FINAL DESCENT, BASEMENT, KØBENHAVN, 17. OKTOBER 2024:  Som en del af Final Descent’s koncertserie har Basement denne på koncerter i dronemusikkens navn. Final Descent’s mål er at have koncerter, der er ”spiritual, ecstatic and devotional”. Det har denne aften betydet, at musikken ikke bare bruger droner, men har et stærkt forhold til, hvad dronerne gør for en opløftende bevægelse. Dronerne her repræsenterer også et sjovt forhold til det improviserede, for selvom der ikke var soloer, er det virkelig en særlig form for improvisation, når man arbejder med at bruge effekter til at skubbe dronernes toner.

Anna Fosca (DK)
Aftenen begyndte med den drone- og elektrisk styrede Anna Fosca. Det univers, som hendes musik skabte, var som et post-apokalyptisk univers, ødelagt af en atomkrig, hvor alt der var tilbage, var røgskyer; se f.eks. den polske film O-Bi, O-Ba: The End of Civilization som eksempel. De loops og lyde, hun skaber, er sjældent tonale eller rytmiske, men den måde, hun bruger effekterne på, giver alligevel en idé om triste, dim akkorder, der kommer frem. Hvis man skal se Fosca som en del af Final Descent’s projekt om en opløftende oplevelse, er det i hvert fald ikke en traditionel oplevelse af opløftende, der gøres brug af. Den konstante buldrende basloop og den skrigende sirene-lyd i toppen skaber en følelse af undergang, men denne undergang er også yderst smuk. Foscas evne til at arbejde med disse lyde virker både bestemt, men også åbent. Hun ville nogle gange nærmest danse med en effekt i hånden, som om den reagerede på hendes bevægelser. Der mærkes virkelig efter i lyden for at ramme dystopien. Noget, der er unikt i Foscas dommedagsverden, er, at dynamikken føles kontrolleret. Modsat en kunstner som Control Bleeding, går det aldrig helt hen i noise, men det bliver aldrig helt ambient. Det er en balance, der virkelig holder følelsen af en kold, ond verden kørende.

Mats Erlandsson (SE)
Erlandsson, der også leger med den elektroniske dronelyd, har en helt anden vision end Fosca. For det første er hans musik primært tonalt, og meget af musikken loopes ud fra hans autoharp, hvor der er akkordprogressioner. Men det hele tager en udvikling fra smukke akkorder på autoharpen, der lyder som en magisk skov, til senere effekter, der nærmest lyder som en moderne gyserfilms lydside. Selv når små melodier spirer frem, undermineres de altid af uhyggeligheden fra bas og de andre hav af droner. Erlandsson, der har en baggrund i elektronisk komposition, får værkerne til at føles sjældent som om, han bare arbejder med lyden, men der er altid nogle toner, der peger videre mod et større plot i dronerne. Hvor Fosca skabte opløftende musik, der pegede hen mod en trist, dystopisk verden, så er Erlandssons verden altid smuk, selvom der er ondskab bag det. Brugen af en form for autoharpe gør, at der er en folkemusikalsk kvalitet. Effekterne gør også, at autoharpen får en nærmest stryger-lyd. Man får nærmest en fornemmelse af noget, der føles som en gammel verden, der kommer frem i nye klæder. Dronerne skaber altid rum i musikken, hvilket virkelig gør, at man kan mærke hver en tone. Mon ikke Erlandssons musik kunne passe ind i andet musik?

Petra Hermanova (CZ)
Det sidste navn på aftenen var den tjekkiske musiker Petra Hermanova. Modsat de to forgående kunstnere er meget af Petra Hermanovas musik forskellige sange og ikke ét langt stykke. Meget af det er folkelige sange, der skaber et levende univers, hvor hendes triste, nedadgående folkemelodier bliver suppleret af en smuk autoharpspiller, der perfekt komplementerer vokalerne. Hendes sange går fra to akkordprogressioner ind i dronernes mørke. Hermanovas univers føles på den ene side levende på grund af de folklige melodier, men måden hun inkorporerer og improviserer med dronerne gør, at man nærmest er i møde med et spøgelse fra en fortid langt før denne tid. Autoharpen bliver nærmest i flere numre et lille kammerorkester. Hermanovas musik er blevet sammenlignet med grupper som Dead Can Dance, men hvor Dead Can Dance havde meget indflydelse fra vestlig klassisk musik, er Hermanovas musik ramt af et rørende møde med den europæiske folkemusik. Det føles aldrig helt som store kompositioner, hvilket gør, at Hermanova har fundet en måde, hvorpå hun har kunnet få improvisationen af folkemusik ind i sine droner. Der er en smuk måde, hvorpå effekterne kan bruges til at skubbe traditioner videre på nye måder. Det opløftende i Hermanovas musik er, hvordan folketraditionen spilles, så det føles som om et orkester af spøgelsesfolkemusikere hjælper gennem dronerne.

Tekst og foto: Nicholas Victor Hein Nielsen

Petra Hermanova