Jeg køber mange plader og får mange af vennernes seneste udgivelser, Cd’er og Lp’er. Mange flere end jeg kan nå at lytte ordentligt til. Der er perioder, hvor jeg slet ikke hører musik og andre, hvor jeg slet ikke kan få nok af at høre alt muligt. I modsætning til anmeldere og bookere, der kan høre uendeligt meget musik, så er mit hoved fyldt med min egen musik. Med forestillinger om hvordan en komposition kunne tage form, eller af hvordan en bestemt musiker spiller, eller af gennemlytninger af mix, der er skal forberedes til udgivelser, rækkefølger, titler. Er der noget der skal ændres? Hvordan passer det med det, jeg forestillede mig? Eller tænk hvis jeg lavede en gruppe med de musikere? Eller skrev for den type ensemble? Det er tit svært at få plads til andres musik, og det er derfor ikke rimeligt at måle andres musik med det væld af forestillinger og drømme, som ikke engang kan finde plads til Mozart og Coltrane.
Forleden lagde jeg helt tilfældigt en CD med Niels W Gades novelletter på pladespilleren. Jeg har længe været nysgerrig over denne Gade, der som helt ung rejste ud i Europa, blev venner med Schumann og blev Mendelsohns protégé. Han blev musikchef i Leipzig da Mendelsohn døde, men tog tilbage til Danmark på grund af krigene mellem Danmark og Tyskland – eller hvad landet rundt om Leipzig nu hed dengang. I Danmark satte han sig for at opbygge et rigt musikliv på internationalt niveau, hvilket krævede både uddannede musikere – så han grundlagde konservatoriet – og et publikum, der kunne forstå hvad der foregik. Til kultiveringen af publikummet (man forestiller sig at danskerne inden Gade levede i et Michael Kviumsk univers) skrev en masse kompositioner af alle mulige slags, som pædagogisk kunne indføre dem i musikkens undere.
Men jeg har aldrig lyttet til noget af hans musik.
Novelletterne er skrevet for strygeorkester, og allerede ved første akkord bliver man slået af klarheden og skønheden i klangen. Det lyder rasende godt. Selv om jeg selv ville have gjort det på en lidt anden måde – sådan er det altid, og det er meget besværligt at have det på den måde.
Kompositionerne er hele tiden klare i deres ide og selv om de benytter de harmonier og melodiformer, som man brugte i det, man kalder guldalderen, bliver de aldrig svulstige eller banale.
Ligesom Schumann, der tilsyneladende skriver så enkelt og banalt som muligt, åbner Gade op for svimlende verdener : hvordan kan noget så ligetil ramme så dybt ?
I pladeomslaget (det er et gode ved rigtige plader i modsætning til streamingens dødskys) står der at novelletterne er fine eksempler på romantisk kleinkunst.
Kleinkunst. Det lyder ikke rart. Det er tilsyneladende ikke noget, man skal tage helt alvorligt. Man burde nok hellere høre noget Wagner eller et postpunk mesterværk, mens man nærer sig med noget vegansk fnuller.
Kleinkunst. Det går op for mig, at det er netop ordet for det, jeg kan lide. Den lille kunst. Det uprætentiøse. Kunsten der netop har noget at sige til dig (mig). Kunst der er vigtigere end kunstneren.
Klein. Det er småt. Jeg kan lide små ensembler. Bigbands, symfoniorkestre, stadionpop og operahuse keder mig. Jo, jeg er blevet væltet omkuld af Puccinis orkestreringer, af Ligetis Grand Macabre, af Basies og Thad Jones’ bigbands… stadionrock… det lyder altid bedre på plade. Men det, der rammer mig, det er Archie Shepps saxofon, det ensomme klaver hos Satie, den ensomme violin hos Bach (jeg kan bedst lide Bach, når det spilles på et enkelt instrument), trioer, Miles Davis kvintet. Generelt kan jeg lide, når man kan høre de enkelte instrumenter.
For ærlig talt: hvor mange toner er der i en akkord ? Sjældent mere end fire. Miles bad på et tidspunkt Herbie (i jazz er vi alle på fornavn) om kun at spille tre toner i sine harmonier – lyden af Herbies klaver i Miles kvintet er bare fantastisk. Og sikke en masse plads det gav til de andre.
Kleinkunst. Det er også noget, der ikke vil tages helt alvorligt. Gade kalder sine stykker for Noveletter. Diminutive noveller. Mindre kan det næppe blive. Det er ikke engang miniaturer eller tonedigte. For de er meget finere: et digt er jo en sammenstilling af de absolut nødvendige og præcise ord. Novellette er jo bare noget, man sådan lige laver. Tænk hvis han havde kaldt stykkerne for THRENODY TIL VERDENS UNDERGANG?
Så ville han have kunnet sno verdens fantasiløse alvorsmænd om sin lillefinger (og sikkert også de fantasifulde). Verden vil bedrages.
Imens væltes jeg omkuld igen og igen af historiens fantastiske kleinkunstnere.
Hasse Poulsen
JAZZguitarist
