Det meste af den musik vi kender er bygget op på nogle relationer mellem tonerne, der er defineret af det man kalder tonalitet.
En tonalitet vil sige, at alle toner refererer til en enkelt samlende grundtone. I meget musik holder man den samme grundtone konstant igennem en hel komposition. Det gør man fx i de såkaldt modale kompositioner, som kendes fra folkemusik fra det meste af verden. I vestlig musik udviklede de flerstemmige melodier sig til et harmonisk system, hvor de toner, der tidligere mere eller mindre tilfældigt var blevet spillet og sunget samtidigt, blev til selvstændige elementer. Disse såkaldt lodrette, tonale systemer kalder man funktionsharmonik. Det betyder at harmonierne – toner spillet på samme tid – bevæger sig i et system af indbyrdes relationer, der øger eller formindsker spændingen i musikken som en understøttelse af en enkelt hovedmelodi.
Med tiden flyttede man fokus fra de elaborerede melodier over på harmonierne, som blev til selvstændige byggeklodser, som man kunne behandle mere og mere uafhængigt. Harmonierne kunne efterhånden stå alene uden at understøtte en melodi, sidenhen gjorde de sig fri af tonaliteterne. Først ved at lave modulationer, dvs at flytte den tonale grundtone flere gange i løbet af en komposition. Efterhånden blev harmonierne set som selvstændige farver, som man kunne gøre med, hvad man ville. Man kunne sætte dem op imod hinanden uden at tage det mindste hensyn til en eventuel tonalitet.
Det udviklede sig i begyndelsen af 1900-tallet til, at man befriede sig fuldstændigt fra tonalitet og skabte det, der kaldes atonalitet. Arnold Schönberg og del andre komponister udviklede forskellige systemer til at holde orden på tonerne i kompositionerne. De systemer kaldte man ofte for serier, så der var en hel musikgenre, der blev kaldt seriel musik.
For at prøve at forklare hvad tonalitet betyder på et mere følt plan, sammenligner jeg det med nationalitet.
Vi er alle født i en nation, som fx den danske. Det betyder at vi har fået indkodet en enorm mængde værdier og vaner i forhold til at prioritere værdien af stort set alt, hvad vi møder.
De prioriteter vi har fået indkodet, opfatter vi som naturlige. Som dansker opfattes det som naturgivent at man i et selskab sidder rundt om et bord, at der serveres alkohol, at fisken serveres før kødet, som serveres før osten, før det søde. Kaffen serveres til sidst. Der skal bruges meget energi på at få nogle inviterede gæster til at føle sig vel til mode, hvis man laver om på disse normer. Hvis man først serverer en middag kl. 23 og starter med kaffen, vil det virke meget stødende på de fleste.
På samme måde definerer en tonalitet et helt energisystem med udgangspunkt i en grundtone. Alle de eksisterende tolv toner (det er en forenkling, jeg ved det:-) repræsenterer forskellige energiniveauer i forhold til den valgte grundtone. Det betyder, at man kan spille på spænding og afspænding, på mere eller mindre indfriede forventninger ved at vælge forskellige toner. Man kan gå fra grundtonen, der er helt hjemme, til de nærmeste toner, kvinten og tertsen, som føles næsten hjemme via skalatonerne helt ud til de fjerneste toner, som føles ubehageligt ustabile, som elektroner fjernt fra en atomkerne.
Man arbejder her med det, man i fysikken kalder potentiel energi og kinetisk (udløst) energi. Og man skaber en god melodi ved at administrere de forskellige energiniveauer så godt som muligt.
Det, der sker når man fjerner det tonale centrum, er at man fjerner den indbyrdes spænding mellem tonerne. Alle toner bliver lige gyldige, lige vigtige. Hermed fjerner man også muligheden for, at harmonierne kan have en funktion. Man fjerner muligheden for at spille på den indeholdte energispænding tonerne imellem.
Det betyder at komponisten bliver nødt til at skabe spændingsforhold i andre dele af musikken end i forholdet mellem tonerne. Det kan være i dynamikken, i klangfarver, i rytmen, i tempoet. På samme måde, som at harmonierne blev til selvstændige byggeklodser, kan alle musikkens andre elementer blive til uafhængige byggeklodser, når musikken bliver atonal.
