De fire bands til Jazzkonkurrencen 2021 er nu fundet og de første runder finder sted til september i Aalborg og Kolding, hvor deltagerne spiller om at nå til finalen på Jazzhus Montmartre. De fire bands til Jazzkonkurrencen 2021 er nu fundet og de første runder finder sted til september i Aalborg og Kolding, hvor deltagerne spiller om at nå til finalen på Jazzhus Montmartre. Blandt de mange ansøgere til Jazzkonkurrencen 2021, har et panel bestående af partner-spillestedernes kunstneriske ledelser, været på en svær opgave i udvælgelsen af årets fire konkurrencedeltagere.
JazzDanmark kan nu offentliggøre de fire deltagere, som er med i dette års Jazzkonkurrencen: Metroscope, Xhud [ʃuːt], Regnfang og Marie Mørck Quartet.
Info om de fire udvalgte deltagere
Metroscope
Metroscope spiller moderne groove-orienteret jazz. Lyden fra den Aalborg-baserede kvartet er en sammensmeltning af jazz med en række indflydelser fra energiske rock grooves til latinamerikanske rytmer og til sangbare melodier med et nordisk touch. Musikken sætter improvisation i højsædet, men med et stærkt fokus på bandets originale kompositioner. Metroscope fungerer som et kompositorisk kollektiv, hvor alle medlemmer skriver musikken og bandet spiller udelukkende original musik.
Xhud [ʃuːt]
Xhud [ʃuːt] er startet af den Aalborg-baserede guitarist Glen Montanaro med Jan Sedlak på kontrabas, Anders Bak Julsgaard på trommer og Slavomir Sheperd som visuel kunstner. Ordet “Xhud” er taget fra Glen’s maltesiske modersmål, og betyder “vidne”. Bandets koncept er at flytte fokus fra musikerne og over på lytterens interaktion med musikken. Xhud [ʃuːt] kombinerer lydene fra ambient musik med improvisation i skikkelsen af en jazzguitar trio.
Regnfang
Dansk kvintet, der spiller moderne nordisk jazz. Trompetist Niels de Fine Olivarius’ lyriske og svævende kompositioner trækker tråde til højskolesangbogens tonesprog, som William Steffensens til tider distortede guitarspil udfordrer, imens saxofonist og klarinettist Christian Holm-Svendsens kontrapunktiske modstemmer fletter sig om melodien. Samuel Kiels simple baslinjer i samspil med Nikolaj Bangsgaards lette trommespil giver en åben lyd, hvor den nordiske inspiration tydeligt kan høres.
Marie Mørck Quartet
En nordisk kvartet, der spiller Marie Mørcks egne kompositioner, hvor et drømmende og livligt jazzunivers folder sig ud. Maries poetiske tekster om kærlighed leveres på intens og ærlig vis af hendes varme og sødmefulde vokal. I Maries musik smelter det originale og det traditionelle sammen på elegant vis. Gruppen udgav i november 2019 deres første plade “Fooling Around”, som blev nomineret til en DMA i 2020 i kategorien “Årets Vokaljazzudgivelse”.
Om Jazzkonkurrencen
Udover at være en konkurrence med fokus på udvikling af vækstlaget i det danske jazzmiljø, er Jazzkonkurrencen også en mulighed for det danske jazzpublikum at stifte bekendtskab med de unge talenter, da alle koncerter selvfølgelig er åbne for publikum. Deltagerne vil igennem forløbet kæmpe om en præmie på 10.000 kr. til et selvvalgt projekt samt få mulighed for coaching, feedback fra professionelle branchefolk og ikke mindst få værdifuld liveerfaring. Derudover vil hver af de udvalgte deltagere få en individuel koncert på Jazzhus Montmartre.
Fire bands, tre runder, to finalister og én vinder
For deltagerne i Jazzkonkurrencen forløber det sig således, at de af tre omgange skal på scenen og forsøge at spille sig videre i Jazzkonkurrencen. For hver runde, og dermed koncert, vil der være en jury, som skal bedømme deltagerne.
Juryen vil være forskellig fra koncert til koncert og hver gang bestå af professionelle musikere og branchefolk. Efter første runde i Aalborg skal den første jury sende tre bands videre til anden runde. I Kolding vil endnu et band blive valgt fra af en ny, lokal jury og tilbage vil der stå to finalister.
(www.jazzdanmark.dk)