KONCERTKIRKEN, KØBENHAVN, 30. OKTOBER 2024: Abstrakthed i musik har altid været noget, der har fascineret mig. Men det har været en teenagefase, hvor abstrakthed automatisk betød, at det var intelligent. Det var en ny måde, hvorpå ting var seje for min teenagebevidsthed. Da jeg så Simon Toldam-trioen, blev jeg mindet om, hvad abstrakthed nu betyder for mig, nemlig det uklare. Trioen ved siden af Toldam består af Knut Finsrud på kontrabas og Nils Bo Davidsen på trommer og percussion. Davidsens brug af percussion og andet værktøj er det eneste atonale aspekt af bandet. Resten af bandet spiller deres instrumenter så tonalt som muligt. Det er i sig selv ikke nyt for free jazzen, da The Birth of Jazz to Come jo egentlig er spillet på traditionelle instrumenter.
Men trioens musik føltes mere løst end mange andre jazzgrupper, der spiller med hjemmelavede instrumenter. Det er som en musikalsk udgave af et Paul Klee-maleri. Bag dette univers er Toldams klaverspil. På den ene side minder hans klaverløb meget om Debussy og traditionen af klassiske pianister, der lyder som havets bølger. Men hans klaverspil lyder som om alt er i konstant bevægelse. Er det tonearter, der skifter, eller en meget bestemt måde at spille intervaller på? Det undrer mig stadigvæk. Det korte og det lange er, at hele det bevæger sig på en måde, der skaber så mange indtryk, at du hele tiden kastes et nyt sted. Og hvor dette kan lyde som en kritik af musikken, er det faktisk en oplevelse, der betyder meget for mig.
Musikken er bevidst abstrakt. Melodierne er svære at mærke, fordi skønheden i dette univers nemlig ligger i det utydelige. Jo ældre jeg bliver, jo mere klart er det, at livet aldrig er lige til og let at forstå. Vi ved aldrig, hvad hinanden helt tænker, så det er simpelthen så fantastisk, at der findes musik, der kan reflektere, hvor kompliceret livet er, og for mig er det en stor ro, det skaber. Livet er som en laborant, og musikken er en perfekt refleksion af dette. Finsruds og Davidsens roller må endelig ikke glemmes. Finsruds spil er som kontramelodier til Toldams spilleri, og selvom det aldrig er walking basgange, så er det stadig med til at skabe en sjov form for bund og struktur til det hele. Davidsens åbne trommespil er utrolig løst, men ligesom Finsruds basgange er trommerne med til at skabe en konkrethed. Det er netop i dette møde med Toldams klaverspil, at der plantes en verden, der er svær at definere, men som man hurtigt kan finde masser af liv i.
Tekst og foto: Victor Hein Nielsen
