The Doldrums er trommeslageren Jeppe Grams 4. album under eget navn og ramte gaden og æteren i oktober sidste år. Gram, som har medvirket i mange facetter af jazzen – fra Jacob Anderskovs Doctor Structure til Ginne Markers – viser endnu engang sine evner til at tilgå et koncept fra mange vinkler uden, at det bliver repetitivt. Gram har i denne omgang taget fat i bluesen; både i dens traditionelle form, men ligeledes stemningen og følelsen af at være blå som bredere koncept. Med sig på pladen har Gram sammensat et stærkt hold af prominente musikere på tværs af generationer fra Danmark og Sverige. I fronten er det Ollie Wallace på altsaxofon, Tobias Wiklund på kornet og Tomas Franck på tenorsaxofon. Rytmegruppen består af Jacob Artved på guitar, Anders Krogh Fjeldsted på kontrabas og Gram.
Pladen blev optaget i Location Studio i London tilbage i 2018, så den har været længe undervejs. Og titlen «The Doldrums» har i løbet af ventetiden fået en todelt betydning, da «doldrums» først og fremmest referer til den modløshed, som definerer bluesen. Men det bliver også brugt omkring de vindstille bælter tæt ved ækvator, hvor sejlere kan stå stille i ugevis – hvilket afspejler den følelse som kulturlivet har siddet med de sidste tre år. Men heldigvis bringer «The Doldrums» en forhåbningsfuld brise om bedre tider.
Overordnet set er pladen helstøbt og med god afveksling i karakteren mellem numrene. Gram formår at sende referencer tilbage gennem historien uden at udpensle dem og stadig have sin egen musikalitet til at skinne igennem.
For det kan være en tung opgave at kaste sig ud i en plade kun med blues – også for lytteren. Men hertil sørger «For The Love of The Old Beat» og «Other Windows» for uptempo afbræk fra melankolien. Kompositorisk veksler Gram mellem et fikseret groove i bassen («The Shooter», «Once, Maybe Twice», «Come and Og» og «The Doldrums») og en mere traditionel tilgang med walking bas. Det fungerer rigtigt godt sammen med Artved som det eneste akkordinstrument, da hans akkompagnement giver plads til de velkomponerede blæsertemaer lige såvel i soloerne; navnlig i de groove-baseret kompositioner. Selv Gram lægger et sprudlende akkompagnement på trommerne, og man mærker tydeligt en indforståethed mellem musikerne og kompositionerne.
Pladen begynder med den hæsblæsende «The Shooter», men hvis tema alligevel formår at holde dynamikken nede på trods af det høje tempo og bringer én tilbage til dengang, man kun kunne skimte musikerne på scenen gennem cigaretrøgen. Bagefter kommer «Once, Maybe Twice» og «Come and Og», som synes at være to takes på én idé. Selvom tempo og dynamik er vidt forskellige – og især skiftet til et latininspireret beat i «Once, Maybe Twice» adskiller dem på overfladen. Men de melankolske temaer giver stadig en følelse af, at det er to kapitler af samme historie; en stemning som solisterne også formår at fortælle med sjæl.
Det er først på fjerde nummer, «For The Love of The Old Beat», at man for alvor mærker et skift i stemningen – særligt i humøret – fra det mere moderne tilbage til noget mere boppet. For hvor de tre første numre havde et gennemgående basgroove som fundament, så har Fjeldsted fået frie fødder til at løbe afsted.
Herefter vender Gram tilbage til den bluesy feeling, først med den langsomme sørgemarch «Pastoral», for derefter straks at stikke afsted igen med «Later Blues», «Other Windows» og «Where and When». Pladen bliver afrundet af titelnummeret, som derfor også virkelig maler et billede af at være strandet på havet – eller i en dansk kontekst strandet i lejligheden. Dag ud og dag ind mens solen banker ned fra oven, hvor den mindste brise bringer håb, blot for at sende dig direkte tilbage i modløshedens afgrund. Wiklunds solo er især virkningsfuld med dens afdæmpet, hæse tone hen over Fjeldsteds basgroove. Men Grams plade viser, hvorfor det er vigtigt at holde kulturlivet i hævd, når en pandemi inspirerer til det her.
Marcus Behrens
Jeppe Gram (dr), Ollie Wallace (as), Tobias Wiklund (cor), Tomas Franck (ts), Jacob Artved (g), Anders Krogh Fjeldsted (b)
