Lige siden jeg begyndte at spille koncerter og udgive plader for mere end tredive år siden er jeg blevet mødt med spørgsmålet : Er det nu også jazz ?
Det er lige sket igen og denne gang undrer det mig virkeligt. Den franske anmelder Michel Arcens stiller spørgsmålet i forbindelse med den nye plade «Dream a World». Grunden til at han stiller spørgsmålet, er at «Dream a World» er en samling populære sange spillet instrumentalt, sange skrevet af Dylan, Beethoven, Cohen, Ortega og en masse andre. Sange der er identificeret som rock, beat, latin, singer-songwriting, klassisk og alt muligt andet.
Han kaster sig på det grundlag ud i en lille filosoferen over, hvad jazz er og kommer heldigvis frem til det, jeg selv mener : Jazz er ånd, en mental tilstand (esprit) og Dream a World er uden tvivl en jazzplade. Det undrer mig at se den diskussion komme op i forbindelse med denne plade, da det i mine øjne er den mest traditionelt jazzede plade, jeg nogensinde har lavet. Faktisk så jazzet at jeg var temmelig bange for at blive sat i skammekrogen i mit vanlige ny jazz/eksperimento-improvisations miljø.
Tidligere, dengang i halvfemserne hvor Peter Friis Nielsen, Lotte Anker og jeg lavede koncerter med Peter Brötzmann, Erik Balke, Arve Henriksen, Terje Isungset og en masse andre blev spørgsmålet tit stillet. Udgangspunktet for spørgsmålet var dengang om sådan en gang larm, der hverken havde tempo, genkendelige harmonier eller melodier, om sådan noget kunne kaldes jazz.
Kan Derek Bailey’s non-idiomatiske improvisation kaldes jazz ?
Andre gange bliver spørgsmålet stillet, når musikere fra jazzverdenen fristes til at skrive for klassiske ensembler og endda skriver noget, der lyder som en eller anden form for klassisk musik.
Det problem kom man udenom i halvtredserne ved at kalde blandingen af jazz og klassisk for third stream. Fint nok.
Jeg fik en gang en strygekvartet spillet af Kontrakvartetten ved en skøn festival, der hed Lerchenborg Musikdage. Efter koncerten sagde den jævnaldrene komponist Karsten Fundal, at jeg ville kunne finde en god niche imellem improvisation og ny musik. Det gjorde mig så irriteret, at jeg helt droppede den klassiske ny-musik verden. Hvad bilder de komponistsnuder sig ind ? Tror de, at der er noget ny musik, der er rigtigere end andet ? Og mener de, at sådan nogen som mig skal holdes i en slags forværelse til den rigtige musik ?
Det viste sig, at han på en måde havde ret, og jeg har ikke lavet andet end at prøve at blande jazzholdningen med alle mulige stilarter og traditioner. Men det er min historie og den hører til et andet sted.
Der har været diskussioner, om det nu var rigtig jazz, hver gang en jazzmusiker gik i kødet på en ny stilart. Rap, heavy, folkemusik, country, afro, salsa… og de samme igen og igen.
Så hvad er jazz ?
Jeg kalder min musik for jazz uanset hvad. Det er fordi jeg elsker jazzhistoriens musikere, jeg elsker myterne omkring jazz. Jazz er enerens musik, og jeg læser stolthed og renhed ind i den misforståede kunstners kamp for at blive hørt. Det er meget romantisk. Og jazz er romantik for mig. Det kan være romantik med øl og hvidt skæg i en lille halvmørk bar, og det kan være at stå på en alt for stor scene i en fremmed by i et fremmed land og føle sig helt forkert. Det kan være det cool svar, der får hende til at gå med hjem.
Jazz er så meget og for mig er det livet.
Arcens mener i sin anmeldelse, at jazz for mig er uadskilleligt fra ideen om frihed. Det er der noget rigtigt i. Jazz er den eneste musik, jeg kender, hvor det kræves, at enhver musiker udvikler et personligt sprog. I alle andre stilarter skal man gøre, hvad stilen, kapelmesteren, komponisten eller dirigenten kræver. Det er som oftest ligegyldigt, om det er den ene eller den anden musiker, der spiller. Selvfølgelig er der forskel på niveau, smag og tusind andre detaljer for alle musikere i alle stilarter, men. I jazzen er du kun noget, hvis du kan sige musikken på din egen måde.
I de tredive år jeg har været på scenen er musiklivet blevet delt mere og mere skarpt op mellem stilarter med det resultat, at stilarterne skærer sig som linier igennem musikkens frodige universer.
Som musikere kræves det af os, at vi balancerer på disse liner. Og det er ikke nemt. For aggressive vogtere af den sande vej står med blottede tænder langs hele ruten.
Hvad fanden er egentlig meningen?
Er der nogensinde nogen musikere (af de store og betydningsfulde ihvertfald) der har holdt sig til de regler deres fantasiløse fædre og lærere stillede op ?
Jeg kan ikke komme i tanke om nogen. Schumann måske ? Eller Paul Desmond ? Svaret ligger lige for : De lavede deres egen musik. Enkel og fantastisk.
Og det er det vi skal. Og det er det vi skal nyde. Frodigheden af ideer, de uventede møder, eksplosive sammenstød. Vi skal nyde at nogen tør blande alt muligt sammen som ukuelige alkymister, der hele tiden tror, at de er lige ved at have opfundet guldet.
Er det så jazz ?
Noam Chomsky skrev engang at når betydningen af et ord først er alment etableret og akcepteret kan man ikke ændre på forståelsen af ordet. Så for danskeren på gaden betyder jazz Ella og Louis.
I mange år tænkte jeg så at det var nødvendigt at finde på nye ord : Human music kaldte vi min første trio. Og jeg bliver stadig bedt af producenter og distributører om at finde på gode ord til at beskrive musikken. Det nytter ikke at tænke på Louis Armstrong og Duke Ellington når man hører ny jazz.
Jeg er nu ikke så sikker mere. Eller rettere, jeg synes ikke at det gør noget. Louis Armstrong og Ellington er monumenter i musikken på niveau med Glenn Gould og Strawinski, eller Paul McCartney og Joao Gilberto.
Og jeg kan lide den tradition som Armstrong og Ellington var en del af. Det er den samme tradition som Evan Parker og Jakob Davidsen lever i. Og mig.
Og jazz – det er det hele. Jazz er et land hvor alt er tilladt musikalsk. Hvis nogen vil leve i det land er der ingen autoritet, der kan smide dem ud. Det er et land, der findes. Det er jazz.
Hasse Poulsen
JAZZmusiker
