De som kender til Kresten Osgood ved at han er en travl herre. Som trommeslageren, organisten og pianisten mm. Han er desuden en flittig causør, musikarkæolog, som blandet andet har kastet radioserien, Farlige Toner, om jazzhistorie af sig. Derudover finder han tid til at organisere diverse livebegivenheder og stævner. Og så ikke mindst, får han indspillet djævelsk meget. Et par hundrede plader det blevet til efter debuten i 1999. Han er optrådt og indspillet ned et hav af musikere i Danmark og udlandet. Henry Grimes, Wiliam Parker, Derek Bailey, Yusef Lateef, Sam Rivers, Paul Bley, Peter Brötzmann, Oliver Lake, Roscoe Mitchell, Eugene Chadbourne og Maria Faust for blot at nevne nogle få.
Umiddelbart tyder det på at vægten er lagt på musik af avantgardistisk tilsnit, men interessen er også vendt mod mere bop-orienteret musik. Fælles for de 4 plader er at den i Danmark bosiddende polske bassist og pladeselskabsejer, Tomo Jacobson, er indover som en slags fødselshjælper.
Osgoods interesse for jazzhistorien og dens mere perifere melodimateriale fornægter sig ikke på de to plader udgivet på Gotta Let It Out. På pladen med pianisten Sacha Perry er det især Thelonious Monk som står centralt. Og han er jo blevet fortolket nærmest uendeligt, så man spørger sig selv om hvorfor igen? Jeg mener, jeg elsker Monk’s kompositioner som ’round midnight og Thelonious, men har hørt både Monk selv og andre indspille dem langt mere inspireret. Osgood og Ben Street er et fantastisk makkerpar, men, den for mig ukendte, Sacha Perry er noget anæmisk i sit spil. Cole Porter og Elmo Hope indgår også i repertoiret, og jeg spekulerede på om sidstnævntes Low tide, er det melodiske forlæg for det danske makkerpar Jørgen Ryg og Preben Kaas, Hvad skal vi med kvinder? fra 1960. Coveret nævner kun 7 kompositioner, men der er faktisk 8, nemlig den afsluttende Monks Epistrophy. En plade med et diskret, konservativt udtryk.
Mens Low Tide er den anden i en serie hvor Osgood graver i historien, så er Easy to remember den første. Og her er den 86-årige svenske tenorsaxofonist Gilbert Holmström hovedsolist. Osgood sidestiller ham med Bernt Rosengren. Holmström er da også en habil, men ikke markant saxofonist, som bevæger sig rundt i et bop-materiale med standards af Cole Porter og Richard Rogers, men også af mere obskure folk som Vincent Youmans og Harry Warren. Sikkert Osgoods fortjeneste. Men også Wayne Shorters Contemplation får sneget sig ind. Igen et overvejende konservativt udtryk , der ikke ligefrem spræller. På den kollektive «antidote» til pladens titel, Hard to forget, hvor Peter Janssons akustiske bas er skiftet ud med Nikke Ströms el-bas løsnes der op med et mere frit fabulerende spil.
Med en fokus igen på kompostioner af både egen tilvirkninger, men også af mere obskur observans, får en helt anden behandling i Kresten Osgoods Quintet af nordiske musikere i en livlig koncertafvikling fra Copenhagens Jazz Festival 2023. Igen er Elmo Hope repræsenteret, nu med 2 kompositoner, men også numre skrevet af folk som Kirk Knuffke, Harry Pepl, Slide Hampton, Bert Wilson og Clifford Jordan, og såmænd den danske showveteran Leo Mathisen, plus to fra Osgoods hånd, bliver taget under kærlig og inspireret behandling. En rockende rytmik er med til at sætte gang i løjerne hvor de veloplagte soli er særdeles smittende. Jeg hæfter mig især ved det musikalske overskud som pianisten Jeppe Zeeberg udviser. Men det kommer næppe som en overraskelse for kendere af den danske scene. Det må have kogt den aften/nat i Kødbyen.
Med den danske pianist Søren Nørbo og den legendariske trompetist Wadada Leo Smith bevæger Osgood sig et helt andet sted. Wadada Leo Smith er en gigant i jazzverdenen i samarbejde med stort set alle inden for AACM, men også med folk som John Zorn, Cecil Taylor, Han Bennink, Ikue Mori, Bill Laswell, Henry Kaiser, for blot at nævne nogle få. Så her spiser man kirsebær med en af de store. Pladens 9 numre kan nærmest betegnes som skitser af frit fabulerende karakter. Alle 9 numre med danske titler med en ofte absurd vinkel, «Pausens værd er pausen værd», «Klip i papiret, så det bliver helt». Numrene er first-takes og man mærker fra starten både en gensidig respekt, men også en inspirerende åbenhed. Der hersker en nærmest Paul Motian-agtig stemning over måden de interagerer. Og der er ikke mest plads til finurligheder som parafrasen Disneys Pinocchio kendingsmelodi, «When you wish upon a star» i titelnumret.
Allan Sommer
Low tide: Sacha Perry (piano), Ben Street (bass), Kresten Osgood (drums), Easy to remember: Gilbert Holmstöm (tenor saxophone), Peter Jansson (bass), Kresten Osgood (drums) + Nikke Ström (elbass), Live at H15 Studio: Kresten Osgood (drums), Jeppe Zeeberg (piano), Matthias Petri (bass), Erik Kimestad (trumpet), Mads Egetoft (saxophone), Dét, som ikke kan kaldes tilbage: Søren Nørbo (piano), Wadada Leo Smith (trumpet), Kresten Osgood (drums)
