I månedsskiftet august/septemberseptember, ble det klart at på grunn av korona-nedstengingen i København, hadde legendariske Jazzhus Montmartre, bestemt seg for å avlyse alle konserter, si opp personalet og leiekontrakten i Store Regnegade, hvor jazzklubben har holdt til de senere årene. Artikkelen fra den gang kan du lese HER.
Etter dette har det vært jobbet iherdig i kulissene for å få den støtten Montmartre trenger for igjen å kunne åpne dørene. Og mens de selv har arbe3idet oppå mot de danske kulturmyndigheter og København kommune, har de andre klubbene kommet på banen med både støtte og kritikk.
Det toppet seg egentlig da kulturminister Joy Mogensen (S), den 4. september, gikk ut på sin facebook-side med følogende melding:
«Det er en tragedie for dansk jazz, hvis det bliver Corona-krisen, der skal tage livet af Montmartre.
Montmartre har været et vigtigt samlingspunkt for jazzen i Danmark. Et sted med en helt særlig pionerånd, der har tiltrukket en lang række af de store musikere fra den amerikanske jazzscene. Legendariske navne som Dextor Gordon og Ben Webster. Stan Getz. Bill Evans. Det har haft kolossal betydning for den danske jazzscene – og de mange danske musikere, der har knyttet musikalske bånd og venskaber med store internationale navne. Med Montmartre som omdrejningspunkt.
Montmartre har igennem tiden åbnet og lukket i flere omgange. Det er altid blevet drevet af ildsjæle med en stor kærlighed til musikken. Det har jeg stor respekt for. Og jeg håber virkelig der kan findes en løsning, der giver Montmartre mulighed for genopstå. Igen.
Jeg har bedt om et møde med Københavns Kommune om situationen for jazzhuset. Hvis en håndsrækning i krisen er det, der skal til for, vi sammen med Københavns Kommune kan bevare jazzhuset, så vil jeg gerne tilbyde at tage en snak med ordførerne i Folketinget og foreslå den håndsrækning. Hvis kommunen sammen med fonden bag spillestedet kan lave en plan for at bevare Jazzhus Montmartre, så samler jeg ordførerne i Folketinget og hører dem, om de vil være med til at give den særlige hjælp. Vi har mulighed for at give særlig hjælp her i krisen, og den mulighed vil jeg gerne undersøge».
I Danmark opererer politikerne med det man kaller «armlængdeprinsippet». Det vil si at de politiske myndigeter blant annet skal skaffe til veie penger, i dette tilfellet til kulturlivet, så er det opp til fagmiljøene, i dette tilfellet Projektstøtteudvalget for musik, å fordele de økonomiske ressursene. Det var det mange som mente kulturministeren hadde sett bort fra i sin facebook-melding, og med den la hun egentlig presset på København kommune i saken om å redde spillestedet.
Etter kulturministerens innlegg, kom det en rekke kommentarer til innlegget.
Men hvordan reagert så de andre konsertarrangørene, som også sliter, på dette innlegget? Allerede rett etter Mogensens innlegg, var det en rekke innlegg i kommentarfeltet i Montmartres facebook-side innspillet. Mange synes det er en gledelig nyhet, mens andre er mer kritiske.
Tom Ebbe Jakobsen skrev for eksempel: «Nu er det jo ikke nødvendigvis COVID-19 der er skyld i alt. Hvis man tjekker regnskaberne for Montmarte vil man kunne læse at spillestedet i 2017 havde et underskud på 938.000, i 2018 et underskud på kr. 1.563.000 og så i 2019 et overskud på kr. 220.000. Ved udgangen af 2019 havde man en negativ egenkapital på kr. 2.180.000. Alt dette før Covid-19».
Musik Loppen i Christiania, og et av de svært aktive spillestedene i byen skriver: «Kære Joy. Hvor er vi glade på Jazzhus Montmartres vegne og samtidigt glade for at se, at dit fokus rettes mod de hårdtramte spillesteder. Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg udpegede tidligere på året Loppen og Montmartre til at blive regionale spillesteder med en økonomisk plan for drift i flere år frem. En plan som Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik desværre ikke støttede op om. Allerede i juni gik vi fra Loppens side ud og bekendtgjorde alvoren af dette, da realiteten er, at vi, ligesom Montmartre, nu er lukningstruet. Får vi ingen hjælp, lukker vi inden årets udgang. Vi har brugt uanede mængder af tid og energi på at råbe stat og kommune op, og vores sidste krampetrækning er oprettelsen af vores crowdfund på www.gofundme.com/f/support-loppen, hvor vi lige nu modtager økonomisk hjælp og kærlighed fra folket. Men vi savner det sgu fra dig.
Vi håber meget at du i dine fremtidige forhandlinger husker alle de københavnske spillesteder, som lige nu kæmper for, at komme igennem et benhårdt Covid-19-ramt år med fatale økonomiske konsekvenser. Konsekvenser som kommer til at strække sig langt ind i 2021. Vi vil så gerne ha’ lov til at præsentere musik og bidrage til et mangfoldigt kulturliv i mange år endnu».
