Den fantastiske, norske kvartet SPUNK er her i sit tyvende år ude med en ny CD i let genkendelig dragt – sulten på underfundige lydbilleder, disharmoniske vellyde (!) og kreative, improviserede processer. Stiftet i relativ ubemærkethed i 1995 og pladedebuterende i 1999 har SPUNK gennem en række albums og koncerter – ikke mindst i udlandet – vundet tilhængerskarer og musikalsk anerkendelse til øverste etage. Besætningen har været den samme i alle årene: Kristin Andersen på trompet og diverse fløjter, Hild Sofie Tafjord på valdhorn, Lene Granager på cello samt Maja Solveig Kjelstrup Ratkje med sin stemme. Disse fire er selvsagt så godt, ja nærmest telepatisk, sammenspillet at de udgør en integreret, lydsprudlende organisme.

Bag titlen «adventura botanica» gemmer sig et danseprojekt af koreografen og impro-danseren Odd Johan Fritzøe, til fejring af Charles Darwins legendariske botaniske studierejse til Madagaskar i 1862, og musikken er SPUNKs resultat af dette deres tredje samarbejdsprojekt med Fritzøe. Og den står sig også stærkt på pladen, uden dansens visuelle del. Bestående af tre ulige lange stykker, som tillige er væsensforskellige i udtryk og stemning, og de bærer latinske blomsternavne, som jeg tilføjer dansk/norsk benævnelse.

«nymphaea alba/hvid åkande/hvit nøkkerose» er det længste og mest komplekse stykke, som begynder i det dystre dybmørke, inden trompet og vokal tilfører nogle lyse stråler og alt glider sammen i en tæt vibrerende masse, som senere løsner op i rolige langtonede flader og svævende lyde af uudgrundelig, sfærisk fornemmelse. Den flænses af abrupte,

kaskader, men fløjte og vokal tilvejebringer en ny rolig fase, og i sidste del er celloen center for en tiltagende, pulserende urkraft.

«hepatica nobilis/blå anemone/blåveis» er korteste stykke (9 minutter) med en lyrisk fløjte i en orientalsk tonalitet, og celloen med en ostinat figur igangsætter en suggererende rytmisk walking, mens en harmonisk enkel melodi i rolig vokal fremføring lyser gennem en mild regn af lette toner.

Afsluttende «trifolium montanum/bjergkløver/bakkekløver» introducerer Maja Ratkje i fri sopran-flyt og mikrotonale intervaller samt tætte, liflige dissonansklange, hvorpå lette instrumentelle toner pibler frem. Celloen fæster atter en metrik, og ensemblet rutsjer ind med skiftende lysbundter af lyd. Et par barduntoner skaber referencebund, mens intensiteten øger og derpå slipper.

Allerede tidlig på pladen høres glimt og passager af inciterende lydbidrag, som synes at stamme fra perkussive små-objekter samt elektroniske og elektromagnetiske aggregater, sådan som i al fald Tafjord og Ratkje før har benyttet. Men intet af dette angives i pladecoveret.

Vigtigst er dog at fastslå at SPUNK atter på organisk, intuitiv og intelligent vis har fastholdt positionen som et af de klarest profilerede samtidsensembler i nordisk musik, hvad angår fri improvisation. Helt uden bulder og brag, men med milde, transparente og legende lydfantasier, som rækker mod hinanden til en gennemgribende helhed.

Bjarne Søltoft

Kristin Andersen (tp, flutes), Hild Sofie Tafjord (frh), Lene Grenager (cello), Maja Solveig Kjelstrup Ratkje (voc)