Nye skiver og bøker


flere skiver og bøker...

Våre podkaster


flere podkaster ...

Skiver du bør ha


flere anbefalte skiver...

Våre beste klipp


flere filmer...

Ledere og debattinnlegg


flere debattinnlegg...

Konserter

Absolut kompromisløshed

COPENHAGEN JAZZ ESTIVAL, ABSOLUTE MUSIC #28, 7. JULI 2022: Ude i nordvest befinder enklaven af graffitimalede garager, hvor spillestedet Mayhem ligger i smeltedigel af kulturelle aktiviteter såsom Københavns Musikteater, Buddha Cykler, KBH+, Bolsjefabrikken m.fl., der holder skansen for kulturens undergrund. Indenfor i den gamle hal under træbjælkerne, der stoisk har holdt taget under samtlige højtråbende metalkoncerter, politiske optøjer og mere – og i aften skulle de igen prøves.

Absolute Music var rykket ind, og det går sjældent stille for sig. Asger Thomsen er manden bag, og han har for vane ikke at gå på kompromiser – deraf navnet Absolute Music. Så vi gik ind med en spændt forventning.

Oprindeligt skulle det have været en to-dags minifestival, men måtte på grund af dobbeltbookinger samle det hele på én dag. Det betød, at planen løb fra 17-01-ish, men vi kunne først være der kl 18, så vi gik desværre glip af duoen Tiny Dancer bestående af engelske Ben Rodney på trompet og norske Håvard Aufles på keys. I stedet fik vi en lille spontan impro-session med svenske Niklas Fite på guitar, Asger Thomsen på bas og tyske Jonas Engel på sax (hovedbilledet).

Det var et kort sæt med mange toner. Fite har ikke for vane at lade fingrene hvile, og Thomsen og Engel var hurtige til at matche tempoet. Det var højtravende anarki, hvor ingen fik lov til at diktere en retning. Kun kort fik Engel lov til at udbryde et hjertskærende himmelråb, og Fite støttede op, før Thomsen hev det ned på jorden igen. Men ikke længe efter lagde han akkorder på bassen, som ansporede de andre til at slutte i en bittersød jazzstandard.

Det tog 5-10 min. og så ankom Aurelijus Uzameckis, den litauiske bassist, til hans duo med Fite. Et kort sceneskift, og så var vi i gang. De spillede to sæt.

Fite har en fænomenal evne til at åbne guitarens repertoire udover det, den var tiltænkt, og i aften var det lige dele Ligety og blues. Han startede som i foregående koncert, og Aurelijus fulgte op på bassen i hastige antydninger. Lige så snart vi begynder at danne en projektion, bliver det erstattet af noget nyt. Men ét billede fik lov til at blive. En pulserende bas og en skrabende, plukkende guitar, hvor maskinelle tanker bliver vredet ud af takt.

Andet sæt begyndte stille, med kontrabassens sitrende overtoner, der bliver trukket, strækket til bristepunktet, mens guitaren piber. Det løber over i roligere passager, hvor Aurelijus tager styringen med melodiske passager, og Fite lægger akkompagnementet.

Hele vejen igennem bølgede det mellem det rolige, næsten bluesy passsager, og det forvredet og hektiske. Og det skulle blive et gennemgående tema for aftenen.

Næste koncert var Rune Lohses Accordion World, hvor han har samlet Erik Kimestad på trompet, Lars-Göran Ulander på sax og Kuno Kjærby på violin. Jeg så en beskrivelse af musikken som ”en traktor som svæver elegant over svenske skove – det er celestial life og kansas arbejdstøj”, og det er meget rammende. Musikken bevægede sig mellem hoppende, eftertænksomme melodier, hvor hver tone krævede omtanke og nøje udvalgt. De spiller. De stopper. De mærker efter hvornår næste tone skal komme.  Langsomt tør de fortsætte uden fortøjninger og vildskaben bryder ud. Alt imens svæver Kjærby op i himmelrummet med vemodige klassiske melodier, som langsomt finder vej ned til os. Kimestad og Lohse sidder og lytter, mens Kjærby og Ulander spiller en smuk og skrøbelig duo med tunge undertoner af blues. De andre sætter ind igen, og vi får en variation af det vi lige havde hørt – en sonatesatsform eller AB-form om man vil – hvilket lå meget godt i forlængelse af de klassiske elementer, som gav en kontrast til traktoren og arbejdstøjet.

