Nu vi er ved Louisiana. Den sidste udstilling, jeg så, var med en svensk maler. Kuratoren havde valgt malerier lavet i løbet af de sidste 20 år. Maleren havde endda lavet en række store billeder, som var samlet i et enkelt stort kælderrum. Der var ufatteligt mange mennesker inde og se udstillingen, Men jeg så ikke lyset. På mig virkede det hele ufærdigt eller teknisk dårligt eller måske sjusket. Der var ikke noget, der ramte noget som helst i mig.
Men man kunne se af katalogteksten, at kunstneren er meget værdsat af institutionerne i Sverige, og at blive præsenteret separat på Louisiana er en stor ære, så der må være et eller andet i det.
Et par dage senere var jeg inde og se Gammel Strands udstilling af værker af Asger Jorn, Olivia Holm-Møller og J.F. Willumsen. Det var skønt. Det var en befrielse. Det var en samling af malerier, som bare var gode. Nogle af dem var virkeligt gode, så man bevægede sig rundt i en masse tanker og overraskelser. En ting der slog mig var, at der var nogle af Holm-Møllers billeder som ikke virkede afklarede eller hele. Ved siden af var der andre, der var helt vidunderlige. Vidunderlige…de udstrålede den klarhed, som ting og mennesker udstråler, når de hviler i sig selv. Når de bare er. De var rigtige.
Det viste sig, når man kiggede efter på de små etiketter ved siden af billederne, at Holm-Møller ikke havde givet titler til de uafklarede billeder. Så det var studier, billeder på vejen mod et eller andet som kunstneren kunne mærke i sig. Det var et arbejde med at finde noget, som måske kun var anelser. Ved siden af havde kuratoren med sikker hånd hængt et fuldendt værk, som kunne ses som en fuldbyrdelse af de anelser, Holm-Møller havde arbejdet sig ind på. Nogle gange var der en del år imellem studierne og det vellykkede maleri.
Den svenske malers udstilling på Louisiana gav mig ikke nogen ide om, hvad hun kæmpede med eller hvem hun var. Selvom der var opsat et kæmpe foto af hende i noget, der må være hendes atelier, fik jeg fornemmelsen af, at det mere var mig og de hundredevis af andre forbipasserende, der blev kigget på end på de ophængte billeder.
Hvad ville hun vise, hvilke udfordringer kæmpede kunstneren med? Hvorfor skulle vi se tyve års billeder? Hvorfor havde hun lavet nye billeder?
Når der på den måde bliver ramt forbi, kan man ikke lade være med at spørge sig selv om der overhovedet var noget ved hende og hendes kunst? Var det godt? Eller dårligt?
Har det noget med smag at gøre, eller findes der noget iboende i et værk som afspejler kvalitet? Svenskerens malerier gav indtryk af at hun ikke havde arbejdet meget med klassiske maleteknikker, sådan noget med at få noget til at ligne. Det så også ud som om, at der blev arbejdet meget hurtigt, og at der ikke var meget revision og rettelse, selvom hun godt kunne finde på at klatte en ubehjælpsom kat ind i et hjørne.
Det er længe siden, at de klassiske teknikker blev udfordret som målestok for en kunstners kvalitet. Utallige kunstnere har vist, at man kan lave rystende stærke værker på de mest overraskende måder. Man kan male et billede helt blåt eller hænge et pissoir op på væggen. Det ved vi. Betyder det så, at alt er kunst?
Selvfølgelig ikke. Nedbrydningen af de klassiske kriterier har gjort det muligt for os at komme nærmere indpå, hvad kunsten er. Vi skal ikke længere blændes af, hvor godt og detaljeret et billede ligner sin model. Man kan banke fem cm snor med et søm ind i gulvpanelet og med det åbne himlens porte. Vi er blevet befriet for en masse oppustet vrøvl.
Men hvordan skal vi nu skelne skidt fra kanel?
På øverste etage i Gl Strand hang en række metalskulpturer lavet af Astrid Myntekær. Jeg kender hende ikke og havde aldrig hørt om hende. I rummet blev jeg straks ramt af værkernes styrke og af den magi, de udstråler. Der var bare ingen tvivl. Jeg mødte en kunstners arbejde.
I Blåskæg skriver Kurt Vonnegut to geniale sætninger. Den første er hovedpersonens svar til en person, der spørger hvordan man genkender et godt billede fra et dårligt. Svaret lyder: «Se på en million billeder, så ved du det». Den anden geniale sætning er: «Det folk gerne vil se er et menneskes kamp med sine egne begrænsninger. Folk er ligeglade med om du er virtuos eller ej. De vil se dig kæmpe med dine egne begrænsninger.»
For nylig spillede jeg en koncert hos Århus Jazzselskab. En måned tidligere var jeg faldet på cykel, så min ene finger på venstre hånd ville ikke helt makke ret. Det krævede en del koncentration. I løbet af første sæt brød min forstærker sammen, så jeg endte med at spille de sidste par numre helt akustisk. I andet sæt spillede jeg over sanganlægget. Koncerten var vellykket alligevel og publikum og arrangører var glade. Jeg havde virkelig vist dem et menneske, der kæmper med sine begrænsninger. Nogle gange vinder begrænsningerne desværre. Jeg har set BB King gøre alt for at få en udendørs koncert op at ringe, men publikum var fulde og bøvlede, vejret var vådt og mudret. Det gik ikke. Han kæmpede virkelig, men det kunne ikke lade sig gøre. Den situation kender man fra andre sammenhænge.
Min mor taler om dybden i malerier. Hvordan skal man kunne måle den? Vi kan mærke noget. Vi kommer i kontakt med et menneske. I kontakt med længsler og kampe. I kontakt med en ånd. Og dermed kommer vi i kontakt med den universelle ånd. Selve livet. Dybden i et værk opstår gennem kunstnerens arbejde med at få hold på det hele. Der er jo mange mennesker, der helst vil undgå at blive konfronteret med livets spørgsmål. Sådan er der også mange kunstnere. De stiller sig tilfredse med at have en god eller akceptabel teknik, eller med at kommisioner og købere kan lide, hvad de ser. Det er ikke andet end en skraben i kunstens overflade. Det kan godt give nogle fine plakater og strålende anmeldelser med fjernsynsudsendelser og berømmelse i hælene. Men det bliver ikke til dybde.
Man kan ikke nedsætte et udvalg eller, der definerer hvad dybde i kunst er. Man kan ikke stemme om det, og vi bliver aldrig enige om det. Man bliver nødt til at kunne mærke det. Det er formodentlig det Vonnegut mente med at se en million malerier: Vi bliver hver især nødt til at skærpe vores sanser og følsomhed for at kunne komme i kontakt med kunsten. Det handler ikke om bøger, om politikernes kanoner, om en gang for alle at vide.
En gang for alle findes ikke. Kunsten skal være tilgængelig overalt, på alle niveauer for alle. Det kræver ingen speciel uddannelse eller dannelse at leve med kunst. Det gør alle. Der er ikke engang nogle hierarkier. Noget kunst rammer lige mig. Andet gør ikke. Længere er den ikke.
Hasse Poulsen
JAZZguitarist
