Den hollandske saxofonist og komponist Bo van de Graaf er ikke mindst kendt for sit virke som orkesterleder for I Company. Her har han især dyrket inspirationen fra filmmusikken, Fellini, Nino Rota, Gato Barbieri og særligt kvinder i film, Greta Garbo, Mae West og særligt Maria Schneider, som han gang på gang vender tilbage til. Og det naturligvis hendes rolle i «Last Tango in Paris», som drager ham.  Hvilket også er udtryk for hans fascination af tangoen.

Og i lighed med andre større orkestrerkonstellationer som ICP Orchestra og Willem Brueker Kollektief spiller humoren en ganske betydelig rolle. Også på den nærværende plade, med undertitlen «Eccentric music for audio hunters», som kalejdoskopisk samler en række koncertindslag op fra de sidste par 20 år.

Her er for eksempel 7 minutter hvor Van de Graaf dirigerer 25 bilhorn! Eller sekvensen «Shukri» for 2 hurdy-gurdies og akkordeon. Eller hvad med violinsolo af Tessa Zoutendijk til stemmer af  blandt andre Ursula Andress, Brigit Bardot, Anita Ekberg og Greta Garbo. Kvinderne igen!

Efter min mening er hovednummeret på denne udgivelse, «Too much wind», fra 2002 for 25 blæsere og 3 klaversolister. Graaf var inspireret af mistralen i Provence til dette festfyrværkeri for fuld udblæsning. Fri jazz med humor.

Jeg hæfter mig især ved klaversolisterne, den fyrige Frank van Merwijk, som giver den fuld gas og undervejs får citeret Gershwin, og Katrien Karimoen, som flittigt høster af tango fra Piazzolla, mens den tredje solist, Michiel Braam, tager det stille og roligt med poetisk nattestemning. Ikke alt er nævnt på denne plade, som kommer vidt omkring og da slet de mere end 100 medvirkende musikere, men der er nok at hente.

Allan Sommer

Bo van de Graaf (komp,  wind instruments) + 100 musikere