Den norske gruppe Hypnopomp har taget sit navn fra den tilstand vi alle oplever fra overgangen søvn til vågen tilstand. For nogen en stærk tilstand fyldt med hallucinationer. Og efter at have lyttet til dette fremragende debutalbum, forekommer navnet særdeles velvalgt. Kvintetten som er uddannet fra skoler i Bergen, Oslo og Trondheim er sammensat af musikere som er ubeskrevne blade for denne lavtlandsskandinav. Men de har arbejdet sammen på kryds og tværs i projekter som Full Community, Master Oogway, Martin h. Mellem’s One and Two.
Det som sprang anmelderen i øjnene var at navnkundige Lasse Marhaug havde mastereret pladen, og så bevæger vi os indenfor den eksperimenterende genre.
Musikken er da også fra start, hård og brutal, i «Hypnogog», som betegner tilstanden at falde i søvn. Her lyder det som et kæmpe trafikuheld! Dette føres over i, via «Kilden», til «Nøkken i Øvredammen» med en basun som bannerfører (Nøkken), en mytologisk figur som lever ved vandløb i Norge. Kaos hvor free jazz møder en progrock, sprængfuld af energi. Og når vi nu er ved Nøkken, så er «Glåm» nærmest programmusikalsk tilrettelagt i den forstand af pladen tager sit tematik fra sagaen om Grette Åsmundson. En slavefigur som var begravet i en stenhøj udenfor landsbyen, uden de kristlige ceremonier. Derfor terroriserer han omkring juletid. Undervejs på den musikalske rejse støder vi på «Blodveien», en vej bygget i Nordland af nazisterne ved hjælp af slaver fra Øst-Europa.
Det er ikke for sarte sjæle det her, ligesom musikken spytter den ene distortet tone ud efter den anden. I «Korkmanden» er vi i en verden hos en isoleret dranker som bor ved en fodboldbane. Er det tømmermænd der illuderes med den hårdtpumpede rytmik tilsat et mylder af modsatrettede toner?
I «Sardonic smiles» bliver tonen endnu mere barsk med de nærmest gylpende hick-ups. Numret er inspireret af historien om Ole Anton Moland fra Lofoten som dræbte sin kone med stryknin og effekten af denne gift giver kramper og spændinger samt et, ja, sardonisk smil, om munden! Med «Blitzkrieg/Glåm» er vi fremme ved pladens længste forløb, en musik hvor basun, sax og guitar fabulerer frit rundt om hinanden til akkompagnement af et sejt rytmisk drive af trommer og bas. Indlagt er sekvenser af nervepirrende hyletoner som illustrererer nazisternes krigsførelse, hvor man fandt fjendens svage punkter og slog ned der. En hårdfør taktik som krævede at man pumpede soldaterne med amfetamin. Ja det er sgu barske ting det her! Musikken tilspidses i en kakofoni, en punket støj. Pladen slutter af med «Hypnopomp», som ligesom «Hypnogog», men som starter ved opvågningen, kan være en tilstand af uro og hallucinationer.
Selv uden historierne, der er knyttet til de enkelte kompositioner, er det er medrivende musik Hypnopomp leverer og som på en stærk måde forener forskellige, men dog forenelige, musikalske genrer som freejazz, syrerock og støj.
Allan Sommer
Sigurd Skogdal (trombone), Lauritz Skeidsvoll (saxophone), Håvard Funderud (guitar), Torkil Hjelle (bass), Martin Mellem (drums)
