Jazzhouse ønsker at bruge flere midler på præsentation og udvikling af musikken og har derfor besluttet at fraflytte sit lejemål i Niels Hemmingsensgade 10 ved årets udgang. Københavns Kommune, Jazzhouse, Global og VerdensKulturCentret (VKC) arbejder nu på at realisere en vision om at skabe et musikalsk kraftcenter på Nørrebro, hvor Jazzhouse den 1/1 2018 flytter ind på et fælles spillested med Global på VerdensKulturCentret (VKC), Nørre Allé 7 på Nørrebro.
Global og Jazzhouse er regionalt spillested med fælles administration og ledelse, men har hidtil boet på to forskellige adresser. Planen er nu at realisere en fælles lokation, så de to spillesteder til fulde kan få gavn af de synergier, som det vil afføde. Som en del af den nye strategi er det desuden hensigten, at både Global og Jazzhouse vil være koncertproducerende i andre venues og indlede partnerskaber med andre institutioner for derigennem at sikre de bedste betingelser for koncertproduktionen og tilgodese behovet for også at præsentere artister, der fordrer en større kapacitet end den, de to spillesteder har haft til rådighed i de eksisterende rammer.
Bjarke Svendsen, daglig og kunstnerisk leder på Jazzhouse og daglig leder på Global, udtaler:
“Først og fremmest ønsker Jazzhouse at bruge flere af vores midler på præsentation og udvikling af musikken frem for på husleje. For det andet ønsker Jazzhouse og Global – foruden at have en fast base – at agere flyvende spillested, der præsenterer koncerter på eksterne lokationer. Derigennem kan vi aktivere andre spillesteder, lokaler og publikummer end dem, vi hidtil har benyttet os af og henvendt os til. For det tredje indledte Jazzhouse og Global en administrativ fusion den 1. januar 2017. For at udnytte det fulde potentiale af denne konstruktion samler vi organisationen på ét kontor og ét spillested.
Visioner for et nyt fælles spillested
Global har længe haft ønske om forstærket brugsret over koncertsalen i VKC, hvor man siden 2006 har præsenteret koncerter. Global lejer sig pt. ind i salen to dage om ugen, mens salen resten af ugens dage benyttes af andre lejere. Derfor har Global ikke haft fuld fleksibilitet i forhold til booking af artister og ej heller haft mulighed for at optimere og vedligeholde salen med henblik på koncertpræsentation. Derfor ser man på Global også store perspektiver i den nye model. Kunstnerisk leder på Global, Peter Hvalkof, udtaler:
“Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en bedre løsning for de ansatte, frivillige, publikum og artister, når vi kommer til at operere under ét tag. Og lykkes det os at komme i mål med den nye vision, kan vi løfte rammerne omkring præsentationen af musikken, og koncertoplevelserne vil blive bedre.”
Den politiske proces og dialog omkring den nye struktur har fra alle parters side været præget af åbenhed og velvillighed, og derfor har beslutningsprocessen været smidig. Københavns Kommune har lyttet velvilligt og er indgået i en konstruktiv og visionær dialog om potentialerne i det nye set-up, og det samme gælder VKC.
På baggrund af orienteringerorientereringer og dialog med VKC, Global og Jazzhouse traf Kultur- og Fritidsudvalget under Københavns Kommune onsdag den 21. juni 2017 afgørelse om, at forvaltningen under Københavns Kommune har fået hjemmel til at indgå et partnerskab mellem VKC og Global/Jazzhouse om brugsretten af salen.
Jazzhouse og Global ser positivt på udsigterne til de forestående forhandlinger, da alle involverede parter ser de samme potentialer og visioner.
Bjarke Svendsen udtaler:
«På den baggrund føler vi os visse på, at vi nok skal lande en aftale, der er i både Globals og Jazzhouses interesse, men også i VKC’s. Det er ikke blot spillestederne og VKC, men hele matriklen, der får et kvalitativt løft. Vi ser frem til at blive en del af miljøet omkring VKC, og vi tror på, at vi lander en aftale, som er til gavn for de nuværende brugere, gæster og borgerne i Københavns Kommune – og ikke mindst til gavn for musiklivet i København”
Fortsat forpligtet af gældende rammeaftaler
Jazzhouse og Global vil efter en eventuel sammenlægningfusion stadig være forpligtet af den rammeaftale, de har indgået med Staten. Af denne fremgår, at Jazzhouse er forpligtet til at præsentere 190 koncerter årligt og Global 121. Tilsammen 311 koncerter om året, som i den nye konstruktion vil blive afviklet fra samme spillested samt på andre udvalgte spillesteder og i andre typer kulturinstitutioner. Fusionen vil altså ikke resultere i færre koncerter, men i stedet i en styrket organisation med større faglighed og ikke mindst flere midler at investere i spillestedernes store passion: præsentation og udvikling af musikken.
Q&A vedr. eventuel sammenlægning af Jazzhouse & Global:
Lukker Jazzhouse?
Jazzhouse lukker i Niels Hemmingsens Gade. Men, hvis forhandlingerne falder på plads, åbner det igen i VKCs koncertsal på Nørre Allé 7 som ét nyt styrket spillested sammen med Global.
Mister København et spillested?
Nej. Jazzhouse og Global fusionerer i ét stærkt fælles spillested med en ambition om at fremme betingelserne for den ikke-kommercielle nichemusik. Vi kommer, som vi i forvejen gør det, til at operere under Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musiks 4-årige rammeaftale, som er blevet udstukket for Global og Jazzhouse. Det betyder, at Global fortsat vil være forpligtet på at præsentere 121 koncerter årligt og Jazzhouse forpligtet på 190. Med andre ord betyder det, at Jazzhouses og Globals genremæssige forpligtelser, såvel som det antal koncerter vi er forpligtet til at levere, består.
