Ystad Sweden Jazz 2014 Dag 2: Isabella Lundgren & Carl Bagge Trio. Isabella Lundgren (voc), Carl Bagge (p), Niklas Fernqvist (b), Daniel Fredriksson (dr).
Når sangerinden præsenter alle de tre musikere i sit orkester som værende ”ekseptionella”, har man grund til at forvente sig en del. Når det ”ekseptionella”, lader vente på sig og sådan set aldrig rigtigt viser sig, bliver man lidt skuffet.
Men bortset fra manglen på det ”ekseptionella”, var det egentlig en ganske fin koncert, den unge sangerinde Isabella Lundgren leverede i den smukke, gamle og fint istandsatte Per Helsas Gård midt i Ystad.
Faktisk havde jeg ind i mellem en fornemmelse af, at musikken var bevidst underspillet, for ikke at forstyrre de sarte, gamle bygninger. For repertoiret gennem hele koncerten bestod udelukkende af ballader; enten i form af ”nedkogte” standards eller egne kompositioner. Ballader er fine – som tredje nummer i et sæt. Men jazz – og måske specielt vokaljazz – lever i høj grad af og på afvekslingen, af temposkiftet, af det sammenspil der opstår, når musikerne spiller noget, som ikke er planlagt og gennemøvet. Og det sker som bekendt meget sjældent i balladerne.
Koncerten blev derfor lidt af en ørkenvandring, da ingen af de fire musikere virkede som om de havde noget på hjerte. Jo da, Lundgrens har stor lyst til at fortælle om sig selv og de kvaler hun har i sit liv, via sine følsomme tekster. Men dagbogsblade sat til musik har det med at blive lidt for private til at interessen fastholdes gennem fem kvarter.
En shuffle-blues med titlen ”Unlucky Woman” blev holdt på et nærmest akademisk niveau. Og helt galt gik det med gospelhymnen ”Nobody Knows The Trouble I’ve Seen”. Man tror ligesom ikke rigtigt på, at denne unge, smukke kvinde har haft det så slemt som teksten lægger op til.
Isabella Lundgren har en dejlig stemme (der dog her blev skæmmet af en uskøn nasal lydgengivelse). Den bliver blot holdt i alt for stramme tøjler. Tøjlerne holder hun selv, ligesom hun med blid, men fast hånd styrer musikerne. Det er dygtigt, men også sterilt og ret så temperamentsfattig vokal jazz.
“Duke Ellington Sacred Concert” · Anders Ekdahl Seven Piece Band & Eva Ekdahl Chamber Choir.
”Så mange mennesker har der aldrig været her før”, sagde en af festivalens mange officials med et stort smil. Og sandt nok. Hver en bænk var besat i den meget smukke gamle kirke midt i Ystad og der herskede en spændt, o ja – nærmest religiøs – stemning da det 28 personers store kor, en otte mands jazzcombo, en dirigent og en sangsolist indtog midtersektionen i kirken..
Duke Ellington skrev tre ”Sacred Concerts” i tresserne og turnerede flittigt, specielt i Europa med musikken. Han blev så begejstret for den svenske sopran Alice Babs at han inviterede hende til USA, hvor hun var gennemgående solist i opførelser dér op gennem tresserne og halvfjerdserne.
I Ystad, såvel som i Sverige som sådan, er der en stolt tradition for samsang. På alle planer; fra dagens og tidligere tiders popsange over den smukke svenske sangskat (hvor alle husker teksterne – alle!) til mere andliga sångar. Og her passer netop Ellingtons klassiker perfekt. For der er lidt af det hele; flotte harmonier, smukke budskaber og mulighed for improvisationer.
Koret klingede fantastisk, bandet spillede eminent; diskret og alligevel med pondus og overbevisning. Specielt var jeg imponeret over trompetisten Patrik Skoghs præcise og traditionssikre solospil, med growl og det hele. Ensemblet formidler det klassiske, lidt old school agtige swing på bedste vis, helt i musikkens ånd.
Nu har jeg aldrig hørt musikken spillet og sunget af bare sorte musikere og sangere. Men mon ikke Duke ville have været tilfreds? Det tror jeg.
Ystad Teater: Marilyn Mazur’s Celestial Cicle · Josefine Cronholm (voc), John Taylor (p), Anders Jörmin (b), Marilyn Mazur (perc).