På den måde er der blevet udviklet en kolossal mængde måder at lave musik på, som man ikke kunne have forestillet sig for et par hundrede år siden. Man har prøvet – og gør det helt sikkert stadigvæk – at se hvor langt ud, man kan tage de forskellige elementer. Harmonierne er blevet taget helt ud i såkaldt spektrale klanganalyser, hvor lang tid en lyd skal spilles noteres i absolut tid : 3 sekunder, 7 sekunder… og John Cage ramte et yderpunkt ved at undersøge forholdet mellem lyd / ikke lyd og hvornår lyd bliver til musik. Derek Bailey ramte et andet yderpunkt ved at lave musik der ikke indeholdt spænding.
For mig er det en vigtig pointe at det ene ikke udelukker det andet.
Det er ikke fordi man komponerer spektral musik… Det må jeg hellere forklare : Spektral er et ord man bruger om farver, om deres fordeling i bølgelængder. På samme måde, som man kan opdele det hvide lys i farver gennem en prisme, kan man analysere lyd som en sammensætning af bølgelængder. Man kan elektronisk analysere en tone på et klaver og se, hvad det er for forhold mellem bølgelængderne, der gør at man umiddelbart kan høre forskel på den og den samme tone spillet på en trompet. Det viser sig, at enhver tone kan opdeles i en mængde toner. Enhver spillet tone indeholder en masse overtoner og det er forholdet mellem dem, der giver den unikke klang fra et bestemt instrument og endda en bestemt musiker. Enkelte af overtonerne kan man høre, og andre bliver man nødt til at finde ved hjælp af tekniske hjælpemidler. Man kan elektronisk lave en isoleret tone/bølgelængde, en såkaldt sinustone. (Det her er ikke noget jeg er ekspert i, så I må komme mig til hjælp hvis jeg bruger ordene forkert – eller har misforstået det hele).
Det er altså ikke fordi man skriver spektral musik, at tonalitet og alt det, der blev arbejdet med tidligere i historien, bliver irrelevant, eller ikke længere kan udforskes.
Det hele findes samtidigt. Ligesom at der i Mozarts musik findes et hav af elementer han slet ikke har taget stilling til (instrumenternes klangfarve, nuancerne i dynamik, frasering og tempo… enormt mange ting, som i mange nutidige partiturer bliver noteret så præcist som muligt) findes de gamle energistrukturer som muligheder i helt ny og uudforsket musik.
Jeg har selv været fascineret af hvordan Arvo Pärt behandler de gamle tonaliteter med en nærmest seriel tankegang. På samme måde har ihvertfald to af dansk musiks kæmper Hans Abrahamsen og Bent Sørensen inkorporeret tonalitet i deres sprog i dag. Tonalitet havde ikke nogen større betydning for deres musik for tredive år siden (jeg kan se at Bent og Hans står og vifter med armene ude på sidelinien og prøver at få min opmærksomhed).
For min egen musik, betyder det, at det hele findes samtidigt, så selv når jeg spiller helt velkendte harmoniske formler som countrysange hører jeg samtidigt en masse lyd og støj. Jeg kan bruge de lyde og den støj – eller jeg kan lade være. Støjen kan snige sig ind i udførelsen af musikken, ind i instrumenternes klangfarver. Det kan man høre, når for eksempel Archie Shepp eller John Scofield spiller en melodi. Eller en traditionel melodi kan akkompagneres af en trommesolo eller nogle meget avancerede elektroniske (Bill Frisell) eller percussive klange som George Crumb har gjort det i sine vidunderlige American Songbooks.
For at vende tilbage til ideen om tonalitet og nationalitet : Mange af os er født af forældre med forskellige nationale baggrunde og har derfor indbygget flere normaliteter i os. Andre har emigreret eller har boet i andre lande i mange år og har taget den lokale normalitet til sig så meget, som det nu kan gøres.
Det er for mig en pointe, at når man først har overvundet chokket ved at opdage, at ens barndoms normalitet kun er en lille lokal normalitet som naturligheden hos en plante, der kun kan gro et bestemt sted – når man først er kommet sig over det chok, mister man troen på det naturlige i nationalitet og tonalitet. Man kan sagtens respektere de lokale vaner og finde glæde ved at indordne sig og se hvor fint, det fungerer, men man kan ikke genopbygge troen på, at en naturlig orden findes. Man er blevet atonal.
Man kan så bruge sine evner og sin følsomhed til at skabe noget ud af de mange muligheder man nu har til rådighed. Muligheder der omfatter alt fra de mest traditionelle systemer til ideer, ingen nogensinde har tænkt på før.
Hasse Poulsen
JAZZmusiker
