KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 22. FEBRUAR 2022: Det var tirsdag og Primi fortsætter ufortrødent. Men det var ikke hvilken som helst tirsdag. Det var dagen, hvor datoen dannede både et palindrom og et ambigram. Så det var naturligt at aftenens program skulle være noget exceptionelt – og det var jeg ikke ene om at synes. Stolene omkring scenen var fyldte på trods af vinterens sidste spruttende regn.
Aftenen stod på tre koncerter: først var det en trio bestående af Ignacio Córdoba iført elektronik, Tanja Schlander på elektronik og vokal og Flavia Huarachi på vokal og fløjter; herefter kom IMMUN med Kirstine Lindemann Sørensen på hvad jeg tror er en basfløjte og vokal, Randi Pontoppidan på vokal og elektronik og Peter Bruun på trommer (hovedbildet); aftenen blev afsluttet af det genopståede Monday Band fra den forgangne Mandagsklubben kurateret af Antti Lähdesmäki & Ben Rodney.
Scenen var stillet op i midten af rummet, så musikerne var center stage. Og det var også virkningsfuldt, når man har med performere, som også arbejder med det visuelle og med rummet. I aftenens første akt var det især Córdoba og Huarachi, som gik på tværs af det soniske. Córdoba, der i den senere tid er begyndt at bruge kroppen i en slags rituel dans som en shaman, var i dag iført et apparat med metalstænger stikkende ud og metalplader hen over skuldrene. Fremtoningen mindede mere om en postapokalyptisk ødemark end den traditionelle shamans fokus på balancen mellem menneske og natur. Men alt havde et formål udover det visuelle, og han førte an med langsomt bølgende flader, der blev fremkaldt og modificeret gennem køller og et arsenal af stemmegafler.
Schlander, som ellers normalt ikke holder sig tilbage hverken i udformningen af idéer eller på scenen, var klassens pæne pige i tirsdags. Men det var en rolle som klædte hende, og det gav samspillet en anden dimension. Det gav både plads til, at Huarachi kunne udfolde sig imellem de tunge elektroniske plader, og hun gav et modspil til Córdoba ved at tage hans feed og sende en tung baslyd tilbage, så rummet trak sig sammen og kom helt tæt om ørene. En enkelt gang stillede hun sig i fronten med stemmen, da alt andet blev stille, og skabte en meget intim atmosfære.
Den store overraskelse for mit vedkomne var Huarachi, som med sin stemme og krop formåede at tilføje en menneskelig taktilitet til koncerten. Hendes stemme gik fra en hidsig, hurtig-talende hvisken, som en glemt radio blandt murbrokkerne, til at tage kontrollen, lydligt og rumligt, da hun i koncertens klimaks bevægede sig rundt i rummet med en aggressiv, næsten percussiv, vejrtrækning.
Koncerten var spændingsfyldt men bevægede sig aldrig hurtigt. Der lå altid noget og ulmede, selv i klimakset. Og da de endelig kiggede op, så var det som om skyerne var løftet og stjernerne skinnede ned på Halmtorvet.
Córdoba og Schlander har været fast inventar på den danske improscene i lang tid, og i tirsdags viste de hvorfor. Huarachi derimod var for mit vedkommende et ubeskrevet blad (men hun udgav sidste år en plade med pianisten Artur Tuznik og trommeslageren Simon Olderskog Albersten), men jeg håber bestemt at høre hende igen.
Efter en tur i baren gik næste trio, IMMUN, på scenen; og det var et markant stemningsskift fra den forgående koncerts næsten ildevarslende stemning. Lige fra første slag på kanten af bækkenet var det en legende dans mellem Pontoppidan, Bruun og Lindemann, der gik på tværs af vores ellers indgroet rytmesans. Ligesom Bruun indledte koncerten, så lagde han bunden med sin evne til at guide lytteren i pauserne mellem hans slag, der fremhæver Pontoppidan og Lindemann. Og Pontoppidan har et omfattende repertoire at byde ind med fra emulering af vinden, udsnit af monologer til klassiske melodier – og det før hun tager mixeren og effekterne i brug. Hendes stemmeteknik er et vidunder, der kan få ellers fragmenterede melodier til at flyde organisk i samspil med Bruun og Lindemann.
Basfløjten er et specielt instrument. Selve konstruktionen er imponerende at se på, men det er især måden Lindemann spiller på den, da det kræver, at hendes hoved er helt tæt på. Det giver en intimitet til de dybe lyde og hendes rytmiske vejrtrækning, som hun vekslede i mellem. Men halvejs igennem slap hun mundstykket og lagde en anden stemme til Pontoppidan, der skiftede mellem halvtone intervaller fulde af svingninger og mere harmoniske klange. Alt imens Bruun langsomt åbnede mere op, og til sidst endte i en solo, indtil de igen påbegyndte dansen alle tre.
De spillede i 40 minutter, så det blev til et ekstranummer, og da Morten prøvede at introducere dem, blev han tysset på af publikum, så vi kunne høre mere.
Og de 10 minutter fungerede som ethvert ekstranummer burde: opløftende, viderebyggende og efterlod os hungrende for mere.
Gennem hele koncerten udviste musikerne en næsten telepatisk kommunikation, der gav en indforståethed for hindandens stemmer, der næsten føltes koreograferet: En mesterlære i at lytte.
Sidste koncert havde et stort pres på sig efter to højtragende koncerter. Men det genopstået Monday Band skuffede ikke. Anført af Antti Lähdesmäki & Ben Rodney og med en guitarist, en trommeslager, en pianist, en harmonikaspiller (accordionspiller?) og et blæserkor 5 mand og en kvinde høj sluttede aftenen på deres helt egen måde. De spillede et enkelt værk skrevet af Rodney kaldet ”What’s its like not to be Jeff Bezos”. De åbnede med ustruktureret talekor og derefter tog Lähdesmäki over som dirigent – ikke uden humor. Hans stil har jeg døbt ”sprællemanden”, men ligesom Professor Tournesol er der mening med galskaben. For selvom benene strittede til begge sider, så formede han en dynamisk klangflade af hele orkestret, hvor afstanden mellem stilhed og brag ikke ligger langt fra hinanden, hvis man som lytter bare giver sig hen. Heri fik en trompetsolo plads i afsavnet af blæserkoret og trommerne.
Jeg ved hvordan det er ikke at være Jeff Bezos; og det lyder hektisk. Men det er ikke uden glade stunder og god musik. Det sørger Klub Primi for. Og der er altid endnu en tirsdag.
Tekst: Marcus Behrens
Foto: Lars H. Knudsen
Tanja Schlander og Ignacio Córdoba
Flavia Huarachi