Så let kan det gøres, når fire musikere har fælles fokus samme niveau og samme totale overskud. Det er legesyge indenfor enkle rammer. Det bliver aldrig kedeligt. Og det lever og udvikles gradvist i sin egen, evigt bevægende genredefinerende udgave af det brede begreb jazz.
Perkussionisten Marilyn Mazur kan det sjældne; hun spiller umiddelbart uden puls men den fornemmes alligevel, netop fordi hun har den dybt inde i sin krop og deler den med os via sit fnuglette trommespil. Og det fornemmer man som lytter, hvis man lader musikken komme ind. Det er ikke enhver beskåret at ”følge med” ind i Mazurs verden. Det kræver lytte erfaring og åbenhed. Men er man først inde, er hvert et genhør en oplevelse.
Skæve taktarter – dvs. alt andet end 3/4 og 4/4 – opfattes af os ofte som at gå på stylter på våde brosten i stormvejr. Marilyn Mazur komponerer i alt andet end 3/4 og 4/4. Men alligevel fornemmes musikken ikke svær eller utilgængelig. Dette skyldes selvfølgelig musikernes evne til at spille selv de mest kringlede temaer og takter som var det Vort Hjemlands Vemodige Sange.
Musikken i gruppenejer en sart og på samme tid svært definerbar aggressiv feminin kvalitet, som ikke findes tilsvarende blandt mandlige kunstnere. Eller lægger jeg mig ud med alt og alle, når jeg mener at kunne fornemme det..?
Anders Jörmins elastiskebasspil og John Taylors overlegne spil på det hårdt medtagne Steinway lagde yderligere alen til en koncertoplevelse af de sjældne. Det ser så let ud og det lyder så smukt. Men det tager et helt musikerliv at tilegne sig evnen at underspille uden at lægge bånd på sig selv. Og det kræver 100 % opmærksomhed fra lytteren at tilegne sig evnen uforbeholdent at tage musikken ind. Og det gjorde publikum i det næsten fyldte Ystad Teater. Igen stor applaus til de opmærksomme jazzlyttere i Ystad.
Eneste bad vibe: Vokallyden var igen flad og dåset. Kan de ikke lide lyden af menneskelige stemmer i Ystad..?
Joshua Redman Quartet · Joshua Redman (ts), Aaron Goldberg (p), Reuben Rogers (b), Gregory Hutchinson (dr).
And now to something completely different.
Den amerikanske tenorsaxofonist Joshua Redman (ja, han er søn af Dewey Redman) blev introduceret som ”The New Black Hope” på tenoren for snart tyve år siden. Sandt nok havde han allerede dengang en frygtindgydende teknik og kunne spille hvem som helst ned af scenen. Men unge Redman havde svært ved at leve op til de enorme forventninger og valgte bevidst at føre en mere tilbagetrukken tilværelse og bygge sin musikerkarriere op på ny – nu udelukkende baseret på, hvad han vidste han kunne, fremfor hvad smarte agenter, pladeselskabsejere og journalister fandt på at markedsføre ham på.
Det var fire særdeles kompetente, men trætte musikere, der gik på scenen til deres sidste koncert denne sommer. En 30 dages turne i Europa er åbenbart trættende for yngre musikere – hmmm.
Det kunne undre, at alle fire musikere havde øjnene klistret til noderne efter 30 dage med samme repertoire. Men i stedet for at undre mig, valgte jeg at tage imod hvad der kom fra scenen. Og der kom meget!
Med udgangspunkt i den klassiske amerikanske tenorsax/piano/bas/trommer-tradition, startede Joshua Redman & co. for fuld hammer med et tema, der bestemt ikke fulgte de gængse harmoniske og tematiske regler (måske det var årsagen til nodeafhængigheden..?, men som tempomæssigt bestemt ikke holdt sig tilbage. Ved at nærstudere pianisten Aaron Goldberg kunne jeg se, hvordan han fortvivlet forsøgte at fastholde form og akkompagnement, mens akkorderne fes forbi mellem benene på ham.
I andet nummer gik det lidt langsommere, men dog stadig med fart på. Det var først i den obligatoriske ballade, at vi fik hørt hvor personlig og nærværende solist Joshua Redmaner. Og efterhånden som koncerten skred frem faldt musikken sig selv og musikerne lod den spille uden at de hver gang skulle bygge den op fra grunden.
