I går blev Ben Webster Prisen uddelt for 47. gang. Musikerprisen blev i år givet til to musikere der på hver deres måde favner både tradition og fornyelse: Trommeslager og kapelmester Emil de Waal og pianist Zier Romme.
Ben Websters Fonden uddelede i 2023 også en hæderspris. Ben Webster Fondens Hæderspris gik til fotografen Gorm Valentin — han fik den «for sit enestående virke udi musikfotografi». Prisuddelingerne skete d. 21. april 2023 på Hotel Cecil i København.
Ben Websters Fondens formand Jesper Løvdal, udtalte: «Ben Webster var tæt knyttet til jazzens allertidligste skabere, men var også blandt de største med til at definere hele jazzens og tenorsaxofonens sprog og sound. Hans nysgerrige udforskning af både jazzens klang og mange måder at swinge på, genfinder vi hos årets Ben Webster Prismodtagere».
Om prisvinderne siger Fonden:
«Zier Romme Larsen har de seneste år sat et eftertrykkeligt aftryk i den danske jazzverden. Allerede som 11-årig var den unge pianist solgt til jazzen. Grunden: Oscar Peterson. Hans far havde givet ham en CD med stjernepianisten, og musikken røg, med Ziers egne ord ‘ind i årene på mig’.
Den nu 29-årige pianist strøg ind på Rytmisk Musikkonservatorium i København som 19-årig, men kvittede skolen efter to år, ud fra en filosofi om, at ‘man lærer mere ved at tage ud og spille med folk, der er bedre end en selv, end ved at gå i skole’. Det har han så gjort. Og med kanoner som Paolo Fresu, Alvin Queen, Rodney Green, Jesper Lundgaard, Jacob Fischer og mange flere.
Han dyrker efterkrigstidens swing og bebop som noget helt autentisk midt i alle de retninger, der flyver om ørerne på os i disse år. Romme har udtalt at han er fascineret af ægtheden og følelsen hos mestrene bag denne musik».
«Trommeslager, kapelmester, komponist og producer Emil de Waal lader sig ikke sætte i musikalsk bås. I sine helt unge år var han med til at stifte det stadig populære fusionsband «Bagdad Dagblad og op igennem 90’erne og 00’erne indgik han i en lang række pop- og jazz konstellationer.
Men de seneste mange år har Waal udelukkende bevæget sig ud i projekter, der som fællesnævner har en nysgerrighed og trang til at udforske nye toner og klange, og til at komme helt ud i musikalske kroge og afkroge.
Fra Old News med nogle af de ypperste musikere i den nutidige danske jazz, hvor tidligere klassikere – inden for flere genrer – får nyt liv; hen over samarbejdet med Gustaf Ljunggren og Elith «Nulle» Nykjær i grænselandet mellem jazz og ambience-musik; til samarbejdet med Spejderrobot i bl.a. Kalaha, der blander elementer fra syre-rock og improviseret jazz til anatolsk funk og acid techno.
Ben Websters Fond er glad for og stolt over at kunne give årets Ben Webster Pris til to så eminente musikere, hver med deres stærke bud på en levende og vital jazz.
Politikens Henrik Palle holdt tildelingstale for vinderen av Fondens Hæderspris, Gorm Valentin (se hovedbillede). Palles hyldning gengives in extenso her med talerens tilladelse.
«Man kan sige meget om Gorm Valentin. Men to ting bør indledningsvis fremhæves som værende uhyre centrale for forståelsen af fænomenet Gorm Valentin. Han er oprindelig uddannet landmåler og i sine yngre år slog han sine folder som klarinettist i adskillige jazz-orkestre. Det peger på, at han har et godt øje for, hvordan landet ligger. Og at han har forståelse for, om ting swinger eller ej. Det er vigtige egenskaber, når man har viet sit liv til at fotografere et så særpræget og diverst folkefærd som musikere. De skal så at sige tages med Gefühl, for at få det bedste frem. Hvad enten det er en melankolsk Chet Baker på et hotelværelse med striktrøje og furer så dybe som Marianergraven i ansigtet. En C.V. Jørgensen i magisk og triumferende modlys. Art Blakey med stikkernes svirrende som summende bier omkring sig. Eller Lou Reed med solbriller, cigaret og sjældent smil. Men det formår Gorm, fordi han intuitivt tænker i form, kunne man rimende sige, med forlov.
Jeg blev første gang opmærksom på Gorm Valentin via Dan Turèll, der omtalte han med respekt og kærlighed i nogle af sine mange sammenhænge. Et lidt nærmere bekendtskab blev det til, da jeg forsøgsvis begyndte at forsøge mig som jazz-skribent i skyggen af den store og på det tidspunkt endnu spillevende Boris Rabinowitch. Politiken lavede i en periode under Copenhagen Jazz Festival en daglig pamflet om stort og småt, Jazz Live, hed pjoskeren, og i forbindelse med reportager og anmeldelser, stødte jeg ind i Gorm Valentin, altid venlig og evigt på jagt efter nye motiver til Leica’en eller Nikon-apparatet. Det var her, jeg for første gang fik den forestilling, at Gorm Valentin måtte være mere end en person. En antagelse, der endnu ikke helt er blevet modbevist.
