Nogle kloge jazzfolk på New York Times har kaldt den unge amerikanske guitarist med de yemenitiske(?) rødder, Nir Felder for ”The Next Big Jazz Guitarist”. Når det sker, bliver denne skriverkarl altid lettere skeptisk på forhånd. Men det kan godt være, at de kloge hoveder har ret.

Delvist. For unge Felder byder ikke ind med en helt ny approach på guitar-jazz. Ej heller kan han få guitaren til at lyde som andet end en guitar. Men han har en fed energi og en fanden-i-voldskhed, som minder om første gang jeg hørte hans israelske instrumentkollega Oz Noy. Men hvor Noy styrer alle sine pedaler med usvigelig sikkerhed, koncentrerer Felder sig om at styre guitaren med fingrene alene.

Nogle affærdiger ham og kalder ham en kopi af Kurt Rosenwinkel. Og ja – Felder har lagt sig i slipstrømmen efter denne nye guitargud, men han kan også selv. Han skriver nogle spændende numre, der aldrig bliver fortænkte og prøv-li-å-hør-her-hvor-dygtig-jeg-er-agtige, men som holder sig inden for kendte formler. Hans akkordarbejde er naturligt udviklende og hans linjer efterlader plads til, at man kan holde pulsen på et normalt niveau.

Forestil dig jazz med akustisk udtryk i et behersket elektrisk guitar univers, så er du på rette vej. Nu hjælper det selvfølgelig, at de tre andre musikere på cd’en giver Felder al den plads han ønsker og byder fornemt ind når de får chancen. Nir Felder er en positiv overraskelse og han bør være sikret plads på sommerens kommende jazz festivals.

Niels Christensen

Nir Felder (g), Aaron Parks (p), Matt Penman (b), Nate Smith (dr)