En af de største musikudvekslinger nogensinde mellem Japan og Danmark finder sted i maj under overskriften Opposite 2017. Mere end 30 musikere og komponister tager til Japan for først at overtage et helt spillested i Tokyo sammen med Jazzhouse og dernæst rejse landet tyndt for at give det japanske publikum en smagsprøve på dansk eksperimenterende musik, jazz og lydkunst.
Japansk jury har udvalgt dansk musik
Et panel af japanske musikprofessionelle fra blandt andet festivaler og pladeselskaber har været med til at udvælge de omkring 30 eksperimenterende musikere, lydkunstnere og komponister blandt et enormt ansøgerfelt.
Valget faldt blandt andet på stjernedygtige Selvhenter, som er ét af de mest spændende livebands på den eksperimenterende scene lige nu. Listen bugner desuden af prisvindende komponister som Søren Kjærgaard og Simon Steen-Andersen, guitarist Jakob Bro (der efterhånden er et kendt ansigt på de asiatiske venues), derudover kan japanerne glæde sig til Liima (Efterklang + Taito Rönnku), Jeppe Zeeberg, Illdjinn, Julie Kjær, Anders Lauge Meldgaard, Simon Toldam Trio, lydkunstner Ragnhild May og mange flere!
– Det er fantastisk at få lov at sende så mange dygtige musikere afsted. Der er en stærk tradition for at høre ny musik i Japan, så vi er enormt spændte på, hvad vi får ud af denne store satsning på et af verdens største musikmarkeder.
Eva Frost, projektleder JazzDanmark og Opposite 2017.
Overtager kendt spillested i Tokyo
Som hovedevent overtager musikerne det innovative projektrum og spillested SuperDeluxe i Tokyos Roppongi Hills for i 10 dage at omdanne stedet til en spritny udgave af Jazzhouse i Niels Hemmingsensgade i København! Det betyder, at en lang række designere og arkitekter omdanner SuperDeluxe’s store rum til et nyt venue for dansk eksperimenterende musik midt i Tokyo. Komponist Anders Lauge Meldgaard skaber tilmed en madbaseret lydinstallation i samarbejde med Michelin-stjernede Clou i København, der laver en pop-up restaurant på spillestedet. Den digitale radiostation The Lake sender fra SuperDeluxe, så du kan lytte til det hele hjemme i Danmark (men desværre ikke smage).
Herefter går turen til byer som Osaka, Yokohama og Nagoya, hvor musikerne indtager nogle af Japans mange anerkendte scener. Som en del af projektet har musikerne selv haft ansvaret for at sætte denne del af deres Japaneventyr op, og der har været stor efterspørgsel efter de danske musikere. Tag en tur gennem det omfattende tour-program i denne video:
Japanere kvitterer med koncerter i København
løbet af hele 2017 vil flere japanske kunstnere optræde i Danmark. Blandt andet gæstede percussionist Midori Takada Jazzhouse den 4. april til en totalt udsolgt koncert med flere hundrede på venteliste, og festivalerne G((o))ng Tomorrow, Copenhagen Jazz Festival og Aarhus Jazz Festival præsenterer japanske musikere og komponister i løbet af året. Programmet offentliggøres løbende.
Hvad er Opposite 2017?
Opposite 2017 er blevet til i et samarbejde mellem det regionale spillested Jazzhouse og de to genreorganisationer JazzDanmark og SNYK – genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik & lydkunst. Samarbejdspartnerne er gået sammen om projektet ud fra ønsket om at få japanernes øjne op for den ny, eksperimenterende jazz og avantgardemusik og lydkunst fra Danmark. Samarbejdspartnerne ønsker at bane vejen for, at flere danske kunstnere i fremtiden kan få deres musik ud i Japan. Opposite 2017 er en alternativ musikudveksling og eksportsatsning, som skal give de deltagende musikere og kunstnere et fagligt og professionelt netværk i Japan, som kan bruges som afsæt til fremtidige samarbejder.
Musikudvekslingen og eksportsatsningen underbygges med et bredere fagligt fundament i form af samarbejder på tværs af brancher og kunstformer. Disse inkluderer visuelle kunstnere, design – og arkitektvirksomheder, gastronomi-partnere, drikke- og fødevareproducenter mm. Opposite 2017 vil med denne kombination udgøre en midlertidig kulturambassade til gavn for nye og eksisterende kreative partnerskaber på tværs af de to nationer. Projektet markerer 150-året for diplomatiske forbindelser mellem Japan og Danmark. Læs mere om 150 års fejringen her
Hovedevent i Tokyo
Spillestedet SuperDeluxe i Tokyo bliver fra 11.-20. maj overtaget af Jazzhouse, der præsenterer 30 danske komponister og musikere i forskellige konstellationer i løbet af de 10 dage. Den digitale radiostation The Lake sender fra SuperDeluxe, så du kan lytte med hjemme i Danmark. Derudover vil Michelin restauranten Clou åbne en særlig pop-up restaurant på SuperDeluxe i Tokyo i løbet af projektet, og komponist Anders Lauge Meldgaard udvikler en frokostsbaseret lydinstallation i samarbejde med chefkokken. Der er skabt og udvalgt særligt interiør og møbler af danske designere og arkitekter til det musikalske take-over, og branding og designbureauet e-Types har stået for den visuelle profil.
Projektet er initieret af JazzDanmark og udføres i samarbejde med Jazzhouse, SNYK, G((o))ng Tomorrow festival, SuperDeluxe samt den danske online radiostation The Lake, som sender fra Opposite 2017 i Tokyo på www.thelakeradio.com (link is external)
Samarbejdspartnerne tæller en stærk række organisationer og virksomheder: e-Types, Restaurant Clou, Arkitekturministeriet / Bo Benzon, Mikkeller Tokyo, Thomas Andersen, Engelbrechts, Svenningsen, Kahler, Louis Poulsen.
Når Jazzhouse overtager SuperDeluxe, udstilles desuden værker af de visuelle kunstnere:
Andreas Schulenburg, Nina Wengel, Inger Scharff og Merih Koç.
Projektet er støttet af: Statens Kunstfond – projektstøtteudvalg for musik, Slots – og Kulturstyrelsen, Den Danske Ambassade i Japan, Augustinusfonden, Beckett-Fonden samt de organiserende partnere, JazzDanmark, SNYK og Jazzhouse.
(jazzdanmark.dk)