Den danske gitaristen Hasse Poulsen en en musiker som har ett bein i Danmark og ett i Frankrike., hvor han har bodd i flere år. Han er velkjent fra et band som Das Kapital, men han har hatt en rekke svært forskjellige, musikalske prosjekter gående opp gjennom årene fra sin base i Frankrike. Han har gjort musikk av Tom Waits og Dolly Parton, han har spilt med Louis Sclavis i hans band Napoli Waltz, og han har nylig laget en fin plate med trompeteren Thomas Fryland i Danmark, og før han sette nesen mot Frankrike kunne man i Danmark høre han i band som Sound of Choise, Emmanuel Rahim, Loptte Anker og Peter Friis Nielsen, Klakki og mange andre mer eller mindre faste prosjekter.
Poulsen har delt et innlegg med danske JazzSpecial og salt peanuts*, hvor han stiller spørsmål ved det å vær improviserende musiker i dag. Dette er første innlegg i en serie hvor han forteller om sitt liv som freelance-kunstner i Europa i dag.
Jeg stod alene ved en tavle og prøvede at forklare en ide. Foran mig på de stejle tilskuerpladser sad hele miljøet, og de ville tydeligvis ikke høre, hvad jeg havde at sige. Faktisk irriterede det dem så meget at nogle rejste sig råbende fra deres sæder, mens andre bare nøjedes med at råbe gode argumenter eller slagord gennem tumulten. Et råb jeg tydeligt husker var en journalist, der halvt stående gentog:
—Sæt dig nu ned, Hasse!
Når man har valgt at gøre det at stille sig op på en scene til sit liv, vænner man sig til at få alt muligt slynget i hovedet uden at tage det så nært. Det er nu sjældent så voldsomt som ved det daværende stormøde i Jazzforbundet, eller som dengang nogle sjove fyre delte tomater ud til publikum på Blågårds Plads.
Man får smidt meget i hovedet. Det er utroligt, hvor kloge selv helt fremmede kan være omkring den musik og de valg, man gør sig. Og ikke kun helt fremmede, som kan finde på at fortælle at man er helt galt på den, men også vennerne og familien kan være en stor dyne af modstand – selvfølgelig med de bedste intentioner, for de kan jo rationelt se udefra, hvordan man er ved at gå ud af en helt vanvittig tangent.
Som musiker bliver man hele tiden nødt til at foretage valg. Og mange af dem får store konsekvenser. Det kan for udenforstående virke som småting: Skal man spille en solid-body guitar eller en akustisk med mikrofon? Skal man have en bassist i gruppen eller ej? Eller skal vi ikke droppe harmoniskemaet og bare improvisere i det her nummer? ”Hov, så er det jo frijazz! Og det kan ikke spille her…”
For nogle år siden gik en gruppe i opløsning, fordi jeg ville have violinisten til at lytte til et Dolly Parton-nummer. Han grinte hele tiden, og så gik den gruppe i stykker.
Da jeg begyndte at elske og spille jazz, troede jeg at det var én stor familie: Teddy Wilson, James Blood, Sonny Stitt, Ornette Coleman, ja og Karsten Houmark, Jesper Zeuthen og alle de andre var sammen i gang med at nære og genopfinde den store og vidunderlige musik. Den troede jeg alle var med på. Selvfølgelig var Vernon Reid og Decoding Society i samme familie som Joe Pass. De lyder forskelligt, men de udtrykker noget, ingen andre end netop de kan udtrykke.
Det viste sig ikke at passe med virkeligheden. Uenighederne og den gensidige foragt i Folketinget er ingenting sammenlignet med i jazz (og musik)-verdenen. Da jeg som 20-årig kom hjem fra et år i Boston og havde badet i Scofield, Stern, Frisell, Goodrick og mange andre, fik jeg at vide af mine danske jazzvenner at de skam ikke havde brug for alt det amerikanske halløjsa, der var skam fin jazz i Danmark Jeg brugte 1990erne på at tage musikken så langt ud ad de eksperimenterende tangenter som overhovedet muligt – og det kom langt ud. Måske var en slags kulmination en koncert, hvor jeg blev hyret til at smadre en guitar i et nummer. Det gik fint. Siden opdagede jeg (det var Oklahoma i London), hvor fantastisk en musical kan være: Godt sunget, godt spillet, skuespil, dans, flow, dramaturgi, nærvær, og så kom jeg med i Louis Sclavis kvartet, hvor vi i fem år rejste især Europa tyndt. Louis er en præcis musiker, som gør sig umage med hver koncert. Han har taget den professionelle konsekvens af at ville være ligeså tight og præcis som en musical, mens han prøver at genopfinde musikken. Improvisation og stringens på en gang. Det er ikke en let vej. Han sagde to ting:
—Hasse, når du spiller med mig, bliver du udelukket fra avantgarde-festivalerne.
Han havde ret: En gang vi spillede i Quebec, kom Keith Rowe hen til mig og sagde: ”You are taking a very bad turn”, mens han nikkede hen mod mine fantastiske medmusikere. Så jeg måtte fortælle Keith at Sclavis var en del af min baggrund på samme måde som John Scofield og Charlie Christian. Louis sagde også:
—Amerikanerne bygger deres karriere op over et enkelt image: Når de har fundet en vej, bliver de på den, uanset om vejen er pop som Barry Manilow eller ny jazz som Tim Berne.
