Jazzjournalisten og radioproduceren Ib Skovgaard, der nu er død, 67 år gammel, vil blive husket som en af de få, der kunne formidle svært tilgængelig musik på en måde, så der efterfølgende stod lige stor respekt om musikken og formidlingen. Han var kompromisløs i sin beslutning om at se den improviserede musik som et kunstnerisk udtryk, der for at blive virkelig værdsat krævede mere end blot lidt venlig intuition af tilhøreren.
Derfor krævede han også mere af sine radiolyttere og læsere (bl.a. i tidsskrifterne M.M. og Jazz Special samt i Weekendavisen) end de fleste andre danske musikjournalister.Formidleren kunne ikke begynde med Adam og Eva i hver ny artikel eller udsendelse. Ville – og kunne – man følge ham, fik man til gengæld en række mere avancerede guidelines, der baserede sig på hans dybe kendskab til musikken og dens udøvere, og som placerede musikken i et klarere og overordnet kultursfærisk lys.
Han arbejdede målbevidst mod at blive en mester i det jazzmusikalske essay, som hverken var anmeldelse eller reportage, men som kombinerede indtryk og indfald mange steder fra, også uden for musikkens verden.
Han var velbevandret i hele jazzens historie, men hans udgangspunkt – både for den musik, han beskrev, og for sin private passion – var det frodige og bohemisk dominerede danske jazzliv, som det udfoldede sig omkring Jazzhus Montmartre i 60’erne, samt den sorte amerikanske jazzavantgarde, der voksede frem samtidig, og som også rummede en dyb social protest i sig.
Han erkendte faren ved som journalist og formidler at komme for tæt på sine kilder, men han knyttede – uden at tabe integritet – alligevel privat venskab med en række af jazzens mest fremtrædende kunstnere og en del, der placerede sig som outsidere i parnassets opfattelse – Paul Bley, Anthony Braxton, Kip Hanrahan, Jason Moran – og han tabte aldrig interessen for den nye musik, der voksede frem herhjemme, hvor kunstnere som Søren Kjærgaard og Jacob Bro i særlig grad betog ham.
Stærk stemme i den danske jazz
I sit mangeårige virke i DR påtog han sig gerne den udvidede rolle, som musikjournalister dér også pålægges ved at være producenter af koncerter og optagelser.
Derfor var han også en sikker kurator, der før mange andre øjnede talent og musikalsk udvikling, også hos oversete musikere, og han står på den måde som producer af en lang række indspilninger, som også efterfølgende er udsendt som cd’er, og af hvilke flere er ikke mindre end skelsættende – f.eks. tenorsaxofonisten Stan Getz’ fire ’afskedskoncerter’ i Montmartre i Nørregade kort før Getz’ død.
Hans private interesser omfattede også film (han var cand.phil i filmkundskab) og cykling. Også på disse felter udtrykte han sig med mellemrum, mest bemærkelsesværdigt med en serie indsigtsfulde observationer om professionel landevejscykling i Weekendavisen.
Ib Skovgaard var grundlæggende et venligt menneske og sine venners ven, men man kunne godt slå sig på ham, også som hans ven. Sin kompromisløshed i forhold til lødigheden og alvoren i det, han beskæftigede sig med og selv udtrykte, hægede han om i hele sit arbejdsliv. Det var hans modydelse for i så mange år at have haft det privilegium at kunne beskæftige sig professionelt med sine private passioner.
Han så ikke just i nåde til udviklingen de senere år i DR, hvor improviseret musik nu ikke længere kan høres på FM, men han fandt et frirum på tidsskiftet Jazz Special, hvor han også redigerede.
Trods forvisningen fra DR af både ham selv og hans ideer om formidling og trods tiltagende sygdom forblev han en stærk stemme i den danske jazz og debatten om den.
Peter H. Larsen
