Montmartre
I efteråret har der været turbulens omkring Montmartre eksistens. Jeg var gennem fem år sammen med Arnvid Meyer og Herluf Kamp Larsen i begyndelsen af 1970erne med til at forestå stedets programlægning og kender det grundlæggende problem: Montmartres størrelse betyder, at indtjeningen de gode dage ikke kan dække underskuddet resten af tiden. Vi står fortsat i den situation, at København ikke længere har et stort bredt samlende nationalt spillested efter Copenhagen JazzHouse blev kuppet, og man i stedet oprettede Alice. Det var ikke godt for dansk jazz. Det er til gengæld godt for Montmartre, at man fremover er sikret en støtte i millionklassen, men det løser ikke de problemer, som jazzen har i dag i det, som engang blev kaldt for Europas Jazzcenter.
Den københavnske jazzscene findes i dag på mange mindre jazzsteder, hvor ingen har national gennemslagskraft, og få har mulighed for at udbetale en reel hyre. Det kunne kalde på en samlet indsats fra miljøets side, som dengang da Montmartre i Nørregade lukkede, og Copenhagen JazzHouse via en fælles indsats fra miljøet blev etableret, en institution der holdt i over 25 år med et bredt sammensat program.
Tiden, hvor også store amerikanske navne og grupper som Weather Report, Tony Williams Lifetime, Gil Evans Orchestra, Thad Jones – Mel Lewis, Return To Forever, Herbie Hancock Sextet og Keith Jarrett solo spillede i Montmartre, er for længst forbi. Der er behov for nytænkning. Vi har heldigvis fortsat en stort og kompetent udbud af danske jazzmusikere i flere generationer og stilarter, ligesom jazzfestivalerne i København og Aarhus på de store scener har overtaget markedet med de internationale navne.
Al respekt for Montmartre, men programpolitikken har af nødvendighed været holdt i stramme tøjler, ikke plads til mange eksperimenter, og dertil høje billetpriser. Andre steder i København har hver deres musikprofil, som det sig hør og bør. Det er fint nok med en eksperimenterende scene som Alice, men programmet er primært rettet mod et relativt snævert publikum, og tager ikke hensyn til det danske musikliv, med overvægt i præsentation af internationale navne, og minimalt med jazzrelateret musik.
Det regionale spillested for jazz
Det er en kulturel falliterklæring at København, med landets største koncentration af musikere, ikke har et genrespecifikt regionalt spillested for jazzen med den lange, rige og fortsat aktive rolle, musikken har her i landet.
En løsning kunne måske være at flere spillesteder (for eksempel Montmartre, Paradise, La Fontaine, JazzCup, Bartof, Drop In) dannede en fælles front, ansøgte, samarbejdede og indbyrdes koordinerede deres programmer. Det vil sikre et bredere stilistisk udbud, og ingen vil blive beskyldt for unfair konkurrence på bekostning af de andre. Noget lignende er prøvet før i offentligt regi – se sammenlægningen af de regionale spillesteder Global og Copenhagen Jazzhouse, der blev til Alice – selv om jeg ikke mener, at fælles administration er en god løsning af hensyn til stedernes uafhængige musikprofiler.
Men en løsning i bredden ville være i jazzmiljøets ånd og afspejle den københavnske jazzscene, som den fungerer netop nu. Det allerbedste ville være, hvis støttebeløbet til et regionalt spillested i København blev konverteret til honorarstøtte, som direkte blev omsat til musik fremfor at gå til husleje og faste lønninger. Spillestederne vil mærke støtten på honorarudgifterne, publikum vil få et større udbud af musik indenfor mange kategorier, og det er samtidig en ordning, der er relativ nem at administrere på baggrund af spillestedernes programlægning. Men desværre ser det ud til at gå den anden vej. I Københavns kommune handler det for eksempel om tilbagebetaling af halvanden million kroner i uudnyttet honorarstøtte i 2020.
JazzDanmark
Statens Kunstfond fjerner i november JazzDanmarks forankring i jazzmiljøet ved at nedlægge organisationens repræsentantskab, som rummer værdifuld knowhow langt ud i jazzens mange forgreninger, og på en måde er miljøets garant for, at JazzDanmark fungerer så godt som muligt. Det er planen, at repræsentantskabet erstattes af et årligt stormøde, afvekslende i Jylland og på Sjælland, hvor alle uforpligtende kan møde op. Det kombineres med en uklar rekruttering af i alt syv bestyrelsesmedlemmer, hvor om det hedder:
—Statens Kunstfond har fokus på, at bestyrelsen udpeges ud fra kompetenceprofiler. Vi har dog sikret, at minimum tre ud af syv medlemmer skal besidde aktuel viden / erfaring fra jazzmiljøet, og at disse udpeges via indstillinger fra jazzmiljøet, således at jazzlivet har indflydelse på disse.
Ved at fjerne JazzDanmark så langt væk fra det miljø, som den er opstået af, er det min overbevisning, at institutionen ikke længere kan repræsentere det danske jazzmiljø, men i stedet er blevet en i luften frit svævende nærmest halvoffentlig virksomhed, som udfører specielle opgaver efter aftale med Kunstfonden, uden noget fundament i det miljø, den skal virke i.
Hvem, der fremover skal repræsentere jazzlivet i denne sammenhæng, er ikke klart. Det vil ikke mindske den kritik af JazzDanmark, der modtager langt den største offentlige støtte til jazzen, som jeg fornemmer, der ulmer rundt om i dele af miljøet. Er det en del af en langsigtet plan om at afskaffe genre-organisationerne? Ensrette og djøffe dem i deres opbygning uanset miljøernes forskellige behov? Det er nemmere senere at lægge dem sammen i en stor organisation?
Ole Kjær fra Gladsaxe Jazzklub konkluderer:
Det er en kendt central administrationsmanual, der bliver bragt til anvendelse i denne sag:
—1. En ekstern arbejdsgruppe nedsættes med et klart formuleret kommissorium.
—2. Rapport afleveret med forskellige forslag til forandring.
—3. Politisk udvalg (aktuelt: Projektstøtteudvalget for Musik) prioriterer eller beslutter fremtidig model.
—4. Konsekvens her og nu: Fire genre-organisationer (JazzDanmark / ROSA / TEMPI / SNYK) trimmes og ensartes med hensyn til bestyrelsers sammensætning og administrative værktøjers design.
—5. Perspektiv på sigt (mit skøn): De fire genreorganisationer fusioneres til én organisation, hvor de respektive sekretariater enkelt kan slås sammen.
—En sådan masterplan er ofte set i regi af en fremtidig offentlig administration. Her går forenkling og administrativ besparelse hånd-i-hånd. Ofte tabes desværre samtidig faglig indsigt og engagement.
—Det er en gåde at JazzDanmarks bestyrelse / sekretariat ikke har indkaldt Repræsentantskabet til grundig briefing og debat om den aktuelle forandringsopgave. Nu er skaden sket, og vi står lettere handlingslammet tilbage på perronen. Det er faktisk ret utilstedeligt.
De trykte medier
Nogle er opgivet på forhånd. Skrev Politiken med sin øvrige kulturelle dækning for eksempel en nekrolog om Lee Konitz, en af de mest originale altsaxofonister efter Charlie Parker, og ofte aktiv i dansk sammenhæng? Eller nævnte man Sonny Rollins 90-års fødselsdag? Eller Charlie Parkers 100-års fødselsdag?
Tekst: Ole Matthiessen
(innlegget er også publisert i JazzSpecial nummer 173)