Senere samme dag som kulturministeren kom med sin facebook-melding, kom tidligere leder for Jazzhouse, Bjarke Svendsen, som nå er direktør for Snuk, den danske genreorganisasjonen for ny, eksperimentell musikk og lydkunst, og som var en av de som var sentrale i nedleggingen av Jazzhouse til fordel for det nye spillestedet Alice, på banen med følgende melding til kulturministeren: «Det er en ærgerlig dag for dansk kulturpolitik. Det er det på den ironiske baggrund, at en kulturminister, der gennem snart et halvt år har været efterlyst af sit bagland, i dag meldte offensivt ud i et forsvar for Jazzhus Montmartre. For Joy Mogensens velmente udmelding sætter betragteligt flere problemer end den løser.
Det danske kulturliv er funderet på en stolt tradition om at støtte ikke styre – også kendt som armslængdeprincippet. Armslængdeprincippet er et princip der tilsiger, at politikerne udstikker rammerne og økonomien for kunsten og kulturen, men overlader det til kunstfaglige udvalg at prioritere, hvilke personer og institutioner, der skal modtage støtte og hvilke, der ikke skal.
Under normale omstændigheder er armslængdeprincippet en hellig ko for kulturdanmark. Spørg bare Alex Ahrendtsen, Mette Bock osv., der kender alt til at få ørene i maskinen, når man i kulturens optik har overskredet armslængdeprincippet.
Alle der råbte vagt i gevær under den borgelige regering samt alle, der kerer sig om armslængdeprincippet, bør derfor også råbe vagt i gevær, når Joy Mogensen i dag arbejder på at finde en løsningen for én specifik kulturinstitution blandt mange, som er prøvede.
For hvad end man måtte tænke om Montmartre, så er det ikke en ministers opgave at gå i brechen for én kulturinstitution. Hendes opgave er positivt at sætte kulturen på dagsordnen, sikre den optimale rammebetingelser, sikre gode økonomiske rammer for kulturen og at befolkningen er engageret i den. Det er ikke hendes opgave at vende tommelfingeren op og ned over for navngivne institutioner.
Ydermere etablerer Mogensen med sit Facebookopslag en præcedens, hvor kulturinstitutioner nu med god ret kan forvente, at hun tager stillingen til netop deres specifikke situation. Og lægger pres på hvad end kommune, de måtte ligge i. Så mon ikke Joy får travlt den kommende tid…
Og der er mere til sagen end det: Joys opslag forekommer også at være en uartikuleret mistillidserklæring til kommunalpolitikerne i København samt det musikfaglige udvalg i samme by, som har vurderet Montmartes situation og prioriteret på den baggrund.
Og ja, det bliver værre endnu: Joys opbakning til Montmartre synes at være en mistillidserklæring til projektstøtteudvalget for musik. Altså det fagudvalg som er hendes eget – altså en mistillidserklæring ind i hendes eget system.
Projektstøtteudvalget for musik afgør, hvilke ansøgere til regionale spillesteder, der faktisk ender med at blive det og hvilke der ikke gør. Det er det udvalg, som ved seneste ansøgningsrunde ikke gav Montmarte status af regionalt spillested.
Projektstøtteudvalget for musik er sammensat af syv personer med en stærk og bred musikfaglighed. Men, synes det, åbenbart ikke fagligt pålidelig nok til at Mogensen har tillid til deres beslutning. Og derfor i dag går dem i rette.
Så enten ved Joy Mogensen noget om jazz, drift og forvaltningen som to musikfagligeudvalg samt en kommune ikke ved, ellers er hun faret for hurtigt frem i denne sag.
Og så til pointen, som snarere er en opfordring: alle der kæmper for Montmartre, kæmp jeres sag!!! Men please, lad være at løbe med kulturministeren. For der er noget langt vigtigere på spil end et enkelt spillested. Nemlig kulturens politiske uafhængighed, armslængdeprincippet du ved.
Så slet dit delte Joy Mogensen-opslag, og at stå last og brast om armslængdeprincippet og kunstfaglighederne i diverse armslængdeorganer. Og stil dig derigennem solidarisk med alle de andre prøvede kulturinstitutioner, som ikke tilfældigvis er begunstigede af Joy Mogensens forkærlighed for ét enkelt spillested. Stå på kulturens ret til at udfylde de politisk udstukne rammer.
Og husk lige på, hvor sur du var på Alex Ahrendtsen, da han under den forrige regering blandede sig og du råbte «brud på armslængden». Så enten siger du straks fra over for Joy Mogensen i denne sag eller også tier du, når det borgerlige Danmark i morgen eller under en ny regering begår det du synes er armslængdebrud».
Etter det har det egentlig vært temmelig stille i miljøet om sjebnen til Jazzhus Montmartre.
Men i dag la Jazzhus Montmartre ut følgende melding på sin facebook-side: «Det er med stor glæde, at vi nu kan fortælle, at Københavns Kultur- og Fritidsudvalg har bevilget Jazzhus Montmartre 1 mio. kr. i driftsstøtte fra 2021-2024, og at vi samtidig har fået bevilget støtte fra deres akutpulje til coronahjælp.
Vi er i fuld gang med at finde en løsning for den resterende eksterne finansiering, og vi håber, at vi snart kan melde, at Montmartres overlevelse er sikret i de kommende år.
Der skal lyde et kæmpe tak til Københavns Kommune og de involverede udvalg og personer».
Så nå er det vel bare å håpe at kulturministeren kommer på banen med mer støtte til alle spillestedene som trenger hjelp, rundt om i hele Danmark.
Og vi er temmelig sikre på at denne debatten vil fortsette …
