VINTERJAZZ, KØBENHAVN, THE COMMUNITY, 12. FEBRUAR 2024: Det nærmer sig halvvejs på Vinterjazz, og denne aften var jeg på Nørrebro og høre Kunstnerkollektivet, The Community. Før jeg kom ud af døren, havde der været en serie kaldet ”Miniatures”, som var en samling mindre konstellationer af det otte mand og kvinde høje ensemble, Wolfskin Ensemble (hovedbillede), der skulle spille bagefter.
Wolfskin Ensemble består af unge musikere på den eksperimenterende scene fra verden. Ensemblet består af slovakiske Michaela Turcerova på saxofon, chilenske Tomás Gubbins på guitar, svenske Mika Persdotter på bratsch, tyske Sarah Buchner på vokal og tværfløjte, italienske Irene Bianco på percussion, norske Lone Aagot Meinich på violin og danske Asger Thomsen på kontrabas for at runde det af.
De kommer fra både klassisske og rytmiske musikalske baggrunde men formår at skabe et personligt udtryk hver især, og i aften handlede om det møde.
Programmet bestod af 18 kompositioner, eller ”Maquetas” som de kaldte det, som Meinich præsenterede med 18 toner på en spilledåse – der i sig selv også var det første værk, ”Melt”. Maquestas’erne var komponeret af forskellige medlemmer – Thomsen, Turcerova og Gubbins blev highlighted – og der var da også nogle gennemgående træk på tværs af nogle af kompositionerne; f.eks. i brugen af timer på mobilen som tempo for polyrytmiske satser, hvor hvert instrument gentog en figur uafhængigt af de andre eller mere homogene satser, hvor instrumenterne fulgtes ad i flydende bevægelser, mens Buchner lagde overstemmer på fløjte eller vokal. Men fælles for dem alle var en større eller mindre grad af det gennemkomponeret. Nogle beroede i høj grad på musikernes enkelte fortolkning af ’noden’ til at indgå i en større sammenhæng, mens andre kun tillod det minimalt.
Dette betød dog ikke, at det var variationer af samme værk vi hørte – tværtimod – nogle svarede til digte på knap 20 sekunder, mens andre var større kompositioner med flere formled. Det bevægede sig over alt fra bløde melankolske strygere til balkanmelodi til serenader for pibedyr, fuglefløjter, melodika, kazoo og slinky. I den sidstnævnte opstod der en ikke aftalt coda fra pibedyret, der for en stund nedbrød den højtidlige koncertatmosfære og sendte ensemblet og publikum i et fælles latteranfald. Undervejs var der også en pastiche af en velkendt passage fra Igor Stravinskys ”Rite of Spring”.
Hen imod enden var der et værk (nr. 14 måske?) der virkeligt var dragende. Lange toner der voksede sig næsten uden man bemærkede det. Det rullede bare ind over en, før man registrerede hvad der skete.
Det var et sjovt koncept, hvor man oplever spændvidden af den eksperimenterende scene – både det seriøse og de lidt løsere eksperimenter.
Hernæst var det duoen Laser Nun bestående af trommeslageren Anders Vestergaard (Girls in Airports, Yes Deer) og guitaristen Lars Bech Pilgaard (SVIN, Bisse).
Her var ingen dikkedarer. Ingen præsentation og så bare lige ud ad landevejen med guitareffekter og tunge grooves.
Pilgaard slår den samme tone an i en manuel loop, mens Vestergaard pumper derudaf i permutationer af grooves, hvor det sidste slag sætter an til næste rundgang. En slags skæv surf rock, men hvor surf er sol, pastelfarver og turer op ad Californiens kyster, så er Laser Nun en tur på motorvejen med slukkede lygter, indtil nattens mørke og de modkørende lygter blander sig til en grålig dis af små motiver under Pilgaards imponerende pedalboard og Vestergaards fremaddrivende grooves. Hele tiden tungere og infernalske kakofonier, der ruller os ind i en trance. Trommestikkerne flyver, men det er der ingen der tager sig af.
To gange stopper de op. Efter den første fortsætter de kort efter ufortrødent det hæsblæsende tempo, men efter den anden begynder Pilgaard på et afdæmpet og harmonisk fingerspil med foden på delaypedalen, så forsinkede melodier vælter frem over hinanden og fylder forstærkeren til bristepunktet. Selvom Vestergaard ikke pumper på trommerne, driver han stadig energien fremad med velvalgte slag fra en koklokke på kanten af trommerne, indtil han igen tager fat.
Jeg forestiller mig, at det må have været sådan at stå front and center til Santanas koncert på Woodstock. Ingen plan, bare rå ufiltreret musik, der strakte sig indtil musikerne ikke kunne mere. Laser Nun ville passe godt til en halv-sen koncert i Arena teltet på Roskilde Festival.
Text og foto: Marcus Behrens
Lars Bech Pilgaard
Anders Vestergaard
