Amerikansk stjernetrommeslager – kendt fra bl.a. David Bowies roste svanesang «Blackstar» samt samarbejde med Brad Mehldau – optræder med sin egen skarpe New Yorker-kvartet.
Konserten arrangeres den 25. mars på Jazzhouse i Niels Hemmingsens Gade 10, København. Amerikanske Mark Guiliana har de seneste år markeret sig stærkt på den moderne jazzscene, og med sin medvirken på et af nyere tids mest omtalte værker – David Bowies overvældende «Blackstar» – må man sige, at Guiliana også er blevet et varmt navn på den internationale musikscene i det hele taget.
Legenden vil vide, at David Bowie spottede Guiliana på en lille jazzklub i New York, og at han straks udvalgte ham som en af de musikere, der skulle være med til at fremdyrke det originale udtryk på den plade, der skulle blive Bowies spektakulære farvel til verden.
Samarbejder med Brad Mehldau, Avishai Cohen m.fl.
Bowie er dog langtfra den eneste, der har ladet sig betage af Guilianas komplekse rytmiske fornemmelse. Således har han forlængst slået sit navn fast i jazzkredse gennem samarbejder med navne som Avishai Cohen, Lionel Loueke samt Phronesis med danske Jasper Høiby. Han har også markeret sig stærkt med sit duo-projekt med Brad Mehldau. Sammen udsendte de i 2014 på Nonesuch albummet «Taming the Dragon». Et album, hvor jazz møder funk, prog og Squarepusher-inspireret electronica i en heftig cocktail.
Rost udforskning af den akustiske jazz-kvartet
Nu har Jazzhouse og Copenhagen Jazz Festival æren af at præsentere denne lysende stjerne, der optræder med sin egen kvartet. Hvor flere af Guilianas projekter har hentet inspiration fra den elektroniske musik, findyrker han i kvartetten den rent akustiske jazz med både smukke ballader og komplekse forløb. Deres album fra 2015, «Family First», fik rosende ord med på vejen fra mange kritikere. Downbeat skrev bl.a.: «Quiet, minor and processional, «Family First» is an understated, friendly album ripe with gorgeous melodies. It should draw both casual and avid jazz listeners.»
Kvartetten udgøres ud over Guiliana selv af Shai Maestro (piano), Jason Rigby (saxofon) og Chris Morrissey (bas). Et stærkt sammenspillet hold, der også live har begejstret med deres på én gang lyttevenlige og udfordrende take på den moderne jazzkvartet. International koncertrække præsenteres i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival Koncerten præsenteres af Jazzhouse og Copenhagen Jazz Festival og indgår i en koncertrække med fokus på stærke internationale jazzprofiler. Koncertrækken blev skudt i gang sidste uge med den ECM-aktuelle trio Ches Smith w. Craig Taborn & Mat Maneri. En koncert, der høstede store anmelderroser. Bl.a. tildelte Politiken 5 hjerter og skrev: «En musik udført med stor konsekvens og med et originalt udtryk». I marts kan man ud over koncerten med Mark Guiliana også opleve den britiske supergruppe Get The Blessing. En gruppe, der har markeret sig stærkt gennem deres blanding af rock, triphop og Ornette Coleman-inspireret jazz, og som tæller musikere, der har optrådt med navne som Portishead, Radiohead og Peter Gabriel. Get The Blessing spiller d. 4. marts.
Mere info: 25/03, kl. 21.00 Mark Guiliana Jazz Quartet (US) Billet: 140 dkk inkl. gebyr
Line-up:
Mark Guiliana – trommer
Shai Maestro – piano
Jason Rigby – saxofon
Chris Morrissey – bas