz-fejring.
Der plejer at være lagt op til en ordentlig fest, når årets prisuddeling løber af stablen. Hjulpet på vej af et væld af live-optrædener, et feststemt publikum og en gruppe spændte nominerede kunstnere, skaber den stemningsfulde teatersal rammerne om en aften i musikkens tegn. Således har der heller ikke været en ledig stol at finde blandt Bremen Teaters knap 650 pladser ved de seneste års awards-shows, og publikum skal være hurtige, hvis de vil sikre sig en plads til festen.
DR P8 Jazz vil traditionen tro være til stede på aftenen med både optakt og livetransmission, men i år har JazzDanmark, som står bag DMA Jazz, endvidere indgået et samarbejde med TV2/Lorry som betyder, at showet bliver optaget og efterfølgende udsendt på 5 af landets TV2-regioner, hvor op mod 3,8 millioner seere får mulighed får at se showet – første gang d. 26. november. Så uanset hvor i landet du befinder dig, bliver der rig mulighed for at følge med i aftenens begivenheder, med eller uden billeder.
Stærkt line-up med internationalt twist
På scenen vil Master Fatman med vanligt sikker hånd og en pose fuld af røverhistorier, gelejde publikum sikkert igennem aftenen. Musikken leveres af en række af de mest interessante musikere Danmark har at byde på p.t. Jakob Bro, som senere på måneden udsender pladen “Streams” på det legendariske label ECM, indleder sin release-tour med Thomas Morgan og Joey Baron denne aften. Signe Bisgaard præsenterer en bid af sit storstilede projekt “Never Ending Shanghai” med et 13 m/k stort orkester. Vokalisten Cæcilie Trier udstikker med sit projekt CTM nye veje for jazzen, imens Sinne Eeg og Thomas Fonnesbæk leverer stilsikker duo-jazz i verdensklasse. Endvidere byder aftenen på optrædener fra saxofonisten Christina von Bülow og sidste års dobbelte prisvindere Horse Orchestra.
Et væld af priser 6 Danish Music Awards skal uddeles på aftenen, hvor også Live Jazz Danmark prisen til årets jazzspillested samt P8 Jazz Prisen, skal finde nye ejere. De nominerede kunstnere offentliggøres primo oktober – men allerede nu er det muligt at købe billet til showet på lidtmere.dk/dma2016.
Se mere info om selve aftenen på dmajazz.dk.
Info: Danish Music Awards Jazz
Mandag d. 7. november 2016 kl. 19.30
Bremen Teater, København