Han er én af de mest efterspurgte musikere i dansk jazz, Kasper Tranberg, og har i en årrække har spillet med C.V. Jørgensen, Pierre Dørge New Jungle Orchestra, Hugo Rasmussen, Marc Ducrets orkestre og The Universal Quartet med den legendariske Yusef Lateef – bare for at nævne nogle få.
Under Vinterjazz 2017 har den anerkendte trompetist, komponist og formidler fået frie rammer til at sammensætte et internationalt hold med bl.a. den amerikanske saxofonist Tony Malaby (Charlie Haden, Paul Motian) og den alsidige japanske trommeslager Yasuhiro Yoshigaki (Otomo Yoshihide, Orquesta Libre etc.). Det kommer der et albumprojekt ud af, der dermed bliver det første i 11 år, siden han i 2006 udgav “Dreams and Blues For Toru Takemitsu” på hans foretrukne japanske selskab EWE.
I februar rejser Straw Boss landet rundt med nyskrevet materiale, der så skal indspilles live på turnéens sidste aften. Først rejser de til Tranbergs hjemegn, hvor holdet giver akustisk koncert på Maribo Stiftsmuseum, derefter til Odense (Teater Momentum) og Aarhus (Atlas), før de slutter i Jazzhouse i København. Musikerne har han selv valgt, og de består af af to kumpaner fra USA, Tony Malaby og pianist Pandelis Karayorgis, samt musikalske venner fra hhv. den fælles trio med Yoshigaki og Adam Pultz Melbye, samt fra hans mangeårige duosamarbejde med bassisten Nils Bo Davidsen.
Det er længe siden, at jeg har udgivet et værk i mit eget navn. Intentionen om at udgive noget har været der længe. Jeg har gennem de sidste fem år samlet idéer og indtryk, og nu griber jeg om nælden. Så jeg har ringet til min musikalske kammerater, som jeg tror kan fuldføre det.
Straw Boss. Det er ham fra arbejdssjakket, der tager lederens ordrer og bidrager til at føre dem ud i livet. Det refererer til mit omfangsrige arbejde som sideman. Det var Tom Rainey, der fandt på navnet, og det var egentligt meget godt pointeret, for jeg har været sideman længe og brugt tid på at samle kompositioner. Og der er en nødvendighed nu til, at jeg skulle dele det med omverdenen.
For mig betyder det noget, at numrene har en stærk identitet. Og hvad mener jeg så med det? En identitet, der er vedkommende og præcis i det udtryk af følelser og stemninger, som man kan opfange, når man hører kompositionerne. Jeg bryder mig ikke om at høre musik, hvor folk ‘læser musik’. Jeg elsker, når jeg kan føle, at musikerne opdager noget sammen, og når jeg kigger på mit liv, så har det handler om det – mere end en bestemt stilretning.
Vi befinder os i grænselandet mellem improvisation og kompositioner. Det er der ikke noget nyt i, for det har jazzen gjort i årtier. Det er en vægtløs tilstand, og inden for den tilstand vil jeg gerne være præcis og have kontrol over, hvilken retning og stemning vi bevæger os i. Men musikken får lov at udfolde sig – musikerne skal agere, så de opdager musikken og ikke læser den.
Lollandsk blues, jættestuer, mosekonen der brygger og andre væsener fra dét univers. Det er det, jeg kommer til at tænke på. Det ligger i min identitet, og det bygger på nogle drømme, som jeg er vokset op med, som måske giver et andet syn på den verden, vi lever i.
Det vigtigste i min musik er, at den er bundet om en fantasi, man kan være sammen om. Og den fantasi vil jeg gerne sende afsted med konkret puls, musik og swing og det drive, der er i den såkaldte jazz. Jeg interesserer mig også meget for det vægtløse, som er fabulerende og håndgribelige, ved at nedkomponere nogle idéer, som fremstår stærkt, som vi kan opleve sammen som ensemble.
