PRIMI CINEMA, CHRISTIANSHAVN BEBOERHUS, KØBENHAVN, 16. MAI: Primi er i dagens anledning rykket fra de vanlige grå betonvægge i kødbyen til den sortmalet biograf i Beboerhuset på Christianshavn. De blå plastikstole er blevet udskiftet med tre rækker af biografstole beklædt i bordeaux nervøs velour, hvor publikum fylder 2/3.
Det er heller ikke Primis normale format med to koncerter, men derimod et forsøg på at samle improvisatorer i København i spontane formationer. Til at varme op og sætte stemningen har de først lagt to korte koncerter ind – et kendt ansigt og tre nye: Ivar Asheim solo (hovedbillede) og EVIL GIRL.
Den norske trommeslager Ivar Asheim er fast inventar på musikscenen i København (Frederik Lundin, Christina von Bülow, JIM og lægger ud med et solosæt.
Synkront buldrer tam og gulvtam i uskrevne taktarter. De runger gennem rummet og langsomt falder de i takt for igen at glide ud. Det føles ceremonielt med de tunge trommer der fører os igennem ritualets passager, og jeg venter spændt på, hvad der sker når trommerne stopper. Udeblivelsen af lilletrommen tager os væk fra vesten og ud i en verden af polyrytmik, der hele tiden skifter karakter. Men det flyder så organisk, at Asheims brug af relativt simple midler ikke synes at mangle noget.
Det er først til sidst at lilletrommen gør sin indmarch. Den bliver brugt som ’fills’ mellem tammerne, der synes at spille Paul Chambers’ åbning på «Flamenco Sketches». De fills er dog af meget andet karakter, end det Davis supplerer med, da det bliver vildere og vildere, indtil vi til sidst bliver omfavnet af synkrone tam og hi-hat slag, der får lov at ringe før næste slag indtræffer.
Gardinerne bliver trukket til side, så solen kan strømme ind og bringe os tilbage til den lune forårsdag i København.
Bagefter var det EVIL GIRL, en relativt ny trio af Beatriz Gijón Gijón på vokal, guitar og klaver, Alfred Lykke på guitar og kor og Gustav Hagelskjær på trommer. Det er kun deres anden koncert som trio, men de er værd især aktive på jazz- og improscenen. Gijón Gijón er uddanet pianist og har bl.a. spillet på Primi før, Lykke har spillet med Julian Lage, Axel Dörner og Hagelskjær spiller i Kosmos Trio og Mass.
Projektet var oprindeligt tænkt som et bluesband, men som Gijón sagde, sådan skulle det ikke blive. Dog kunne man sagtens høre den oprindelige intention i de første par numre. Det første nummer har en underspillet blues båret af et guitarostinat, mens Hagelskjær kanaliserer et skramlet beat i stil med Tom Waits. Det havde også lidt en karakter, der kunne have åbnet en Jim Jarmusch film.
Men det bliver hurtigt brudt af en fri passage, hvor Gijón skifter fra sang til spoken words.
De næste par sange følger samme model, men de frie passager synes lidt at være indskudt til fordel for andre idéer. Passagerne flyder ikke helt organisk, og de virker ikke helt sikre i dem. Det er selvfølgelig også kun deres anden koncert, så det er stadig tidligt.
Dog fik de oprejsning på fjerde nummer, da Gijón satte sig over til klaveret. Der mærkede man med det samme hendes hjemmevanthed, og det friere akkompagnement flød mere organisk i balladen.
De resterende numre var mere britrock / punk inspireret, og det kunne også noget. Men Gijón synes stadig at finde en grounding i hendes stemme på scenen, der svingede lidt – især i deres version af «Don’t Let Me Down». Ligeledes krævede passagerne med spoken words lidt mere tilstedeværelse for at virke overbevisende.
Men som sagt er det stadig et nyt projekt, og de skal finde sig selv i de nye rammer.
EVIL GIRL spillede et dobbelt sæt, så efter 1.5 time i svedeboksen, kunne jeg ikke mere. Men improvisatorerne stod klar til at springe på scenen efter pausen.
Text og foto: Marcus Behrens
Beatriz Gijón Gijón i EVIL GIRL
Alfred Lykke i EVIL GIRL
