KIRA SKOV har komponeret og indspillet et helt album til sin afdøde mand, Nicolai Munch-Hansen, for at finde en mening med det meningsløse.
De kom nærmest krybende af sig selv, sangene. Ud fra fotografier, ned fra vægge og lofter, op fra kælderen. Ud af ingenting og den store, tunge sorg, der var ved at sluge hende med hud og hår, begyndte Kira Skov at komponere og skrive. Om og til sin afdøde mand og musikalske partner, Nicolai Munch-Hansen.
»I begyndelsen var det ren overlevelse. Jeg famlede mig frem og prøvede at være i sorgen og samtidig at gøre et eller andet, selv om jeg jo intet kunne gøre, der ville ændre på de tragiske omstændigheder. Men i musikken, vores fælles sprog, kunne jeg på en måde kommunikere med Nicolai. Om andre nogensinde skulle høre de sange eller kunne bruge dem til noget, tænkte jeg overhovedet ikke på«, siger Kira Skov.
Efterhånden begyndte den sorg, der blev omsat til sange, dog at tage form. Kira Skov spillede dem for sin veninde og kollega, Marie Fisker, der var både rørt og begejstret. Hun sendte dem til produceren John Parish, der har arbejdet med hende på de sidste fire plader og er blevet en god ven. Også han var glad for de nye sange. Så med Kiras samtykke bookede han Portisheads studie i Bristol i England til en session som skulle finde sted i December måned 2018.
»Det var godt for mig at have noget at arbejde frem mod. Pludselig blev det hele mere konkret og jeg begyndte at sammensætte det band, der skulle med. Alle musikere med et tæt og kærligt forhold til Nicolai. De var alle sammen vilde med materialet, så vi tog til England for at indspille i en helt særlig og kærlig ånd«, fortæller sangerinden med sin karakteristisk mørke, let hæse stemme.
Ekkoet af mand og makker
En stemme, der i det forløbne år har talt meget om pludselig at blive ramt af den store, uventede sorg over, at hele ens liv bliver revet midt over. Når ens mand, faren til ens barn og den musiker, man har et nærmest symbiotisk forhold til i en tæt, fælles skabertrang, dør. Ved på ulykkelig og fatal vis at blande alkohol med stoffer en trist mandag aften i februar.
Men nu synger stemmen igen. På albummet ’The Echo of You’ – om, for og til Nicolai Munch-Hansen. Og alle os andre. For på de afklarede, enkle og elegante melodier på ’The Echo of You’ giver Kira Skov sorgen lyd – vellyd. I nogle på engang meget virkelighedsnære og let drømmende sange forvandler hun sit private tab til en smuk kærlighedshistorie med bundløse dybder af den forgangne lykke, man fornemmer og den store sorg, der har født musikken.
»Da sangene var færdige, begyndte jeg at tænke over, om de kunne give mening for andre. Midt i min store sorg havde jeg selv en fantastisk oplevelse med Naja Marie Aidts bog ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’ (skrevet efter hendes søns død, red.). Den blev på en måde et spejl for mig og en katalysator for alle mine følelser. Hvis min musik kan hjælpe andre på samme vis, er det fantastisk. Så er der kommet noget meningsfuldt ud af en meningsløs situation«, mener Kira Skov.
Sent om natten den 20. februar blev hun banket op i familiens haveforeningshus på Amager af en bekendt, der kom for at overbringe den forfærdende nyhed, at Nicolai Munch-Hansen var død af den fatale blanding på Vesterbro, hvor han var på besøg hos en kammerat.
En besked, der ændrede alt for Kira Skov, som straks skrottede alle musikalske planer. Og af sig selv gik i gang med at skrive til sin mand og makker, som hun har kendt og arbejdet tæt sammen med i de sidste 14 år. Men sangene handler ikke om den dramatiske død.
»I Danmark ved alle, hvordan Nicolai døde. Så min opgave som den, der står tilbage, er at give et mere nuanceret billede af, hvordan han var, hans musik og vores kærlighed. Det er den, jeg har lyst til at skildre, så den står stærkere end alt det andet. Pladen er både en hyldest til ham og et kærlighedsmanifest. Det er derfor, jeg har gjort alle de ting, siden han døde. Arrangeret to mindekoncerter fornylig, der spillede en stor rolle for vores søn Morgen og hans datter Nora, som fik set, hvor mange mennesker, der elskede og respekterede deres far. Han var så meget mere end tragedien«, siger Kira Skov.
