COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL, MAYHEM, 7. JULI 2024: I enklaven af gamle garager og haller med graffitimalet vægge ligger spillestedet Mayhem under de overvågende vinduer fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsens symmetriske røde murstensbygninger. Det er ligesom område for spontane tiltag af forskellig art, og hvilket bedre sted at starte Copenhagen Jazz Festival end med spontan musik i spontan byplanlægning, og så endda med den nye koncertarrangør, Final Descent, der har fokus på spirituel og ekstatisk musik.
Under Jazzfestivalen har de tre dage på Mayhem 7/7-9/7, en på Lygten Station 9/7 og en i KoncertKirken 10/7 med deres hovedperson under festivalen, artist-in-residence Lao Dan, der spiller i forskellige konstellationer.
Hertil har de forskellige koncerter med både danske og udenlandske kunstnere, og det var danske KØS, der åbnede aftenen og festivalen for Final Descent.
KØS består af Maria Dybbroe på sax (Caktus, Coriolis, Copenhagen Clarinet Choir), Valdemar Kragelund på guitar og som tonemester (Merdh Laleh, Josiah Konder, One More Than 12) og Kristian Saarup på trommer (der leder både sin egen trio og kvartet).
KØS åbner med en saxballade fra Dybbroe. Rolig og med drømmende undertoner. Men Kragelund og Saarup falder ikke ind i balladen, tværtimod. Det buldrer og brager fra tammerne og guitaren gurgler rustent bider af Dybbroes melodier på Hendrix manér med den konverteret venstre-til-højrehåndsguitar.
Det er en blanding af pulserende og psykedelisk rock, jazz og punk med masser af effekter, der leder tankerne over på Pink Floyds koncert i Pompeii. Og med den tykke rumklang formår de at udvide den lille hal og forvandle halvcirklerne af stole til et amfiteater.
Undervejs tilsidesætter Kragelund guitar og agerer tonemester på Dybbroes saxsolo. Han looper små bider af soloen med delay og Dybbroe griber den og fører os ind i et kalejdoskop af motiver, der væver sig ind mellem hinanden i evigt skiftende harmoniske mønstre. Men ligesom vi er ved at blive trukket helt ind bag tæppet, griber Kragelund guitaren med distortion og smækker os i ansigtet med en funk udenfor rytmikkens parametre med masser af tunge tammer fra Saarup.
KØS lægger sig ikke ned for genrebegreber, men bruger dem frit i deres udtryk uden det bliver en pastiche; et metal-riff bliver afløst af forhåbningsfulde vokalmotiver, for så igen lede overe i melankolske nordiske toner og tunge tammer. Det er utæmmet ekspressivitet uden undskyldninger.
Så er vi i gang med jazzfestivalen.
Og så til aftenens hovedperson, Lao Dan. Dan er en kinesisk saxofonist, fløjtenist og improvisator der begår sig på tværs af noise og folk og har pioneret kinesisk eksperimentel musik; en forgrening af den improviseret musik, vi ikke hører så meget af her i Danmark. Så jeg var spændt.
I går aftes var han teamet op med trombonist, komponist og improvisator Maria Bertel (Selvhenter, Nina Garcia), hvis lyd er meget særegn og kommer af hendes forstærkning af trombone, der skaber en drone af tung lyd.
Og de spildte ikke tiden.
Med et synkront løft af deres horn blæste de en trykbølge udover publikum, så det kunne mærkes. Det er hæsblæsende fra start. Kaskader af motiver fra Dan flyver om ørene på os, mens Bertels trombone lyder som tungt maskineri eller en supersized didgeridoo, der runger i tunge rytmiske bevægelser.
Første halvdel buldrer derudaf som drum n’ bass på speed. Tunge, perkussive rytmer fortætter rummet, at vi sidder klistret til stolene, så selv småsnak i baren og klirren af flasker føles så fjernt, at det kunne have været inde ved siden af. Kun Dans saxofon skærer igennem muren af lyd med en imponerende saxofonteknik med to uafhængige motiver på én gang. Det har jeg alligevel ikke hørt før.
I akt to skifter Dan saxofonen ud med en (hvad jeg antager er en kinesisk) fløjte og blander traditionelle kinesiske motiver med udvidet teknikker. Melodiske passager bliver bundet sammen af smæld hen over Bertels drone. Dan leder over i en passage af små motiver, der hele tiden bliver afsluttet af en slags lydligt punktum. Men så tager de igen fat og pumper afsted igen.
Bertels forstærkning af trombone syntes at binde hende til det dybe register og fastlægge rollerne. Det skyldes til dels at forstærkning kom ud af den halvanden meter høje basforstærker, men jeg håbede alligevel at høre, hvad Bertels forstærkning af trombonen ellers kunne fremavle af lyde og udtryk.
Ikke desto mindre var det en koncert i verdensklasse, og hvis du ikke har hørt Dan, så tjek ham ud i løbet af festivalen.
Text og foto: Marcus Behrens
Maria Dybbroe i KØS
Maria Bertel
Lao Dan
