KVARTERHUSET, AMAGER, KØBENHAVN, 8. NOVEMBER 2024: Som en person, der har levet på Amager det meste af mit liv, vil jeg være ærlig og sige, at jeg nærmest ikke har set nogle impro koncerter på øen. Så at det selvstændige jazzpladeselskab Movement Shaped like a Heart har kunnet sætte en koncert op på Kvarterhuset med improviseret musik, er en glæde, da det, jeg har fulgt, har været præget af en tomhed i forskellige former for kultur. Grupperne, der spillede, var Tegn, Dream Big Fish og Spiderpeople.
Tegn (hovedbilledet) består af Magnus Munk på pedal steel og Jens Højbøge Mosegaard på trommer. Gruppen står et sjovt sted, når jeg skal prøve at klassificere dem. På den ene side har de lange gentagelser og opbygning fra blødt til hårdt, en smag, der minder mig om grupper som Godspeed You! Black Emperor, Talk Talk og Tortoise, som ligger i post-rock-genren. Men som koncerten kørte frem, så jeg i rytmernes løse sving en refleksion, der mindede mig om Tony Williams’ trommeskønhed i Miles Davis’ In a Silent Way. Så selvom man tit laver distinktioner mellem rock og jazz, da de har forskellige teorier og metoder, kan deres mål være det samme, som jeg i hvert fald oplever det mellem plader som In a Silent Way og Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven.
Hvad Tegn gør med alt dette, er at bruge drone-akordprogressioner, hvor pedal steel-guitarens evne til at holde tonerne passer perfekt sammen med trommerne, der svæver med. For mig var det helt befriende efter det skræmmende valg i USA at se og høre et instrument, jeg ofte associerer med sydstaterne, blive brugt i en kontekst, der ikke føltes konservativ, men som kunne svæve ind i de mere fusionsagtige frie rytmer. Guitaren blev i flere numre så effektfuldt, at den pludselig lød som en ubåd, der tog lytteren med nød til havets smukke bund.
Spiderpeople består af Halfdan Magnus Stefansson på guitar og Mikkel Wilstrup på trommer, som samtidig er dem, der står for eventet og pladeselskabet. Her er en gruppe, der spiller fri jazz i stil med Derek Bailey og Han Benninks samarbejde i 70’erne. Der er primært dissonante guitarmelodier, der mere lyder som uendelige riffs, serveret med trommer, der kører af sted som i en skov af flydende rytmer. Musikken bliver mere som lyde i gaden, der rammer ind i hinanden, end to elementer, der spiller over en fælles rytme. Der bliver altså malet et billede af en gade fyldt med liv og dissonans. Dissonansen fungerer dog ikke som noget ondt, men mere som en slags finurlighed. Det minder mig om John Zorn fra New Yorks free scene, der har udtalt, at en af hans helt store idoler er tegnefilmskomponisten Carl Stalling, der lavede musikken til Snurre Snup. Free jazz, ved siden af dissonansen, kan rumme en evne til leg, som jeg føler er, hvad Spiderpeople’s lyd egentlig er.
Dream Big Fish: Med Julius Gawlik på saxofon, Thorbjørn Stefansson på bas og Marius Wankel på trommer har vi gruppen Dream Big Fish, som har sin oprindelse i Berlin. Gruppen skiller sig ud fra resten af eventet, da de spiller med stærkt sving og bebop-melodier. Dog er gruppen stadig fokuseret på en stor åbenhed, hvor numrene virkelig kan svæve fra det løse til de mere faste og stærke rytmer. Dette dynamikskift er med til at gøre numrene levende. Selvom numrene kan ende med The Bad Plus-agtige dynamikker, så bliver de svævende rytmer ved, og man fornemmer aldrig helt pulsen, hvilket giver et kæmpe løft. Melodierne har både lov til at være enkle og dynamiske, men også indeholde licks, der ville gøre Barry Harris-fans glade. Mest af alt blev det improviserede og det komponerede smeltet sammen til smuk omgang jazz, der endte med, at en af deres venner fra Berlin Konservatorium kom og gjorde trioen til en kvartet.
Tekst og foto af Nicholas Victor Hein Nielsen
Speiderpeople
Dream Big Fish