Herefter var det Pimpono Ensemble, ledet af den polske trommeslager Szymon Pimpon Gąsiorek. Hvor vi før havde Accordion World med klassiske melodier, blev vi ledt direkte over i den anden yderlighed til punk med vemodige blæserkor og antydet latinrytmer. Det var et tungt ensemble med basduoen Jonatan Uranes på elbas + elektronik og Rafał Różalski på kontrabas foruden Rasmus Svale på tuba, som gjorde deres for, at det skulle blive Mayhems sidste aften. Hertil var der Jonas Due på trompet, Jędrzej Łagodziński på tenorsax, Michał Biel på baritone sax samt Gąsiorek på trommer og vokal.

Det var hårdtslående fra første tone. Hele bandet er med på en march, der hårdt og hidsigt er lige i ansigtet på os. Men vreden bliver afløst af et melankolsk blæserkor. Det er vreden over verdens tilstand og afgrunden af håbløsheden, som ligger lige om hjørnet. Men Gąsiorek påråber vores ret til at kæmpe gennem mikrofonen med megafonlyd, der skaber forestillingen om, at vi står i frontlinjen, mens saxofonerne hvirvler om ørene på os midt i tumulten af skæve rytmer.

Basserne rungede i kroppen og lilletrommen smældede. Det udvikler sig til en duo mellem basserne, hvor Uranus skriger med elbassen, mens Różalski pumper med hele kroppen i lange tunge stød. Der bliver tilføjet antydninger af latinrytmer, og Due spiller en lækker solo. Det er alt sammen opløftende og motiverende punk, indtil sidste nummer, hvor Uranus med sit pedalboard får lov til at vende vrangen ud på alt og alle i rummet. Det var en god cementering af koncerten, hvis ikke jeg var nødt til at gå ud. Men selv udenfor var det overdøvende. Det var lidt for meget, og lydmanden burde have haft mere respekt for publikum, så de undgår decideret høreskader – eller i hvert fald melde ud, at det bliver højt, meget højt.

Det var punk på noder – og det var fedt.

Til dem af os med intakt hørelse kunne vi bagefter høre duoen af saxofonisten Henrik Pultz Melbye og violinisten Nils Gröndahl med hver deres kæmpe pedalboards. Det var et dejligt afbræk fra det fygende toner. Det var lange strøg og blæs, der startede i et våd oscillerende dyb og langsomt steg til æteriske højder, og strandede os alle på en øde planet. Lydene startede fra deres respektive instrumenter, men blev transformeret og vokser til ukendelighed. Violinen blev forvrænget og skar igennem den altomsluttende lyd, mens Melbye med sit elektriske horn blev ved med at fortætte den. Det er var ingen form på det. Det kom snigende, og pludselig var vi indhyllet i deres verden. Og lige så pludseligt, det startede, lige så pludseligt blev vi revet tilbage til de spartanske omgivelser på Mayhem. Og alt i mellem mudrede sammen som i en drøm. Vi havde været på en kollektiv astral rejse og var blevet beriget.

Næste koncert var Blunder, en århusiansk trio bestående af Alfred Lykke på guitar, Johannes Berg på trommer og Jeppe Hjøllund på trompet. Hjøllund begynder med en håbefuld melodi akkompagneret af sig selv ved hjælp af pedaler, der lægger treklange under hans trompet. Lykke skiftevis spiller melodi og lægger akkorder med en forvrænget guitar, mens Berg pumper frit afsted i en fri fortolkning af Christian Scott aTunde Adjuah. Det bliver friere og Hjøllund nedstiger til en mumlen. Berg pumper fortsat videre, mens Lykke begynder på sin bedste Dan Berglund imitation på guitaren. Det hele begynder at få en Esbjörn Svensson trio vibe med skæve rytmer, og der var især nogle af melodierne som har nogle Svensson-endelser. Men det føltes aldrig som plagiat, nærmere som inspiration fra en af de store jazzikoner.

Det var gennemarbejdet, men i starten af de friere passager følte jeg nogle gange, at Berg havde lidt for meget energi og dikterede lidt for meget som følge deraf. Men han holdt inde og lod de andre komme til orde – især Lykke fik lov til at træde frem med sit tilbageholdte spil.

De udgiver en plade om et par uger, så den håber jeg at få fingrene i på et tidspunkt.

Festen var for alvor ved at begynde, og der var tre koncerter mere, men mine ører skulle hjem og hvile sig. Men alt i alt var det en glimrende aften Asger Thomsen havde skruet sammen af musik fra forskellige grene af jazz- og improscenen. Det var absolut kompromisløst, som man kunne have håbet.

Vi ser frem til Absolute Music #29!

Text og foto: Marcus Behrens


Rune Lohse Accordion World


Nils Gröndahl


Pimpono Ensemble

Skriv et svar

Du må være innlogget for å skrive kommentarer.