ILK / BLOW OUT PULS SESSION, H15, KØBENHAVN, 8. JUNI 2022: Solen skinnede igen over København i onsdags og fik samtlige beboere ud på gaderne. Så hvad kunne være bedre end at bruge aftenen indenfor på H15 til ILK / Blow Out PULS Sessions 2022?
Ikke meget andet, for programmet bød på fantastiske musikere. Første koncert var en duo mellem den schweiziske pianist Margaux Oswald og den hjemmegroet trompetist Kasper Tranberg. Anden koncert var en kvartet med den slovenske pianist Kaja Draksler i front og tre håndplukket musikere fra Norge; Espen Reinertsen på saxofon, Ingebrigt Håker Flaten på kontrabas og Hans Hulbækmo på trommer.
Sveits vs. Danmark
Oswald dimitterede fra RMC sidste år, men havde allerede før det etableret sig som en talentfuld pianist på scenen bl.a. med sit eget ensemble Collateral Damage samt i en tilbagevendende duo med Jesper Zeuthen – hvilket kræver sin kvinde at spille op mod ham. Så hun er ikke fremmed i klaver/blæser duo-formatet. Ikke at Tranberg er heller, da han er en efterspurgt musiker i den danske jazz. Men han besidder en alsidighed, der, foruden at have spillet med samtlige jazz- og impromusikere fra indland og udland, har bragt ham i lag med Poul Dissing, Zirkus Nemo m.fl. Så man ved aldrig, hvilken drejning aftenen tager, når Tranberg går på scenen; og sammen med Oswald kan ingen vide sig sikre.
Og Tranberg starter også med et skingert skrig, så samtlige publikummer hopper i stolene. Så er vi i gang! Tonerne flyver om ørene på os fra klaveret, hvor Oswald kører sine hænder op og ned ad samtlige tangenter, mens Tranberg løber afsted over stok og sten.
Med et stopper de, og der bliver en lang pause. Oswald sidder helt stille. Tranberg væder mundstykket på trompeten. Og lige så pludseligt som de stoppede, starter de op igen.
Oswald sammenkæder harmonier på tværs af alskens parametre, mens hendes hænder springer op, og Tranberg arbejder sig op i registret med den samme repeterende melodi. Oswald indfører en stille og tungt vuggende rytme mellem to dybe akkorder, og Tranberg spiller en melankolsk melodi. Det blander sig med de sommerberusede udefra, og de små fine motiver fra Oswald er kun lige hørbare. Det tager til igen, men ligesom det får luft under vingerne, standser de pludseligt igen. Og i stilhedens tyngde, lægger man ikke længere mærke til stemmerne udefra.
Tranberg prøver med en svagt håbefuld melodi. Oswald væver. Hun tager tilløb og sender et evigt varierende basostinat skyllende ud over os, der bliver hårdere og hårdere for hver permutation.
Igen er der stille. Og man sidder og tænker, at de måske er færdige? De nikker anerkendende til hinanden. Men så sender Tranberg et drilsk smil til Oswald, og indleder en sjælfuld ballade.
Der var intet behov for at gå ud i solen efter den koncert. Den var fuld af overraskelser og ærlighed men med et humoristisk glimt i øjet. Vi kan kun håbe, at det bliver en tilbagevendende konstellation.
Slovenia/Amsterdam/København vs. Norge
Næste koncert var Draksler/Reinertsen/Hulbækmo/Håker Flaten. Draksler har vært baseret i Amsterdam, hvor hendes primære projekt, hendes oktet, florerer. Men på trods af det, er hun velkendt i København, hvor hun har været stationeret i fire pr, og hvor hun samarbejder med musikere på kryds og tværs. Til koncerten i aften var hun blevet spurgt om, hun kunne sammensætte et ensemble, og her hentede hun tre musikere fra Norge, som vi desværre ikke ser så tit i København. Ingebrigt Håker Flaten er bl.a. kendt fra gruppene Atomic og The Thing, men arbejder også på tværs af Atlanterhavet, hvor han har en sextet samt The Young Mothers. Hulbækmo er ligeledes med i Atomic, men spiller også med i Your Headlights are On m.fl. Reinertsen har to soloalbums under bæltet foruden at spille med i Streifenjunko, Trondheim Jazz Orchestra m.fl. Så selvom vi ikke ser dem i København så tit, så er det erfarne musikere, vi havde med at gøre i onsdags.
I modsætning til den første koncert så var det ikke fuldkomment improviseret. Draksler havde arrangeret uddrag fra Cecil Taylors ”Mixed”, ”Pots” og ”Bulbs”, så de var alle armeret med omfattende noder. Men det betød ikke, at de spillede i takt. Tværtimod så fungerede noderne mere som vejledende, der guidede musikerne på vej og samlede dem omkring nogle temaer. Og Draksler indleder også med en improvisation over et tema, som hele tiden bliver bundet op på et spring op til den samme akkord. Bassen og trommer pumper impulsivt og saxen oscillerer længere og længere frem i lydbilledet. Draksler spinder Monk og Taylor sammen til et, og indleder en jagt med Reinertsen ned af den samme Penrose trappe, indtil Reinertsen hopper af, og alt andet forstummer.
De mærker afprøvende hinanden af, indtil de bliver enige om en 4-akkord rundgang, hvortil Draksler springer ind og ud af solistrollen.
Et break kun med bas, som markerer et fælles tema, og så en real bassolo, hvor Håker Flaten viser, at man kun (næsten) behøver tre toner.
En telefon ringer, og en publikummer springer op fra forreste række og haster afsted. Draksler sender et smil hen over skulderen og kaster sig ufortrødent ind i en chase med saxofonisten.
Drakslers arrangement giver ikke nogen hårde kanter. Numrene flyder gnidningsfrit ind i hinanden i en blanding af aftalt og improviserede motiver. Det er først efter en hvirvlende trommesolo, at der bliver en hård pause.
Draksler igangsætter et tidligere hintet groove – tungt, vippende og blusey – hvortil Reneitsen rækker 60 år tilbage og hiver free jazzen op til nutiden.
Og så er det slut. Eller… Et insisterende publikum påberåber et ekstranummer.
Det bliver frit fra hoften, da Draksler er løbet tør for arrangementer. Ikke desto mindre følger det op på koncerten i bedste stil med referencer til standarder udsat for Taylors unikke lyd.
Drakslers arrangementer formår at indgyde hendes egne tendenser i essensen af Taylors lyd, og de tre norske musikere er fuldstændigt på bølgelængde med idéen. Det hjælper selvfølgelig, at de alle sammen er fænomenale musikere med en stærk personlig lyd, men det gør det ikke altid til en selvfølge.
Solen har taget retræte fra H15, når vi kommer ud, og forståeligt nok. Det er få, der kan hamle op med musikere af den kaliber.
Text og foto: Marcus Windfeldt Beherns
Margaux Oswald og Kasper Tranberg
Espen Reinertsen
Kaja Draksler
Ingebrigt Håker Flaten
Hans Hulbækmo
