Jeg har besluttet mig for ikke at ville tage på kunstmuseet Louisiana de næste fem år. Jeg giver op. For nylig slæbte min mor mig derop og det var lige så elendige udstillinger som sædvanligt.
Måske skal vi gå længere tilbage. Til det år hvor Europa fejrede 60-året for afslutningen af anden verdenskrig og østrigerne fejrede 50-året for afslutningen på den amerikanske besættelse. Jeg var i Wien i nogle dage for at mixe pladen «Rugby in Japan» og som altid fandt jeg tid til at gå på museet for moderne kunst. Det har huset en masse fine udstillinger gennem årene. En gang var det wiener-aktivisterne der var præsenteret i hele huset. Det var voldsomt og imponerende. De var seriøst trash.
I 2005 havde Dan Flavin indtaget alle museets 4 etager. Dan Flavin arbejder med at stable neonrør op i forskellige former og farver, så rundt i hjørnerne i de stor rum var der opstillinger af neonrør.
Museet var tomt. Der var ingen publikummer. Der var nu heller ikke meget at se.
Pludselig styrtede en begejstret snakkende mand rundt, mens han forklarede sit følge, der hovedsageligt bestod af et håndholdt filmhold, alt om udstillingen. Det mindede om en scene fra filmen «Man Bites Dog». Jeg begyndte at tage neonbunkerne lidt seriøst og læste de udredninger der var klistret på væggene i nærheden af installationerne. De fleste ord var på latin og kunne med lidt velvilje betyde hvad som helst. Om det var den røde eller den blå farve, der symboliserer fred i verden eller universets enhed har jeg glemt.
Der var virkeligt skrevet meget.
Min første tanke var at nu havde mennesket erstattet Gud som det øverste ideal, men der var stadigvæk ikke noget at forstå, så man holdt fast i at skrive på latin, så der ikke var nogen, der kunne holdes ansvarlig for noget som helst.
Der findes et lille kredsløb af kunstnere, kuratorer og museer, der fungerer som et lukket system. Kunstnerne og museerne udnævner stjernerne, som taknemligt udstiller i de store kunstkatedraler, som skyder op i enhver by, der vil virke vigtig. Personligt forstår jeg hverken kunstnerne eller kuratorerne. Det er derfor jeg vil holde en pause fra Louisiana. Det virker ikke som om, der er nogen som helst sammenhæng mellem det vidunderlige, man kalder kunst og det kuratorerne fra det velfinansierede kredsløb udvælger.
God kunst findes. Gode udstillinger findes. Holm-Møller, Willumsen, Jorn udstillingen på Gammel Strand i København er et godt eksempel.
Problemet kan ligge i den måde ord bruges om kunst. Kunst, musik og visuel kunst som oplagte eksempler taler til og med det, som vi ikke kan kommunikere med ord. Og alligevel har vi udviklet en kolossal kaste af mennesker, som forklarer kunst.
Man kan godt forklare hvilke symboler, der findes i et billede, eller hvilke materialer, der er brugt til en skulptur – eller et objekt (merde de l’artiste). Man kan forklare hvilke teknikker en komponist benyttede eller hvilke instrumenter, der bliver brugt. Eller hvilke teknikker. Man kan også bruge kunstnerens sociale vilkår som en forklaring, eller den politiske situation, eller stjernetegn. Faktisk er der ingen grænser for, hvad man kan diskutere og relatere til i forhold til kunst.
Det er jo fint nok, men det har bare absolut ingenting at gøre med det kunsten gør.
På National Gallery sad jeg en dag i en times tid og kiggede på det store maleri af Claude Monet.
Der var mange mennesker og der var hele tiden nogen der stillede sig mellem mig og billedet, så jeg kunne kun se vekslende dele af maleriet. Og mens jeg sad der, voksede farverne. Og Monet blev meget nærværende. Han var der med sin pensel og stak den helt ind i mig.
Folk snakkede og ud af grundmumlen sprang en stemme pludselig frem : «The last thirty years of his life Monay only painted water lilies:»
Og hvad så ? tænkte jeg. Hvilken betydning har det, hvilket motiv en maler maler. Pointen er, at der er et menneske, der blev et med sine materialer. Et menneske, der kunne fange selve livet med sin pensel, og som kunne give livet videre til mig.
Det er ligegyldigt om mennesket malede åkander, flammende kors eller vimpelnisser.
Min fornemmelse er, at forklaringerne – uanset hvor velmente de er – leder os væk fra kunsten og følsomheden for livet. Ved at få en masse unyttige, ofte endda forkerte, oplysninger fjerner man vores mulighed for at komme i kontakt med kunst.
I stedet bilder man os ind, at kunst er noget, der skal forstås. Og det skal forstås på en bestemt måde. Før man drister sig til at prøve at formulere, hvad man selv mener, skal man vide en hel masse lurmærkede sandheder om værket, om dets tid, teknik og om kunstnerens alt for tidlige død og problemer med psyken eller en incestuøs barndom.
Nogle gange rammer et stykke musik os. Helt ind, så vi aldrig bliver det samme menneske igen. Vi kan også blive ramt af billeder. Det sker bare. Det sker ikke hele tiden, men nu og da. Bang!
Vi kan også blive ramt af skønheden i et træ eller i en solnedgang. Når vi bliver ramt af noget kommer vi i kontakt med selve livet. Når vi bliver ramt af kunst, er der et menneske, der har lavet noget, som åbner vores sind for livet. Det er fantastisk. Det er magi.
Ingen skal komme og tage patent på den oplevelse med en eller anden tilfældig forklaring om Gud eller den historiske nødvendighed.
Det er magi. Og det findes. Det er kunst.
Hasse Poulsen
JAZZguitarist
