VINTERJAZZ, METRONOMEN, KØBENHAVN, 8. FEBRUAR 2024: “Galskab!” tænkte jeg, da jeg først hørte om projektet. 30 guitarer på én gang kan da ikke gå godt, medmindre absolut kaos er hensigten. Guitarister er ikke ligefrem kendt for deres mådehold. Så hvordan får man 30 guitarister til at spille sammen?
Det var P.J. Fossums, arkitekten bag projektet, opgave. De 30 guitarister var: Pape Arce, Villads Bang Aalling, Lasse Bitsch Jensen, Taus Bregnhøj-Olesen, Francesco Colocci, Krzysztof Hadrych, Mikkel Hermansen, Mette Hommel, Johannes Käsbach, Yi Ten Lai, David Sebastien Lopez Restrepo, Alfred Lykke Nielsen, Marijke Maes, Paweł Mańka, Jasmin Mebrouk, Jason Oberman, Ása Önnu Ólafsdóttir, Margaux Oswald, Eros Pollaro, John Arne Rånes, Tomas Rosendahl, Nicolai Rønde-Becker, Jason Shooster, Torstein Slåen, Oskar Tomala, Jeff Wagner, Hein Westgaard, Szymon Wójcik, Henrik Yeller.
Da vi træder ind i den lille pagode på pladsen ud til Rolighedsvej, bliver vi flankeret af guitarer, højtalere og varierende mængde effektpedaler rundt langs alle vægge. Selv det lille anneks, der normalt bruges til opbevaring, er taget i brug.
Guitaristerne går hvileløst rundt – måske solistiske abstinenser – mens publikum bevæger sig ind i rummet og kigger på installationen. For der er ingen stole til publikum, og det var også meningen, at publikum skulle kunne bevæge sig frit rundt og zoome ind på hver enkelt guitarist.
I forlængelse af installationsformatet er der aldrig et klart startpunkt. Gradvist begynder guitaristerne at finde deres plads og begynde at stemme; og så er første sats begyndt.
Kan du forestille dig 30 guitarer der stemmer samtidig? Måske tænker du tilbage på musikskolekoncerterne, men så galt går det heldigvis ikke. I stedet falder de i en drypvis rytme, der fylder rummet med dybe og lyse toner, hvor man kan høre de lokale indfald blande sig med den samlede klang fra resten af salen og annekset.
Med et subtilt nik fra P.J. begynder stemningen langsomt at fyldes af flageoletter. Først nedadgående arpeggioer der bliver besvaret af fulde akkorder, stadig i flageoletter. De er grupperet parvis. Én sætter an og sidemakkeren svarer. Men der opstår hurtigt grupperinger inde i salen, og dernæst salen mod annekset, så det skvulper mellem rummene.
Bølgernes brus stilner af og bliver afløst af sporadiske dryp. Fine og klare. Nogle tungere. Mens andre rammer rustne søm og blikspande alt efter, hvor man bevæger sig hen.
Og så et brat stop. Her har P.J. fået hjælp fra Calum Builder til at dirigere annekset. Men derefter spænder P.J. rundt og sætter hver enkelt guitarist ind på tunge power chords af forskellig grovhed. Det buldrer og brager (og feeder i ny og næ), så bygningen gynger.
Her skulle man tro, at mindst én ikke ville kunne tæmme deres indre Slash, men ikke én brød ud i solo. De får dog afløb for spændingen, da de i samklang spiller mere og mere febrilsk i takt med at volumen skrues ned, indtil det kun er nøgne metalstrenge der tampes af plastikplektre.
Stilhed. Før stormen i 5. og sidste sats: Feedback (kunne jeg læse på nogle af deres udleveret papirer).
Alle guitarister vender deres guitar mod forstærkeren og rejser sig. De uendelige loops bliver kastet rundt i lokalet, mens publikum som guitarister går rundt og undersøger hjørnerne for klange.
Det er det sidste kaos i bedste John Lennon og Yoko Ono stil. Onos skrig havde faktisk været et kærkomment pust i al det kaos. Men det var måske også meningen; at rykke grænserne af lydligt velbehag indtil selv vedholdte skrig synes at være nyn-bare.
Hovedafbryderen lukker ballet, og P.J. tager en runde og præsenterer alle guitarister fra hukommelsen.
Det lykkedes! Med minimalistiske motiver formåede P.J. at får 30 guitarister til at undertrykke deres instinkter og indgå i en minimalistisk og Atmospherisk installation, hvor det enkelte bølger ind og ud af helheden. Alt imens folket på Frederiksberg går forbi i deres pressede uldfrakker, uden nogen idé om foreningen af kaos og mådehold i den lille pagode.
Text og foto: Marcus Behrens
