SANKT JOHANNES KIRKEN, KØBENHAVN, 12. OKTOBER 2024: I ren kærlighed skrives der her om musik, skabt af venner – mine venner. Det er folk, der har betydet meget for min musikalske dannelse og forståelse. Det er dog ikke en promovering, da mit mål er at ramme, hvordan disse venskaber har skabt den musikforståelse, jeg har. Men som en bog, der har betydet meget for mig, beskriver Giovannis værelse, kan vi aldrig separere os fra de privilegier, vi har, og for mig er dette venskab, hvad jeg har.
Gruppen Mab er primært en trio med Jeff Zake Wagner (guitar), Laurits Schmidt Eriksen (trommer) og Jacob Helbech Mundt (kontrabas). I princippet følger gruppen den skandinaviske interesse for Poul Motians form for free jazz. Der er i deres musik løse rytmer med melodier, der flyder ind i hinanden, og trommernes rytmer kan nærmest føles som melodiske rytmer. Jacob Bros åndedræt lever videre i effektlagte b9-akkorder. Men det, der virkelig er til stede, er tre mennesker, der er vokset op i disse genrer, men også en åbenhed for de forandringer, som er en del af livet.
Som en person, der har vokset op med disse mennesker, kan jeg sige, at vi alle har været i en alder, hvor man gerne ville lære og mestre jazzen, både på grund af nydelse, men også for at passe ind i jazzens historier. Men hvad gør man, når ens interesser også ligger i Van Halens tapping guitar, folkemusik og post-punk? Som alderen går, kommer flere ting ind i ens musik, end bare bestemte genrekrav. Som teenager gør man alt for at slippe væk fra den populærmusik, man er vokset op med, men det, der er smukt ved at blive ældre, er, at man kan vende tilbage til den musik, man er vokset op med, og integrere det i ens voksne interesser. Det er jo netop, hvad Ornette Coleman forsøgte at gøre ved at bruge licks og referencer fra tidlig rock and roll.
Det, der virkelig definerer trioens lyd, er deres evne til at gå fra frie rytmer tilbage til noget mere fast, så organisk at det ikke føles som to adskilte verdener, men som en konkret oplevelse. Der er interesser for de gentagende rytmer fra rocken, men de lever sammen med de organiske svævende rytmer fra Poul Motian. De tunge grooves og stærke guitararpeggios kan i momenter minde om det Århusianske band Røgsignal, men hvor Røgsignals mål er at blive i disse grooves, så er Mabs musik altid i en dynamisk balance mellem det faste og frie.
Det er som et realistisk maleri af en have, men hvor enkelte farver går langt ud over deres grænser og skubber til maleriets realisme. Det er, hvad numrenes frie elementer giver – de bryder de ellers faste rammer. Da denne koncert jo var i en kirke, kom der højskolemelodier med. Men det stoppede ikke gruppens fokus på det svævende.
Det, som jeg egentlig ser med Mabs musik, er, hvordan de og jeg har ændret vores forhold til, hvad rigtig jazz bør være. Hvert nummer behøver ikke have en solo, der binder hver akkord sammen, og der behøver ikke at være klokkeklare regler for, hvor meget svingende musikken skal være. At skrive en anerkendelse om mine venner i musikken gør det klart, at ligesom i Giovannis værelse, bliver jeg nødt til at anerkende, hvordan min baggrund til musikken påvirker min holdning. Men det er også det, der er smukt ved improviseret musik. Indflydelsen.
Tekst og foto: Nicholas Victor Hein Nielsen
