Støj kan komme til udtryk på mange måde. De fleste synes jo nok at utilsigtet støj er uudholdeligt. Jeg bor eksempelvis ved siden af en midlertidig skole hvor børnene er ude det meste af dagen. Lydniveauet ligger på omkrig 80 dB, hvilket for mange er skadeligt i længden. Men med opsøgt støj forholder det sig anderledes. Med opsøgt støj mener jeg det der bruges i en kunstnerisk sammenhæng. Hvid støj er den susen vi kan høre når alle frekvenser klinger på samme tid (spektraltæthed). I længden næppe så behageligt, men når den bruges som et ekspressivt virkemiddel er det ofte i en kontekst med noget aggressivt. Vi kalder det i en musikalsk sammenhæng for noise.

Den japanske noise-musiker par excellence Masami Akita aka Merzbow har et sted udtalt «at hvis du med støj mener ubehagelig lyd, så er popmusik støj for mig». Altså opstilles der en kontrast mellem støj (noise) og musik. Hvad der for nogen er grimt, er for andre et smukt udtryksmiddel. Derfor er støj utvivlsomt en genre, som mange finder en fornøjelse i.

Og den kommer til udtryk på mange forskellige måder. Fra klassiske komponister som Luigi Russolo og hans futuristiske musik fra starten 1900-tallet til free jazz trioen Borbetomagus. Her imellem finder man en masser subgenrer, blandt andet noget elektronisk musik.

En kvintet fra Vancouver i Canada, Earth Ball, får komponenterne støj og free jazz til at gå op i i højere enhed. Den instrumentale sammensætning af akustiske lydgivere som trommer, saxofon og trumpet og elektroniske og elektrisk forstærkede instrumenter giver, når de udtrykkes på denne måde, en særlig lyd af sagelig støj. Der er fuld power på gearet. Derudover er der tilsat recitationer af tekster, næppe forståelige, som giver kraftige referencer til det fremmeste støj band i genren industrial, Throbbing Gristle. Et lydbillede som nok er enerverende, men samtidig insisterende.

Pladen består af to numre fra koncerter i henholdsvis Vancouver fra 2023, som er et mørkt, men energifyldt udtryk og et nummer fra Cafe Oto i London i 2024, hvor kvintetten er udvidet med pianisten Steve Beresford, kendt fra blandt andet The Flying Lizards, og den fantastiske amerikanske freelance trommeslager Chris Corsano.  Her er lydbilledet noget klarere og Corsano og Beresford tilfører musikken en del mere dynamik. Især med Beresfords amokløb henover tangenterne. Earth Ball viser her at støjens skønhed opstår når energierne frisættes i forløsning.

Allan Sommer

John Brennan (drums, electronics, percussion), Kellan McLaughlin (guitar, talk box), Liam Murphy (tenorsax), Isabel Ford (bass, vocals, percussion), Jeremy Van Wyck (guitar, vocals, trumpet, No Input mixer, percussion) + Chris Corsano drums, percussion), Steve Beresford (piano)