Duo-konstellationen klaver-trommer er ikke just den mest udbredte instrument-gruppering i jazzen. Jeg kommer faktisk ikke p.t. på nogen fremstående eksempler i jazzens historie (hjælp mig gerne!). Risikoen for at kombinere en perkussivt orienteret pianist med en ret-på-beat-trommeslager til et rigelig massivt resultat kan vel afholde adskillige fra denne øvelse.
Galt gik det dog ikke med den her på siden nylig anmeldte: Stefan Pasborg / Carsten Dahl « Live at SMK», som vellykket viste hvorledes Dahls fleksible anslag kombineret med Pasborgs præcise beat skabte en dirrende spænding i musikken.
Nærværende «Fiction» er det fremragende klavertalent Matt Mitchells plade-debut i eget navn, hvor den ligeledes talentfulde Ches Smith medvirker på trommer (primært), foruden på perkussion og vibrafon. Begge disse er dynamiske motorer i Tim Bernes fortrinlige Snakeoil-kvartet, som også danner baggrund for historien om musikken: Pladens 15 spor er opstået som etudeagtige klaverøvelser, som Matt udviklede for at udforske samspillet mellem komposition og improvisation i hans melodisk komplekse strofer. Disse er teknisk krævende, og den veludrustede Matt fandt at de fungerede som opvarmningsøvelser, før han gik på scenen med Snake Oil. Og da blev Ches Smith nysgerrig og ville lege med, og det hele landede som pladens færdige duo-stykker.
Ches er imidlertid ikke for ingenting rundet ud af gode portioner punk og indie-rock, hvilket i nogen grad præger resultatet. Mange af stykkerne forløber i et massivt mønster af simultane klaveranslag og trommebeats – beats som ikke just underdriver lilletrommens alternative navn, «skarptromme». Og Mitchell frisetter ikke en ottendedels takt til pust i musikken og spiller i vid udstrækning akkurat perkussive block-akkorder. Sådan er den indledende «veins», og mønstret gentager sig adskillige gange på titellisten. Hvis det så skal være, er dog «brain color» mere udtryksfuld. Her skumler Thelonious Monk stimulerende i underlaget til en fængslende, dissonant melodi. I «singe» er der et lysere og lettere toneleje med metrisk stortromme, mens klaveret åbner for mere flydende figurkæder.
Der samler sig et billede af Matt Mitchell som en jazzpianist dybt funderet på en kvadratur af Thelonious Monk, Herbie Nichols, Cecil Taylor og Andrew Hill, og som derfra med sin tekniske kapacitet har udviklet et personligt udtryk af rytmisk og harmonisk høj kompleksitet. Men lidt for sporadisk får dette brede fang af virksomhed plads, fordi Ches ofte lægger sig unisont på Matt, som på sin side lar sig rive med i noget som let bliver et maskinelt rock-idiom.
Blandt de mere pust-venlige oaser hører «id balm» med tostemmig klaver-vibrafon-præsentation, den klart kontrapunktiske ballade «diction», «Specialty Hug» med metrisk klavervandring og luftig perkussion, den afsluttende, drømmende, rubato-førte «narcotic bases». Men ypperligst finder jeg «dadaist flu», hvor Ches i beat-frit, smidigt jazz-flow åbner for Matts fremadskridende pianistiske fortælling.
Antagelig befinder jeg mig på sidelinjen i forhold til Mitchells og Smiths intentioner om at spille det nye, uhørte; men de mere åbne, luftige stykker – frembragt især via kontrapunktiske positioner, mellem venstre og højre hånd eller mellem klaver og trommer, ligesom (mest hørt) mellem klaver og vibrafon – giver langt flere nuancer i musikken, uden at det behøver at være «hørt før». Og når det gælder Matt Mitchell og Ches Smith, er det ikke musikalske ressourcer og nyt tonalt stof, det skorter på. – Men hvad med at indkalde en besindig bassist som Thomas Morgan til at berolige de perkussive gemytter næste gang?
PS: Pladen har været på markedet i et års tid, men først i år synes det udmærkede amerikanske pladeselskab, Pi Recordings, at have «opdaget» Skandinavien. Velkommen!
Bjarne Søltoft
Matt Mitchell (p), Ches Smith (dr, perc, vib)