Sidst jeg udgav noget, som jeg selv har skrevet, var i 2006. “Dreams and Blues For Toru Takemitsu”, som var et ret stort værk, som indeholdt komposition og partiturmusik, båndoptagere og pladespillere. Siden har jeg bidraget til udgivelser som sideman eller co-leader med bl.a. Yusef Lateef Universal Quartet og en duoplade med Nils Bo Davidsen, som hedder “Zone Bleu”.
Jeg har længe gået og tænkt over, hvordan man kunne lave en toer til den plade, som er en vægtig udgivelse, og det er derfor, at Straw Boss bevæger sig videre fra partituret og ind i et improvisatorisk værk, hvor der er et sammenspil mellem musikeren og lytteren. Det stammer fra, at jeg allerede i 2006 vidste, at der skulle komme en løsere form for musik på et tidspunkt – med fokus på improvisation og en tilstand af vægtløshed.
Jeg har inviteret fem personligheder, som jeg føler, jeg er på samme side med. De har noget på hjerte. Nogle af dem har jeg kendt, siden jeg var 17 år gammel. Tony og Pandalis kender jeg fra Boston, og dem har jeg spillet ganske lidt med. De andre har jeg spillet med i mange år. Men det er alle sammen folk, jeg har et forhold til, og hvor jeg føler, at den kunstneriske intention er med. De kan overraske.
Tony Malabys overraskelsesmoment er kæmpestort. Han kan drage toner fra alle mulige hjørner af jazzens historie.
Hele holdet mødes og øver et par dage i København under Vinterjazz, og så tager vi på turné i Maribo onsdag – Odense torsdag – Aarhus fredag – København lørdag. Vi spiller akustisk inde i udstillingen mellem oliemalerierne i Maribo. Det er min fars 75 års jubilæumsudstilling, museet fremgår som en gammel ruin, og jeg har aldrig spillet med mit eget orkester på Lolland, så det glæder jeg mig til. Vi indspiller en del af pladen live i Jazzhouse, og hvis det bliver så godt, som jeg håber, så er det min intention, at der kommer en vinyl plus digital udgivelse ud af det.
Når vi kalder det for lollandsk blues, så skyldes det, at det er en kærlighed til det bestemte område i bogstavelig forstand og et bestemt område af musikken. En type som mig, der kommer ud af en baggrund i Count Basie og Duke Ellington, jeg har mit improvisatoriske virke i klassisk jazz. Det vil ikke komme til at lyde som Blue Note, for det er improvisation, men jazzen er mit udgangspunkt.
I den klassiske jazzimprovisation har man en fast form. Den type improvisation, vi bruger i mit orkester, den bygger på flydende former og still-billeder. Jeg er også inspireret af japansk kultur, bl.a. Kabukiteatret, som ligger i Ginza-kvarteret tæt på Tsukiji fiskemarked – jeg ynder at komme begge steder. Kabuki-teater er bygget op om tablauer, som man bruger enormt stærkt. Første gang jeg var i Japan var i 1996, og jeg skal afsted to gange i 2017, bl.a. sammen Lars Greve i Kasper Tranberg Japanese Quartet. Vi skal også spille med Yasuhiro Yoshigakis eget band, Orquesta Libre.
Kasper Tranberg Straw Boss kan opleves følgende steder under Vinterjazz 2017:
Onsdag 15/2 kl. 19:30 – Stiftsmuseet, Maribo
Torsdag 16/2 kl. 22:00 – Teater Momentum, Odense
Fredag 17/2 kl. 21:00 – Sunship / Atlas, Aarhus (+ Jakob Bro solo)
Lørdag 18/2 kl. 21:00 – Jazzhouse, København (+ Digital Primitives)
Kasper Tranberg f. 1971 er trompetist, kornetist, komponist, underviser og radiovært. På www.kaspertranberg.com kan man finde mere information og artikler, som Tranberg har skrevet på sine turneer, indspilninger og rejser m.m.
Intervjuet er tidligere presentert på jazz.dk – Vinterjazzens og Copenhagen Jazz Festival sine hjemmesider.
Foto: Karolina Zapolska
