Denne skribent har i mange år ventet på dette: at guitaristen Bill Frisell skulle indspille en af mine yndlingssange, Pete Seeger (og the Byrds’) ”Turn, Turn, Turn”. Og nu er den der!

Frisells nyeste cd er, som altid når han bestemmer, et stilistisk syndigt rod, men ikke mindre betagende end de foregående. Her tager han fat i musik fra sin egen ungdom; dvs. bl.a. musik af Link Wray (Rumble), Beach Boys (Surfer Girl), Kinks (Tired Of Waiting For You), Ventures (Telstar) og så ovennævnte klassiker.

Med sig har Frisell sit faste band, den enkelt spillende og afventende bassist Tony Scherr, den codylt swingende trommeslager Kenny Wollesen og verdens bedste steelguitarist, Greg Leisz. Og ganske som på samtlige Frisells foregående udgivelser kommer den der tanke, at ”jamen, den musik kan ikke spilles anderledes”, og så er alt jo såre godt. For når selv det allermest melodiske får en snert af det særlige Frisellske skævhed, inden det går i retning af det direkte sleezede, er man jo henrykt og tilfreds – eller hvad?

Hmmm – inden Bill Frisell skrues alt for fast på piedestalen, må det også nævnes, at der gerne snart på komme noget mere udfordrende musik fra hans hånd. En musiker/kunstner med det format og med den spraglede fortid kan ikke nøjes med at spille udelukkende skønhedssøgende musik. Men man skulle være et skarn at brokke sig over musik, der hælder en isterning ned ad ryggen. Så jeg brokker mig ikke, men nøjes med at nyde.

Niels Christensen

Bill Frisell (g), Greg Leisz (pedst-g), Tony Scherr (b), Kenny Wollesen (dr)