KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 19. SEPTEMBER 2023: Primi kører igen for fuld udblæsning og nu med et nyt koncept: hver anden tirsdag dedikerer de aftenen til andre kunstformer inde i det intime rum i H15 Studio. I tirsdags handlede det om den audiovisuelle kunst med kortfilm af Sam Drake, Johan Nilsson samt duo Sinagui, der improviserer med modular synthesizer og video.
Vi bliver mødt af en mur af analoge fjernsyn, ligesom dem der stod på ethvert teenageværelse i 90’erne og 00’erne. De ser næsten helt antikke ud, som om de burde være meget ældre. Men 30 år er selvfølgelig også en alder. Det er opstillingen til Nilssons «Digital Recall». Foran sidder publikum i rundkredse på gulvtæpper og allerbagerst er der stillet to bænke op.
Først er det Drakes «Body Legato». Stillbilleder af rosa stegte kaktusser og sitrende siv i en blegmat sol sender ørkenvinden ind i lokalet. Først bliver naturen præsenteret, så sniger maskinerne sig ind i landskabet; det ensomme tog på prærien og gravkoen, der lader småsten glide mellem fingrene. Med et bliver kontrasten skruet helt ned, og vi befinder os midt i bugen på kødproduktionen. Farverne er mørke, mens kødet skrabes af knoglerne i lange seje strøg. Og så klipper Drake til en overvågningsballon på en skyfri himmel.
Værket søger at undersøge ulegemlige skabninger; hvordan planterne bliver ét med dyret, dyret ét med mennesket – alt under en evig anskuende himmel. Men kontrasterne mellem naturen og kødproduktionen giver et markant skisma mellem dyrene og mennesket; bytte og rovdyr, der synes at være en kommentar på kødproduktionens (mal)praksis, der også understøttes af de Blade Runner-esque toner, der kører igennem hele filmen.
Bagefter er det «Test Objects». Og vi bliver kastet ind i en terapeutisk samtale om, hvad en sensastion er. Mens en speaker taler os igennem sensationer, svarer skriften på billedet i meget specifikke spørgsmål: «is it bobbing or rocking?» spørger skriften på billedet. «Does everybody peel prawns?» spørger den igen, inden vi senere bliver mødt af et par hænder i færd med netop det.
Modsat Body Legato er billederne hastigere og mere diffuse. Landskabsbilleder, hvor op og ned er svære at skelne, bliver drejet i sådant et tempo, at ubevidst drejer hovedet med. Et ansigtsløs hovedet vipper frem og tilbage til lyden af en metronom, alt imens den rolige herrestemme guider os igennem. Jeg følte mig engageret og i omsluttet i universet – om end ubevidst.
Nu var det tid til at de forhistoriske billedkasser skulle i aktion. Nilssons værk, «DIGITAL RECALL», viser jorden i det fjerne, mens vi langsomt zoomer ind. Jo nærmere vi kommer, jo mere giver genskæret i jorden en oplevelse af, at den er dækket i voks eller jele. Og jo tættere på vi kommer, jo tommere bliver jorden. Storcentre står tomme, mens springvandet fortsætter ufortrødent. Skure på landet bliver står øde. Langsomt bliver billederne manipuleret i farver, hvor han leger med forgrund og baggrund og skiftene bliver hurtigere, alt imens musikken bliver mere bastant af rytmer og dybe toner. Og så toner ordene DIGITAL RECALL frem på tv-skærmene foran i en gotisk skrift, der bringer os tilbage til de tidligste horrorfilm, Dracula, Wolfman etc.
Det slutter med et foto, der pålægges flere og flere filtre indtil det ender i en gengivelse af avatarer fra de tidligste browserspil som Runescape.
DIGITAL RECALL er en undersøgelse af tab i den digitale tidsalder, men bliver med sine hurtige klip også en kommentar på de filmiske praksisser, som titlen også antyder.
Den sidste planlagte koncert var Sinagui (herefter var der åben session). Duoen består af Ekkoklang på modular synthesizer og Rand på GUI-less visual synthesizer software Niseq.
Præmissen er at de følger hinanden og prøver at skabe et sammenhængende audiovisuelt udtryk, og i starten var det slavisk. Montager af bybilleder blev stoppet og vippede mellem frames, mens dronen fra Ekkoklang mimikerede den hakkende bevægelser i svingningerne. Men langsomt som Rand introducerer hurtigere skift mellem billederne bliver musikken mere beatorienteret; som hvis strobelyset også styrede musikken på diskotekerne.
Billederne bliver moduleret af farver og polarid effekter og Ekkoklang svinger mellem skrattende lyde og irregulære beats. Røde farver fortætter lyden og polarid effekterne river skår i lysenende 8-bit melodier.
Undervejs begynder nogle publikummer at bryde ind med dråbelyde, og det bliver velkomment af Ekkoklang. Men højdepunktet (bogstaveligt talt) var kontaktmikrofonen på metalslinkyen. Enhver bevægelse sendte os ned af den uendeligt snoet rusjtebane i metallets klanglige dybde. Hvis bare det ikke havde været så højt, havde jeg gerne siddet i timevis og hørt metallet ånde.
Og gassen gik også lidt af ballonen undervejs. Efter 30 min syntes billederne der fløj forbi på skærmen at virke for bekendte, og de manglede et ekstra gear. Dog synes der at være rigtigt meget potentiale i duoen, og jeg var helt opslugt i de første 20 min.
Text og foto: Marcus Behrens
