Så er det sagt her!

Mindste tariffen er det som udbetales til musikere i Danmark. Den er på 1950 kr for en aften med to sæt plus pause. Hertil kommer ingen dækning af benzin frem og tilbage samt mad og prøver forud. I princippet betaler det sig at lade være med at modtage pengene og bare overføre det hele til skat eller give dem til et godgørende formål.

Jeg spurgte en forretningsmand igår, hvad han troede sådan een som mig fik for en aften ved et jazz arrangement i byen ? Svaret var mellem 7 – 10 000. Han var chokeret.

Man ender i reglen med at sidde tilbage med 400 kr i alt, når alle udgifter er dækket og dette er for sammenlagt 10 – 12 timers arbejde – nogengange mere afhængig af prøver osv. Her er ikke engang medregnet den manglkende og ingen dækning af prøver osv. Her er ikke engang medregnet den manglende og ingen dækning og forsikring ved ødelagt ryg, tinitus og forlist hverdagsliv. Til gengæld kan man som musiker glæde sig over at man ikke tjener noget på CDer og streamingtjenester og for TV-opptrædener og efterhånden heller ikke for studieindspilinger. KODA-beløbet er langsomt blevet mindre og mindre og de fleste musikere af ufattelig høj kaliber arbejder i aktivering, som postbude eller lignende. De unge spiller gratis og/eller på døren for at få opmærksomhed. Det er ingen respekt for niveauet, for kunnen og erfaring, for fagets integritet og overlevering. Alle har mulighed for at skabe sig et navn på en eftermiddag via digitale platforme og gratis koncerter og dette betyder også en reel undergravning af begreberne erfaring og overlevering af viden og ånd.

KUNST er samfundets motor, ikke en kølerfigur, men i de politiske beslutninger og generelt i den brede del af befolkningen er det letkøbte populisme og uvidenheden, der bliver den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det er FARLIGT.

MEGET FARLIGT.

Carsten Dahl