Amerikansk legende synger med
Hun lægger hverken fingre eller poetiske slør over de sørgelige kendsgerninger på albummet.
In my darkest hour death had come, came to claim my darling, father, brother, son, my sweetest one.
Med de linjer starter sangen ’Lilac Sky’, der er blevet en duet mellem Kira og en af Nicolai Munch-Hansens favoritkunstnere, amerikanske Bonnie Prince Billy.
»Det var vildt at få ham med. Jeg fik hans mail af produceren John Parish og skrev til ham, om han ville synge den duet med mig. Han svarede allerede næste dag, at »en person med en så stærk stemme, også måtte have en stærk sjæl« og derfor ville han gerne synge med mig. Jeg blev meget glad og rørt. Nu er jeg bare glad for, at en af Nicolais yndlingskunstnere medvirker til at gøre den sang så stærk«, fortæller Kira Skov. Rundt omkring på ’The Echo of You’ dukker mange flere facetter af kærligheden og samlivet op. »I tried to look into your eyes in a photograph today/ And at least you did not look away«, synger Kira om et billede, hun fortabte sig i.
»Jeg kan godt høre, at det kan opfattes som et strejf af humor midt i alt det sorte. Men det var nu mere alvorligt ment – det med at kunne fastholde hans blik, mens noget skulle siges. Jeg sad faktisk og kiggede på et foto af ham, jeg tog sidste år. Hvor han kigger meget direkte ind i kameraet, det trak bare hele sangen frem. Det er en meget enkel sang, men for mig er den fin og poetisk som et eksempel på kommunikationen mellem os«, forklarer sangerinden.
Det kræver mod og vilje at synge om død og sorg, som ikke er de mest dominerende temaer ved danske middagsborde. For at sikre, at de private følelser ikke bare blev netop det, private, havde Kira Skov brug for en samarbejdspartner, hun havde tillid til.
»Heldigvis har jeg så stor tro på John Parish, at jeg kunne lægge ansvaret over på ham. Han har en helt særlig evne til at finde det rene udtryk. Jeg ville ikke svælge i sorgen.
Og det rammer han sindssygt godt, samtidig med, at han har en helt særlig fornemmelse for lyd og fik os til at skære fra og komme helt ind til benet på den her indspilning i stedet for at lægge til. Derfor står udtrykket så rent«, mener Kira Skov.
Ligesom på den duo-turne hun tog ud på i efteråret med tangentspilleren Nikolaj Hess har indspilningen af musikken haft en helende kraft på hende. Det betyder selvsagt ikke, at sorgperioden er slut efter et år for Kira, men hun har i det mindste fundet en måde at være i den på.
»Jeg har tænkt meget på folk, der ikke har musikken eller en anden kreativ kunstart til at bearbejde sådan en sorg. Jeg ved ikke selv, hvad jeg ville have gjort uden. Derfor håber jeg, at mine sange kan gøre noget for andre«, siger hun.
Musikkens helende kraft
Nogle dage med hverdagens problemer – at være alene med et barn og skulle forholde sig til alverdens lavpraktiske ting som også følger med et sådan tab, som for eksempel skifteret og opgaven som eneforsørger, gør hende vred og træt. Nogle nætter vågner hun stadig med et chok og indser, at hendes elskede ikke er der længere.
»Måske havde det været anderledes, hvis Nicolai var blevet syg og var død af det. Så kunne jeg have forberedt mig på det og vi kunne have sagt nogle af de ting, vi ikke nåede, til hinanden. Men jeg tror alligevel ikke, at man kan forberede sig på det. Slet ikke, når det er et ungt menneske som Nicolai, der kun blev 39 år. Det føles så forkert. Han skulle jo have haft mindst 30 år mere sammen med mig. For overhovedet at forstå det, at nogen er endegyldigt væk, må man starte forfra hver eneste dag«, siger hun stille.