For hid, did og allevegne traf man ham. Cyklende på Øster Farimagsgade i korte bukser og modvind. Foran Lidl på Emdrupvej, parat til at tale om Buddy de Franco på Verve Records i slutningen af 1950’erne eller George Lewis, der indspillede en plade med Papa Bues orkester, som man bør høre.
Eller Gorm på Politikens redaktion for at læse avisen, måske spise et stykke mad i kantinen og muligvis også – det var dengang -vejlede det grafiske personale i, hvordan hans billeder skulle laves til avisen – med ekstra blåt, for ellers bliver det sorte ikke ordentligt sort.
Måske Gorm, der er på vej hjem fra Borgens reception en efterårsaften for mange år siden, hvor jeg stod foran Enghave Station og ventede på, at min mormor skulle komme hjem fra en busrejse til Tyskland.
Eller Gorm som et navn på talløse pladeomslag, opslag i Jazz Special, anmeldelser i avisen. Som ophavsmand til et af de bedste billeder, der taget af Dan Turèll, hvor han smiler skælmsk og letter på sin elegante bowlerhat
Gorm Valentin, der pludselig træder ud af Grisen i solen på Vejby Station, fordi han skal til sommerfest i sit gamle kollektiv.
Eller Gorm, der fortæller, at han engang også selv spillede altsaxofon, men solgte hornet – en gammel Conn – til en, han boede sammen med i periode.
Hemingway hævdede, at der ingen ende var på Paris. Det er lidt ligedan med Gorm Valentin. Here, There and Everywhere, som Beatles synger, så man smiler lunt. Hvilket man i øvrigt også let kan komme til, når man tænker på Gorm Valentin, der som en panter, iført shorts og matchende trøje, bevæger sig omkring på gulv eller scene for at finde den helt rette vinkel og indstilling. Gorm på gulvet, som han også blev kaldt af nogle i en periode.
Nu kom jeg til at sige i begyndelsen, at Gorm Valentin fotograferer musikere. Og det er da også rigtigt. Men det er kun en del af sandheden om monsieur Valentins virke. Han gør nemlig mere end det. Vagn Steen sagde engang i et digt, at »man kan fange fuglen, men ikke fuglens flugt«. Og sådan er det for det meste også med fotografi og musik. Bare ikke for Gorm. Han kan nemlig også fotografere musikken. Med sine objektiver og sit blik evner han at indkapsle og fastfryse essensen af det, musikeren gør, når de musicerer. Jeg nævnte et billede, Gorm har taget af trommeslageren Art Blakey. Det er skudt med lav lukkerhastighed, så trommestikkernes bevægelser synes som lysende spor omkring Blakey, som ildfluer i sommernatten eller morild i vandet efter en båd. Jeg købte et tryk til min datter Andrea, så hun kunne hænge det op på væggen og dermed dagligt se, hvordan rytme ser ud.
Gorm har også fotograferet portrættet af C.V. Jørgensen til den oversete svanesang ’Fraklip fra det fjerne’. Her ser man rockpoeten og sangeren i selskab med en kat. På en eller anden måde fremstår de to som ligeværdige i billedet, katten får en nærmest metafysisk karakter, den bliver et symbol på C.V. Jørgensen, der holder den og måske også er et symbol på den. For sådan er det med Gorms billeder. De vækker til eftertanke.
Den franske semiotiker Roland Barthes indkredser i sin vidunderlige bog om fotografiet ’La chambre claire’ to begreber, man kan bruge, når man analyserer billeder. Studio og punktum. Det første er alt det, man kan vide i om det konkrete i et billede. Hvem er på det. Hvor og hvornår er det taget. Hvordan var vejret, og hvor blev det eventuelt bragt. Altså trivia. Punktum er alt det andet, et fotografi udsiger. Det der gennemborer en, som Barthes siger med en karakteristisk stikkende formulering.
Gorm Valentins billeder har rigtig meget punktum. For de er lige så meget stemningsrapporter, splitsekundreportager, kommentarer, fortællinger. Aldrig, aldrig nogensinde er de alene illustrationer.
Derfor er Gorm Valentins billeder stort set også umulige at beskære. De er konciperede totaliteter, monumentale momenter, skulpturer skåret ud af tiden og ind i evigheden. I sort og hvid.
Det er svært at overvurdere Gorm Valentins værk. Måske umuligt. For det er så egensindigt, så stilsikkert, så flot og fænomenologisk enestående.
Vi er liv og lys, synger C.V. Jørgensen og i øvrigt også Sort Sol. Det er dine billeder også. Liv og lys. Lys og skygge. Mørke og magi
Og det er derfor, du får Ben Websters ærespris. For du har gjort noget ved musikken, Tuborg aldrig formåede. Du har forstået den, formidlet den og fanget den uden at stække den. Det er noget af en bedrift. Tillykke med det og med prisen».
Vi i redaksjonen for salt peanuts* ønsker prisvinnerne tillykke! En spesiell hilsen går fra oss som forsøker å dokumentere og vise fram musikkens fantastiske evne tilå bevege og begeistre, til Gorm Valentin. Det er med stor takk for hans store arbeid med å vise fram jazzens innerste sjel og liv i sine bilder, vi ønsker ham tillykke med Hædersprisen. Gorm Valentin er én av de fotografer som virkelig evner den vanskelige kunst å få bildene til å synge.
Tekst: Ben Webster Fonden, Henrik Palle, Johan Hauknes
Foto: Brian Petro
