Det er lyden der er fokus i den Bruxelles-baserede komponist og klaviaturbetvinger Piergiorgio Pirros musik. Han har en særlig interesse for at forene jazz med den spektrale musik. Og hvad er så lige det? Meget forenklet sagt, er det en kompositionsteknik som sætter fokus på instrumentets klangelige egenskaber, blandt andet ved brug af overtoner. Lyden og klangene sættes over/eller sidestilles med tonalitet og rytmik. Her vil jazzfolket nok sige, at det minder da vist om Ornette  Colemans harmolodiske princip. Teoretisk hørt, ja, men udtryksmæssigt, nok af en anden verden.

Spektralmusikken, som især fik en vis udbredelse i 1970’erne, står på ryggen af folk som Xenakis og Ligeti, som begge har udtrykt sig i store klangkaskader, og navne som britiske Jonathan Harvey og franskmændene Gérard Grisey og Tristan Murail var/er eksponenter for spektralismen. Og det er de to franskmænd der har Pirros interesse i hans eksperiment med at krydse den spektrale musik med jazz, som vi kender den. I interaktioner folder musikken sig sammen med spektralle abstraktioner for at folde sig ud og igen folde sig sammen. En circulær proces. Resulatet er utroligt konsistent med en fortættet tyngde, der pakker musikken ind i nogle sprængfarlige rammer.

Det er indviklet musik, og egenartet med et par enkelte ligetil referencer, som den bluesstemning der dukker op på «Lawn shuffle», men på samme tid også umiddelbar på grund af dramaet og energien. Man fornemmer at det et hjerteprojekt for Pirro, som med sit internationalt sammensatte band bestående af den Henry Threadgill/Tim Berne- inspirerede irsk- amerikanske tenorsaxofonist Sam Comerford, den belgiske bassist Cyrille Obermüller og den chilenske trommeslager Luis Mora Matus, alle med base i Belgien, skaber meningsfuld og teoretiske eftertænksom avantgarde.

Allan Sommer

Piergiorgio Pirro (piano, LinnStrument, electronics), Sam Comerford (tenorsax, clarinet), Cyrille Obermüller (b), Luis Mora Matus (drums)