RED SEA JAZZ FESTIVAL, DAG 4: Onsdag 27. august.
Dayna Stephens Quartet
Dayna Stephens (ts), Darrell Green (dr), Matt Brewer (b), Eden Ladin (p) & Eli Degibri (ts).
Jeg ankom til festivalområdet ved afslutningen af Dayna Stephen Quartets koncert, og allerede uden for festivalområdet kunne jeg høre, at der var gang i den. John Coltranes ”Impressions” var primært en hæsblæsende magtdemonstration af gruppens leder, Dayne Stephens og så en af festivalens kunstneriske ledere, instrumentkollegaen Eli Degibri. Her skulle dystes.
Stephens’ kraftfulde tenorspil lægger sig tæt op ad forbilledet. Og det skal man passe på med, for man bliver uvilkårligt sammenlignet og specielt når man vælger en af Coltranes signaturkompositioner. Ikke at der blev spillet dårligt, slet ikke. Men musikerne manglede ligesom det ekstra gear, der gør at man bliver fanget ind for alvor.
Da det blev Eli Degibris tur til at fortolke Coltrane, skete der pludselig noget som fik mig til at spidse ører. For udover at han kunne de klassiske Coltrane-licks, bød han også ind med nogle mellemøstlige toner. Det bemærkede de øvrige musikere og specielt pianisten Eden Ladin var hurtig til at gå med i den udvikling.
Men efter sin solo kiggede festivallederen på uret og så vendte vi hurtigt tilbage til temaet og en afslutning. Det holder ikke at han selv er med til at trække tidsplanen ud.
Efter koncerten hørtes atter et lille hjertesuk: ”Thank you personally for coming in this crazy time.” Den udtalelse ville jeg gerne have ham til at uddybe nærmere.
En (meget) kort snak med festivalens ene kunstneriske leder, Eli Degibri.
Jeg havde godt lagt mærke til den unge mand, der præsenterede koncerterne og løb fra scene til scene, ivrigt snakkende i sin mobiltelefon. Havde også prøvet et par gange at henvende mig til ham for en kort snak, men hidtil forgæves. Efter koncerten med Dayna Stephens forsøgte jeg igen – her venligt hjulpet af festivalens PR-mand – og fik allernådigst et ti minutters interview.
Ganske kort:. Samarbejdspartnerne er primært byen Eilat, der gerne vil sætte fokus på sig selv som en turistmagnet. Eilat Havn stiller område og faciliteter gratis til rådighed. Det Israelske Turistministerium er også med (og betalte for rejse og ophold for salt peanuts* udsendte – til orientering) og så er der diverse halv- og helprivate sponsorer – som Degibri ikke havde lyst til at komme nærmere ind på hvem var.
Festivalen var i fare for at blive aflyst så sent som to dage før første koncert, pga. «Political pressure», som Degibri ikke ønskede at komme nærmere ind på. Den kan man så fortolke som man vil.
Eli Degibris baggrund: uddannet musiker i Israel, har boet femten år i New York og har (angiveligt) spiller fast med Herbie Hancock og jævnligt med Al Foster. Han flyttede tilbage til hjemlandet for fem år siden og spiller med israelske og, som han udtalte det , ”internationally renowned Israeli musicians.”
Eli Degibri og hans partner, Israels tungeste dreng udi jazz Dubi Lentz, lægger programmet ud fra deres egen smag og hvilke navne de synes ville passe til de tre scener. Jeg tvivler dog på at etnopop-skrigeballonen fra tirsdagens program står på d’herrer kunstneriske lederes pladereol ved siden af Lee Konitz og Dr. Lonnie Smith… Men lad nu det ligge. En udsolgt koncert er en udsolgt koncert.
Scenerne har navne efter de tre musikere, der startede festivalen i 1987, Daniel Gottfried (p), Albert Piamenta (ts) og Aaron Kaminski (dr).
Festivalen har købt hele den tekniske produktion af et lokalt produktionsfirma. Her har vi sikkert forklaringen på valget af de rædsomme flygler. Degibri syntes i øvrigt ikke, at de lød så dårligt og han har angiveligt ikke modtaget nogen klager fra pianisterne. Det sidste tror jeg simpelthen ikke på! Og så blev interviewet afbrudt af endnu en telefonsamtale.
Dr. Lonnie Smith Trio
Dr. Lonnie Smith (org, perc, voc),Jonathan Kreisberg (g), Lee Pearson (dr).
Jeg ved godt, at Dr. Lonnie Smith (bildet) har et pænt publikum i DK, bl.a. via sit samarbejde med den allestedsnærværende danske trommeslager Kresten Osgood. Men jeg har med skam at melde aldrig hørt ham live. Så det var nok den koncert jeg havde set mest frem til.
Umiddelbart er besætningen orgel, guitar og trommer en videreførelse af den klassiske orgeltrio. Men til hvad? Det første jeg kom til at tænke på var, at et psykedelisk lysshow ville have været en storslået tilføjelse til musikken.