Er det en spareøvelse?
Global og Jazzhouse vil fortsat operere under den 4-årige rammeaftales økonomiske rammer. En sammenlægning betyder først og fremmest, at Global og Jazzhouse kommer til at spare penge på leje og drift – penge som i stedet vil blive brugt på at præsentere musik, udvikle spillestedernes musikalske profiler, publikumsudvikling m.m.
Hvorfor flytter Global ikke ind hos Jazzhouse?
Jazzhouse har i Niels Hemmingsens Gade lejet sig ind på private vilkår som hverken Jazzhouse eller Global kan forsvare. Den betragteligt lavere husleje på VKC frigør midler til vores kerneopdrag, som først og fremmest er dér vores fokus bør ligge. Jazzhouse og Global arbejder for maksimal musikalsk udvikling og output, og den vision realiseres bedst med et fælles spillested.
Vil dette ikke betyde, at nogle af Jazzhouses større produktioner ikke kan gennemføres?
Der er enkelte koncerter som det ikke vil være muligt at lave på Nørre Allé 7. Disse vil i stedet blive flyttet ud af huset, hvorigennem samarbejdet mellem forskellige institutioner i København forstærkes. De forskellige institutioners publikummer vil befrugte hinanden og blive introduceret for ny kultur. Det betyder, at de deltagende institutioner kan rekruttere nye publikummer fra miljøer, de normalt ikke har adgang til. Vi har i løbet af det seneste år haft gode erfaringer med at sætte unikke koncerter op i samarbejde med andre spillesteder og kulturinstitutioner i København, og dette arbejde vil blive udviklet yderligere i den nye konstellation.
Er dette et led i en gradvis udfasning af jazzen fra Jazzhouses side?
Nej. Det er tværtimod en mulighed for at blive ved med at præsentere og udvikle jazzen – og de to spillesteders musikflader samlet set. Der vil således fortsat være masser af dansk og international jazz på den nye scene samt på eksterne scener.
Jazzhouses placering i Niels Hemmingsens Gade gennem 25 år har stor historisk betydning. Går denne historie ikke tabt?
Jazzhouse har været igennem mange faser. Og vi stoler på, at Jazzhouse også overlever den nye fase, uden at respekten for historien går tabt. Ja, faktisk tror vi på, at jazzen kan udvikle sig yderligere i de nye rammer. Jazzhouse lever først og fremmest af musikken, og vi mener, at vi kan tjene musikken bedst ved at flytte til en ny adresse, hvor en større del af driftstilskuddet kan gå til musikken. Målet om at søge en mere gunstig beliggenhed er allerede skrevet ind i den 4-årige rammeaftale med Statens Kunstfond samt i vores midtvejsevaluering fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.
Jazzhouse fraflytter et respekteret venue med større kapacitet end det I flytter ind i. Hvorfor?
Jazzhouse har været glade for vores beliggenhed, og vi synes også at vores rammer er intime, smukke og historiske. Men det er vigtigt for os at betone, at vores flytning er en investering i musikken. Når Jazzhouse forhåbentlig deler spillested med Global, frigøres der midler til koncertpræsentation, og i det øjeblik forpligter Jazzhouse sig også på at være flyvende spillested: Dvs. at Jazzhouse vil præsentere koncerter i andre af Københavns koncertrum, fx andre spillesteder, museer eller kirker. Jazzhouses koncerter vil dermed blive eksponerede for nye publikummer på lokationer, der vil forbedre oplevelsen af den enkelte koncert mest muligt. Desuden vil vores virke som delvist flyvende spillested også gøre det muligt for Jazzhouse at præsentere koncerter i andre dele af landet end København.
Hvad betyder det for tilskuddet til Global og Jazzhouse?
Den 4-årig rammeaftale udstukket af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik for Global og Jazzhouse vil forblive den samme, dvs. at vi kommer til at operere efter samme økonomiske ramme, som hvis vi forbliver på to separate adresser. På denne måde vil flere penge blive frigivet til at producere koncerter, hvilket kommer musikken og det københavnske musikmiljø til gode.
Hvad vil det betyde for Globals og Jazzhouses musikprofil?
Et tættere samarbejde vil løfte musikprofilen for begge steder og tilbyde nye muligheder for publikumsudvikling. Profilen vil fortsat blive tegnet af de to bookere og i henhold til rammeaftalen fra Statens Kunstfond, men med flere midler frigivet til musikken og med en bedre og mere sammenhængende administration, skabes der grobund for at søsætte nye initiativer og tage chancer i forhold til at opdyrke og udvikle musikken fra de nicher af den rytmiske samtidsmusik, som Global og Jazzhouse har et fælles fokus på.
Hvordan kan både Global og Jazzhouse fortsætte med at lave den samme mængde arrangementer på kun én scene?
De nye rammer giver nye muligheder og større fleksibilitet. Hidtil har Global primært kunnet holde koncerter fredag/lørdag, mens Jazzhouse har været begrænset af, at der ikke måtte være støj i dagtimerne. De nye rammer skaber langt større fleksibilitet i forhold til forskellige arrangementstyper, hvilket også åbner for nye publikumsudviklingspotentialer ved at Jazzhouse f.eks. kan lave skolekoncerter. Endelig vil programmet byde på flere shows på eksterne scener.
(Pressemedelelse fra Jazzhouse og Global, 26.06.2017)