Copenhagen Jazz Festival 2016 slutter søndag nat, og på trods af et mildest talt ustadigt festivalvejr blev denne 38. udgave en af de største og mest velbesøgte af slagsen.
Med hele byen som levende jazzkulisse har det store festivalskib med mere end 1300 koncerter om bord holdt skruen lige i vandet, og det var heldigvis kun et fåtal af passagererne, der blev våde. Og det er da også langt de fleste af festivalens mere end 120 deltagende venues, hvor koncerterne foregår indendørs – uanfægtet af vind og vejr.
Koncerterne med Gregory Porter, Pat Metheny, Charles Lloyd, Sun Ra Arkestra m.fl. trak fulde huse, og i det hele taget er meldingen fra byens helårsaktive jazzspillesteder, at der har været masser af publikum til koncerterne over en bred kam – fra JazzCup og La Fontaine til Huset-KBH, Jazzhus Montmartre, Jazzhouse og DR Koncerthuset. Og selv koncerter med nye navne som GoGo Penguin, Melanie Di Biasio og Kentaur blev modtaget af et stort, overvejende yngre publikum.
Stemningen fra Copenhagen Jazz Festival spreder sig fra Indre København og ud til Rødovre, Vanløse, Valby – og Sølyst i Klampenborg, hvor Take 6 var det internationale hovednavn. Også Frederiksberg summede af aktivitet med Brian Blade som artist-in-residence, Jazz for Kids i Lindevangsparken og en unik koncert på Frederiksberg Brandstation med Girls In Airports.
Festivalleder Kenneth Hansen: «Vi kan mærke en markant stigning i antallet af unge jazzfans, og det er sjovt se dem stå side om side med de rutinerede jazzfreaks, som f.eks. til koncerterne med Sun Ra Arkestra eller GoGo Penguin.”
Det er en af de kvaliteter, som bidrager til, at Copenhagen Jazz Festival år efter år kan markere sig som Københavns største musikfestival – en festival som har byen og en stribe ikoniske jazzklubber som legeplads.
Den 39. udgave af Copenhagen Jazz Festival finder sted den 7.-16. juli 2017. Datoerne for den landsdækkende Vinterjazz 2017 er 3.-26. februar.
Copenhagen Jazz Festival 2016 i tal:
– 10 dage
– 125 spillesteder i København og på Frederiksberg
– 1396 koncerter
– Etableret i 1979 / 38. udgave i år
(pressemelding fra Copenhagen Jazz Festival)
Foto: Jan Granlie, fra hyllesten til Hugo Rasmussen i Kongens Have