Uprætentiøs, råt og lige på akustisk jazz med en af dansk tenorsax’ store skikkelser. Thomas Hass slår ikke og har aldrig slået på tromme for sig selv. Hellere lader han hornet tale. Og det taler med overbevisning.
For Hass er den indre nødvendighed det vigtigste; ikke så meget hvad man skal gøre for at få et større publikum i tale. Og Hass’ indre nødvendighed er evnen til at krybe ind i musikken og lade den ånde med direkte føde fra sjælen.
Denne flotte udgivelse viser Thomas Hass som en stolt bærer af tenorfaklen. I en række lettere melankolske kompositioner kommer vi helt tæt på de fire musikere. Vi sidder nærmest inde midt i mellem dem. Vi ånder med dem. Vi er dem.
Musikken er ikke svært tilgængelig – slet ikke. Snarere er den nøgen og ligetil. På samme måde som udgivelser fra Chet Bakers sidste år får man indblik i det særlige slægtskab, der er mellem musikerne. Specielt Hass’ sammenspil med bassist Lennart Ginman har nærmest karakter af telepati.
Jeg kan anbefale alle der sætter pris på musik, blottet for manerer og udvendighed at anskaffe sig Thomas Hass’ cd. Musikken er en lise for sind og krop og det smukke udtryk nærmest fordrer opmærksomhed.
Men ikke flere ord. Musikken taler for sig selv.
Niels Christensen
Thomas Hass (ts), Nikolaj Hess (p), Lennart Ginman (b), Frands Rifbjerg (dr).