Syret orgeljazz? Nej ikke kun det. For Smiths musik og approach minder ikke på nogen måde om en ordinær orgeltrios og han er ikke your average organplayer. De teatralske gebærder han udfører viser med al ønskelig tydelighed at det er et show, det her – ikke kun en koncert. Samtidig bruger han meget energi på at heppe musikken frem og på at pace sine to musikere med små tilråb og lidt smånynnende indsatser. Hans lille Drumpad, med forskellige kraftfulde indstillinger var også med til at farve og variere det musikalske udtryk.
Dr. Lonnie Smiths to musikere, guitaristen Jonathan Kreisberg og ikke mindst den overdådigt spillende trommeslager Lee Pearson, virker som de perfekte ledsagere i en visionær musikskabers rejse ind i et kunstnerisk udtryk, der hele tiden forandres. Fra en smuk udgave af ”Old Rocking Chair’s Got Me” over ”Beehive”, der mindede om et stykke overvintret halvfjerdser-Billy Cobham fusion til ”My Favourite Things” i utroligt flot arrangement. Her sker der virkelig noget og Smith viser at han ”har den».
I ekstranummeret tog Dr. Smith stokken frem og begyndte at bearbejde den som var den en elbas. Ret originalt og en ret så weird showstopper. Og så kom alle IPhones, Smartphones og digitalkameraerne frem – incl. mit eget.
Alt i alt en fed koncert med en besynderlig og ret udfordrende stilblanding og alligevel med en rød tråd gennem hele koncerten. Det stærkeste indtryk var Dr. Lonnie Smith himself med den hvide turban, den sorte kaftan og den nærmest hypnotiske sceneudstråling – og så lige stokken, der kan spille.
Men jeg kunne godt have brugt noget psykedelisk lysshow.
Yonathan Avishai «Modern Times»
Yonatahn Avishai (p), Yoni Zelnik (b), Donald Kontomanou (dr).
Det starter faktisk ret kedeligt. En lang og yderst minimal piano intro suppleres af trommer og bas der accentuerer cymbal slag på alle fire taktslag og med samme bastone. Derfra videre til en enkel ostinat uden harmoniskift og uden nogen egentlig musikalsk udvikling. Her var jeg lige ved forlade koncerten, men blev hængende – og det blev jeg glad for.
Pianisten Yonathan Avishai repræsenterer en skole i jazzen, der ikke er så langt fremme i det nuværende tidsbillede; gennemkomponeret kammer/klassisk/jazz. Det er musik, som ikke er synderligt fremadbusende, der spores ikke nogen egentlig udvikling fra start til slut i de spillede stykker musik, der mere har karakter af små etuder. Men det er alligevel dybt fascinerende, måske netop fordi den slags i dag er så sjældent hørt.
Små børnesange der hele tiden bliver vendt og drejet, omharmoniseret og får vendt vrangen ud. Faktisk ret fedt på sin egen intellektuelle, bag- og indadvendte måde. Musikken er med garanti nedskrevet tone for tone og det virker ikke som om der er plads til særlig meget improvisation undervejs
Stik modsat Dr, Smith en time tidligere, hvor showet dominerer musikken, ser vi her et eksempel på det stik modsatte og hvor den fysiske udstråling godt kunne trænge til en lille opstrammer. Bassist Yoni Zelnik ser ud som om han var til sin egen begravelse og pianist og kapello Yonatahn Avishai har zero udstråling. Kun trommeslager Donald Kontomanou kaster sig ud i et lille skævt smil undervejs.
Det blev så en stille og rolig afslutning på Red Sea Jazz Festival for mit vedkommende. Ude på festivalpladsen var publikum ved at feste af. Vel at mærke i al stilfærdighed. Ingen væltede rundt i store branderter.
Epilog
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg skal være den første til at fordømme staten Israels massakre på indbyggerne i Gaza.
Jeg kunne have sagt nej til invitationen og dermed have pudset min egen venstresnoede glorie. Men jeg ved fra et tidligere besøg i landet (se: http://chosenconcerts.dk/2014/07/25/med-scofield-rundt-i-europa-mrk-1/), at der i Israel findes et mindretal som er stærkt imod krigen, og som kæmper en brav – omend stadig forgæves – kamp for at opnå en større retfærdighed.
Min erfaring er også, at folk der beskæftiger sig med jazz har et større udsyn og favner bredere end politikere og andre magthavere. Og de fortjener al den støtte de kan få.
Jeg ønskede at observere den generelle stemning blandt arrangører, deltagere og tilhørere ved festivalen. Og fremfor alt indeholdt programmet en god blanding af kendt og ukendt musik, som jeg gerne ville beskrive for salt peanuts* læsere.
I næste udgave af det danske jazzmagasin Jazz Special vil jeg gå i dybden med de tanker, der kom såvel under festivalen som ved hjemkomsten.
Tekst og foto: Niels Christensen
