Den canadiske komponist med det nordisk klingende navn, Arne Eigenfeldt, er ikke forskrækket over kunstig intelligens. Tværtimod er det en integreret del af hans kompositionsvirke og til formålet har han konstrueret musikprogrammet Musebots, som har til formål at inteagere med de musikere han samarbejder med. På A walk to Meryton har han allieret sig med 3 instrumentalister og 1 tekstforfatter, som i variende grad deltager på denne lange msikalske «gåtur». Musikerne kommer fra Vancouvers klassiske og improviserende musikmiljø. Eigenfeldt selv har præsenteret sin musik verden over fra hippe Cafe Oto i London til kreative festivaler i Australien. På det overordnede plan har han tilsyneladende den filosofi, at systemer som hans, Musebots, overtager opbygningen af nye systemer. Ganske i overensstemmelse med logikken bag kunstig intelligens og algoritmer.
Som komponist er han især inspireret af en blanding af den semiklassikiske avantgarde fra New York-scenen i i sidst-firserne med navne som Blue Gene Tyranny, David Behrman og David Rosenboom, med et mix af Jon Hassell og så engelsk progrock af den mere narrative art. Det er især computerprogrammets evne til at interagere med klange og så de deciderede percussive elementer som er markante. Det er smukt, lydene falder som vanddråber. Et lyddigt som understøttes af Barbara Adlers tekst som reciteres luftigt og giver oplevelsen en litterær dimension a la Alice In Wonderland, eller for at blive i konteksten, den imaginære by Meryton i Jane Austens Stolthed og fordom. I længden er der dog for få kontraster i musikken, trods de mange nuancer.
Allan Sommer
Arne Eigenfeldt (composer, Musebots), John Korsrud (trumpet, flugelhorn), Meredith Bates (violin), Jon Bentley (sopranosax, tenorsax), Barbara Adler (text, readings)
