BREMEN TEATER, KØBENHAVN 6. DECEMBER 2021: Her til aften blev dansk jazz fejret på Bremen Teater i København. Her til aften blev dansk jazz fejret ved et overdådigt show med livemusik, prisoverrækkelser og festligt værtskab på Bremen Teater i København og live på TV og i radioen. Komponist og skuespiller Jeanett Albeck ledte endnu engang publikum og seere gennem en festlig kavalkade af musikalske indslag og prisoverrækkelser, og hun fik i år selskab af trommeslager Kresten Osgood i en humoristisk videorevy, hvor jazzen blev dissekeret. Syv DMA-statuetter, to særpriser og to legater blev uddelt til det allerbedste fra det seneste jazzår.
«Sublim musik, der gør verden til et bedre sted»
En stolt Bjørn Heebøll modtog her til aften, på vegne af Makiko Hirabayashi, prisen for Årets Jazzudgivelse for projektet Makiko Hirabayashi Weavers og debutudgivelsen med samme navn. Årets akademi kaldte Weavers for «sublim musik, der gør verden til et bedre sted». I kategorien Årets Jazzkomponist løb Jesper Thorn med statuetten for udgivelsen ‘Boy’, der af juryen blev døbt «kærlighed i albumform».
Prisen for Årets Vokaljazzudgivelse gik til fremadstormende Astrid Engberg for sit debutalbum, ‘Tulpa’, som juryen kaldte en «nyskabende og kraftfulde jazzhypnose». For Årets Eksperimenterende Udgivelse gik statuetten til aftenens trippelnominerede: Aar og Dags ‘Tifold af Fri Form og Fælles Motiv’ for sit vellykkede forsøg på at navigere «let og legende i hierakiets antitese og skabe ydmyg og overlegen optimisme.» Debutantprisen Årets Nye Jazznavn gik til musikkollektivet Maraton og deres debutplade af samme navn, som juryen kaldte «en manipuleret lyd af hele verden. Det her er et nybrud i dansk jazz.».
Visualitet og fold-selv-animationer
Den nyindstiftede pris, Årets Tværæstetiske Udgivelse, som har til formål at hædre jazzmusikere, der arbejder med flere kunstneriske udtryksformer i sine udgivelser, gik i år til All Too Human – ‘Because You’re Worth It’ for «et dansant og komplekst sammensat univers af musik, visualitet og fold-selv-animationer».
Vinderne af Børnejazzprisen blev fundet tidligere i dag ved et særligt Børne-DMA Jazz, som blev afholdt på BETA på Amager. Her blev det De Onde, som efter en overbevisende koncert løb med flest point fra børnejuryen.
Særpriser og jazzlegater
Med støtte fra William Demant Fonden blev der for andet år i træk uddelt to jazzlegater til hhv. Årets Musiker og Årets Orkester. Trommeslageren Jeppe Gram blev hædret med titlen Årets Musiker og 20.000 kr. for sit fordomsfri, genreåbne og nysgerrige sind som instrumentalist og komponist. Årets Orkester og de medfølgende 30.000 kr. gik til Simon Toldam Trio for at minde os om styrken og potentialet i den akustiske klavertrio.
JazzDanmark Prisen for Årets Koncertoplevelse gik til foreningen Meutiviti og koncertrækken Impro Fauna, som fører jazzmusikken ud ad nye bæredygtige stiger og efterlader at spor af nyplantet skov bag sig. Årets Ildsjæl og modtager af den flotte P8 Jazz Pris, i år tegnet af Flemming Quist Møller, gik til jazzanmelder Niels Overgaard for sit utrættelige arbejde med bloggen Jazznyt samt sit engagement som initiativtager til jazzfestivalen Moorjazz i Herning.
Årets Vindere
Årets Jazzudgivelse
Makiko Hirabayashi – Weavers (Enja Records)
Årets Jazzkomponist
Jesper Thorn – Boy (Moveable Records)
Årets Vokaljazzudgivelse
Astrid Engberg – Tulpa (Creak Inc. Records)
Årets Eksperimenterende Udgivelse
Aar og Dag – Tifold af Fri Form og Fælles Motiv (Aar og Dag)
Årets Tværæstetiske Udgivelse
All Too Human – Because You’re Worth It (ILK Music)
Årets Nye Jazznavn
Maraton – Maraton (Barefoot Records)
Børnejazzprisen
De Onde
JazzDanmark Prisen
Meutiviti for Impro Fauna
P8 Jazz Prisen
Niels Overgaard
Jazzlegatet 2021 – Årets Musiker
Jeppe Gram
Jazzlegatet 2021 – Årets Orkester
Simon Toldam Trio
Text: Jazz Danmark
Foto: Jakob Bro og Palle Mikkelborg på scenen sammen til DMA Jazz 2021: Malthe Ivarsson