Alligevel håber Kira Skov gennem den kommende turne, med de musikere der ligesom hun havde et tæt musikalsk forhold til Nicolai Munch-Hansen, kan give styrke. Så hun måske igen kan åbne sig for omverdenen, forholde sig til for eksempel politik og andet, som har fyldt meget lidt i det forgangne år.
»Jeg kunne godt tænke mig næste gang igen at lave noget musik, som tager udgangspunkt i nogle andre skæbner, end min egen. Det er ikke sikkert, at det ikke vil komme til at handle om mig og sorgen alligevel, men udgangspunktet vil være et andet. Uanset hvad er det musikken, der sammen med min søn, Morgan, har givet mig kræfter til leve videre og være i og med det som er sket«, som hun siger.
Du vil ikke være dansk musiks sorte enke?
»Jeg er i hvert fald meget mere end det, det er vigtigt for mig. Det er også derfor, jeg ikke magter at lave mange interviews om den her plade. Når man taler mange gange om en »normal plade« kommer man før eller siden til at gentage sig selv. Det har jeg ikke lyst til, når det er ens inderste og noget meget sårbart, man taler om«, siger Kira.
Musikalsk lægger ’The Echo of You’ sig, med sangerindens egne ord, fint i forlængelse af det arbejde, hun har udført med sine udgivelser og samarbejder i de senere år – bl.a. solopladerne When We Were Gentle fra 2013 og May Your Mind Explode a Blossom Tree fra 2015.
»Med inspiration fra blandt andre Nicolai, der med sin baggrund i jazzmusikken har vist mig, hvordan man kan være mere økonomisk med nogle af de ting, jeg bare bragede ud med før, har jeg bevæget mig ind i mit eget musikalske univers. Der er nogle store sangskrivere, der inspirerer mig, men også jazz og mere moderne musik. Jeg har arbejdet helt bevidst med at ophæve genrer i de senere år og bare lave musik, jeg selv godt kan lide. Det har jeg også gjort denne gang«.
Du nævner »the drugs« i en enkelt sang, men omtaler ellers ikke årsagen til Nicolais død. Er det bevidst?
»Jeg havde bare ikke haft lyst til, at det skulle handle så meget om det. For mig var det, der skete en ulykke. Stoffer kan være noget lort og i det her tilfælde var det fatalt. Men det bliver meget let meget sort/hvidt at tale om det. Jeg har i hele mit liv bevæget mig i kreative miljøer, hvor det har været almindeligt at folk har eksperimenteret med stoffer uden, at det har haft de konsekvenser. At Nicolais død skal bruges i en sags tjeneste, kan jeg ikke acceptere. Det er meget mere nuanceret end som så«, siger hun.
Turplan
Fredag d. 6 april – Kulturstationen, Vanløse Kl. 20.30
Lørdag d. 7 april – Musikhuzet, Bornholm Kl. 21.00
Tirsdag d. 10 april – Pustervik, Gøteborg kl. 20:00
Onsdag d. 11 april – Skråen, Aalborg Kl. 20.00
Torsdag d. 12 april – Tøjhuset, Fredericia Kl. 20.00
Fredag d. 13 april – Mantziusgaarden, Birkerød Kl. 20.00
Lørdag d. 14 april – Olferts, Ollerup Kl. 21.00
Onsdag d. 18 april – Kulturhuset, Skanderborg Kl. 20.00
Torsdag d. 19 april – Turbinen, Randers Kl. 20.00
Fredag d. 20 april – Godset, Kolding Kl. 20.00
Lørdag d. 21 april – Kulisselageret, Horsens Kl. 22.00
Torsdag d. 26 april – Bygningen, Vejle Kl. 20.00
Fredag d. 27 april – Kulturhus Gimle, Føllenslev Kl. 22.00
Lørdag d. 28 april – Kansas City, Odense Kl. 20.00
Fredag d. 11 maj – Spot, Musikhuset lille sal kl. 18:00
Fredag d. 18 maj – VEGA, KBH. Kl. 20.00
Kira Skov: The Echo of You – Songs for Nicolai. Udkom den 16. marts på Stunt Records.
Sundance Music