Joshua Redman Quartet spiller fysisk jazz. Bassist Reuben Rogers og trommeslager Gregory Hutchinson lever op til kapelmesterens niveau, men for pianist Aaron Goldberg lader til at kampen mellem det intellektuelle og det fysiske langt fra er færdig.
Blærerøvs ekstranummeret ”Two Bass Hit” i afsindigt opskruet tempo, efterlod mig i en fornemmelse af at have overværet en boksekamp mellem fire mellemvægtere uden nogen egentlig vinder. Vel – det er imponerende hvad musikerne kan, men jeg blev ikke rørt ved, ingen slag gik rent ind og jeg havde ingen mén, da jeg gik ud i den lune sommeraften for at forberede mig til aftenens sidste omgang.
Charles Lloyd New Quartet · Charles Lloyd (ts, fl), Gerald Clayton (p), Joe Sanders (b), Justin Brown (dr).
Saxofonisten og fløjtenisten Charles Lloyd er ingen stor instrumentalist. Hans bjæffende tone på tenoren og ind i mellem nærmest hjælpeløse fløjtespil har aldrig stået mit hjerte nært. Men han har altid kunne fremmane fine stemninger og har med sin sans for at opfange Tidens Ånd og iføre den sine egne klæder, afgjort en fortjent plads i jazzhistorien. Og så har han været god til at omgive sig med fremragende musikere. Blandt de mange, der har været faste hos Charles Lloyd kan nævnes: Keith Jarrett, Bobo Stenson og Michel Petruccianni (p), Ron McClure, Palle Danielsson (b), Jack DeJohnette, Billy Higgins (dr) og mange flere
Musikerne, der delte scenen med Lloyd denne aften kunne være hans børnebørn. Tre cool dudes med slick street wear, dreadlocks og solbriller slentrede ind på scenen og begyndte at opbygge den særlige Charles Lloydske stemning, som vi kender så godt; en fri passage med et fast harmonisk udgangspunkt, der gradvist forenkles til det ender i introen til et af Lloyds temaer.
Den 76-årige kapelmesters spil er der ikke så meget mere at sige om. Det var som det altid har været; lettere flyvsk og uden nogen egentlig grounding i hverken form eller melodik, men alligevel hørværdigt, fordi det er så letgenkendeligt.
Næ, det der gav mig den store oplevelse var trioen omkring Charles Lloyd. Og her viser han igen hvor dygtig han er til at sammensætte sine grupper, så de kan bære ham gennem koncerterne.
Feelingen i denne New Quartet skyldte de frenetiske halvfjerdsere en del – and that’s a good thing!
Trommeslager Justin Brown lå konstant og pumpede musikken fremad med sikre skub og en fænomenal teknik. Lidt vel livlig til tider, men helt i stilen. Pianist Gerald Cleavers tilgang til musikken kunne være en smule akademisk i sine uakkompagnerede introer, men han kompenserede til fulde ved at give den en på frakken når han fik mulighed for det i ensemblespillet.
Men den ubetinget mest interessante musiker var bassisten Joe Sanders. Trods begrænsede instrumentale færdigheder og en udpræget hjemmelavet fingersætning fik han spillet de toner, der var nødvendige – og ikke flere. Og så var han sej at se på; hipster-dress, farvestrålende seler og cool solbriller samt ikke mindst en lettere laissez-faire udstråling gjorde, at man tilgav ham, at han ikke spillede helt rent hele tiden og at han ind i mellem undlod at spille, for ikke at gå i vejen for de andre musikere. En fremragende holdspiller!
Charles Lloyd selv vandrer hvileløst rundt på scenen når han ikke spiller, ivrigt kommenterende musikernes spil for sig selv og med opmuntrende bemærkninger til de unge musikere. Efter en særlig god solo fra Cleaver, udbrød han tilfreds et Yeah, baby!
Tak til til en levende legende, der atter beviser at man ikke behøver være verdensmester på sit instrument for at opnå den dybe sjælekontakt med sit publikum.
Og tak for, at han endnu engang giver fremtidens nye, unge musikere en chance.
Yeah, baby!
Tekst og foto: Niels Christensen