Jeg har været bevidst om at gå en anden vej, en vej der ikke går lige ud, den går heller ikke i ring eller i noget mønster, jeg kan gennemskue. For det første er der så uendeligt meget jeg gerne vil udforske. Der er så uendeligt megen musik, jeg gerne vil prøve kræfter med. For det andet er intet i livet statisk. Det, der én gang kunne bringe mig i den største ophidselse, lader mig den næste dag kold.
Musik er en formalisering af følelser. Musik ER ikke følelser, men det er følelser udtrykt gennem nogle lyde sat i højtudviklede systemer. Der findes ingen gennemgående teori, der kan forklare, hvad der er rigtigt eller forkert i musik. Alt, hvad vi som musikere skaber, er øvelser, der hjælper os med at komme i kontakt med det store og uforståelige. Når man spiller en komposition, er man ikke ude på at vise, hvor godt man spiller, men man prøver ved hjælp af kompositionen at komme ud over sig selv og ordene, helt derud (eller ind), hvor man er i kontakt med selve livet. Hvor man bare er. Når vi improviserer er det en anden vej mod det samme.
Set på den måde er alle musikere uanset genre ude på den samme mission.
Man kan forundres over, hvor stor stilistisk variation små forskelle i betoning kan medføre: De samme fem toner kan være typisk afrikanske, irsk klingende folkemusik, typisk kinesisk, country-western eller Coltrane-modalt alt efter, hvilke toner der sættes i centrum, og hvordan betoningerne i øvrigt lægges.
De seneste 15 år har jeg bevæget mig fra at være en benhård avantgardist til at lave projekter med moderne og ældre jazz, i free-jazz og ny klassisk musik – og nu ovenikøbet som countryrock-sanger. Et resultat har været at en del koncert-arrangører er holdt op med at svare (og nogle var virkeligt gode venner) og at andre er kommet til. Mange musikere ved ikke ”hvor de har mig”. En booker sagde for et par år siden at jeg havde skiftet verden.
Nej, faktisk ikke. Jeg har udvidet mit repertoire. Jeg er stadig en rasende god improvisator i den fri genre (der kommer snart en plade med Samo Salamon, og den næste Das Kapital bliver ren improvisation – bestilling Label Bleu), Men fordi jeg synger og spiller country – eller hvad det nu er – er bliver jeg ugleset på festivaler for ny musik.
Jeg er bevidst om mine valg: Jeg har altid set det som en trist skæbne at lukke sig inde i én genre og i et enkelt image. Det er klart at det sælger bedre at kundegrundlaget altid ved, hvad det får, men menneskeligt vil jeg noget andet: gøre uforudsigeligheden til min identitet. Det giver mig frihed til at forfølge de uforklarlige og mystiske strømme, inspirationer og følelser, en kunstner bruger hele livet på at forstå.
Jeg vil ikke stå til ansvar for noget som helst andet end det store mysterium.
Pierre Dørge kalder sin musik Open Door. Det er selve billedet på, hvad kunsten – hvad musikeren er ude på: Man bruger en række teknikker på at kunne åbne døre i sig selv. Når man spiller sammen, prøver man at åbne døre hos dem, man spiller med. Når man spiller for et publikum, prøver man at åbne døre i dem selv, for dem selv.
En vigtig pointe er at man aldrig ved, hvad man åbner til: Positive følelser? Vrede og aggression? Det tabte? Minder om ubehagelige oplevelser? Og så videre. Vi åbner men uden at vide til hvad.
Lad være med at tro på formler om at give publikum en bestemt oplevelse! Vi ved simpelthen ikke hvilken oplevelse, hverken vi selv eller nogen som helst andre får. Nogensinde.
Så hvad er der egentlig tilbage at gøre?
Der er kun at leve og at udforske så meget som muligt, og at gøre det så godt, vi kan. At nære livsflammen hos os selv og hinanden, som Peter Bastian udtrykte det.
Hvordan kan det være at mennesker kan blive så vrede over musik. At de kan blive rasende og voldelige, fordi nogen spiller noget, de ”ikke kan lide”. Der er jo ingen, som bliver angrebet hverken fysisk eller verbalt. Det er jo bare lyd. Hvorfor slog de fine damer hinanden med deres vifter i Théâtre de Champs Elysée 29. maj 1913?
Handler det om at være inkluderet? Hvis man føler at man af den ene eller den anden grund er lukket uden for et selskab, bliver man aggressiv.
Det vigtige er ikke, hvad man spiller, men at man (i fællesskab med alle andre involverede) skaber en stemning, hvor publikum føler sig velkommen.
Så lad mig sige det så tydeligt som muligt: I er alle velkomne! Lad os sammen gå på opdagelse gennem jazzens og musikkens verdener.
Innlegget er tidligere publisert i JazzSpecial nr. 175 (www.jazzspecial.dk)
Tekst: Hasse Poulsen
Foto: Jan Granlie
