Konserter

Den spirituelle Oslo Jazzfestival

OSLOJAZZ, EN SPIRITUELL OPPSUMMERING: Hidtil har jeg udskudt omtalen af de to relativt spektakulære begivenheder under Oslo Jazzfestival (OJf): JØKLEBA & Oslo 14 med «A Love Supreme» i Universitetets Aula efter invitation fra festivalen samt Paolo Vinaccia & Det Norske Solistkor med «Dommedag ifølge Paulus» i Domkirken, et bestillingsværk fra Oslo Jazzfestival.

Begge dele gjorde indtryk, men jeg blev optaget af fællestrækkene og derved også forskellene for at forsøge at forstå værkerne lidt dybere. Begge er hvad Vinaccia kalder musikalske forestillinger, begge benytter kor, begge befatter sig med spirituelle temaer og udtrykker sig i delvis sakrale tonesprog. Og begge medtænker visuelle, sceniske virkemidler.

Men det er selvklart via forskellene at værkerne ta’r karakter: «A Love Supreme» er oprindeligt saxofonisten John Coltranes spirituelle mesterværk fra 1964 med de enkle strofer, ja, næsten tonale mantraer, som lægger grund for modal improvisation. Organisatoren Jon Balke beskriver projektet som en hyldest til den universelle skaberkraft og menneskets hengivenhed og søgen efter renselse. En mellemregning fra Coltranes titel kan tænkes som den guddommelige kærlighed, som hos menneskene kan udmøntes i næstekærlighed og hengivenhed.

JØKLEBA, dvs. Balke på keyboards, Audun Kleive på trommer og Per Jørgensen med trompeten, sin unike falset-vokal, fløjter og perkussion, bearbejder – sammen med Elin Rosselands «fritgående» 20-personers kor, Oslo 14, af unge talentfulde og modige sangstudenter – Coltranes magiskes strofer i et fascinerende lydforløb, med Per Jørgensen som utrættelig impulsgiver til individuelle kormedlemmer. Jørgensen – med vekslende roller som uberegnelig legeonkel, passioneret lydmager og ekstatisk åndemaner – udgjorde sammen med det mobile kor hovedparten af det visuelt fængslende. Den forholdsvis løse form bidrog til åbning for det kreative og improviserede, men selvklart med den risiko at stunder undervejs kunne opleves som ventetider. Gribende var afslutningen, når Jørgensen (helt med Coltranes og publikums velsignelse) fremdrog den tryllebindende strofe «Nu solen går ned», med folkemelodi efter Henrik Kvalen i Granvin, og gjorde os alle til deltagere i Rosselands kor og «den universelle skaberkraft».

Hovedforskellen, musikalsk, fra JØKLEBAs projekt til Paolo Vinaccias «Dommedag ifølge Paulus», er at sidstnævnte er nøje og stramt gennemarbejdet. Vinaccias tonale stof er komponeret og skrevet ud i korstemmer sammen med den unge komponist Audun Aschim Steffensen for Det Norske Solistkor under Grete Pedersens vanligt sikre og indlevede ledelse, mens medspillende Eivind Aarseth med sin guitar og øvrige elektronik er frisat til at bibringe inciterende, mikrotonale drejninger i forhold til korsatserne. Koret er selvfølgelig perfekt i de varierede, tidvis mystiske ”dissonante” og smukt sakrale klange.

Vinaccia selv er tilbageholdende med sit store arsenal af perkussionsobjekter, men styrer forløbet med signaler for indfald af lyseffekter (ved Tord Knudsen) og video-dokumenterne, som er centrale for hele projektet. Vinaccia har udtalt om sit motiv, at mens vi beklager os over verdens gang, er vi mund- og handlingslammede over for vores næstes sorger, ensomhed og sygdom. Dette har han lykkedes at udfordre ved hjælp af enkeltpersoner, som har ladet sig filme under korte vidnesbyrd om deres kræftdiagnose. Det er stærke, nøgterne og basale udsagn om oplevelsen af en personlig dommedag og tankerne om de pårørende i situationen. I Domkirken blev disse gribende videooptag vist på et udspændt lærred, som naturlige vekselvirkende indslag mellem musikpartierne; og sammen med lysvirkningerne ind i alterkoret udbredtes et overvældende billedligt og lydligt rum af både mystik og basal livsfølelse.

Titlen «Dommedag ifølge Paulus» fik jeg dog ingen åbenbaringer om. Der synes at være mange mellemtrin i tankerne fra Paulus og til Paolos sympatisk etiske agende om medmenneskelighed. Hvad, der måtte findes hos Paulus om dommedag, måtte jeg google efter og fandt (nødvendigvis) kortfattet hjælp hos teolog Simon Fuhrmann (kristendom.dk, 13. nov. 2013) og citerer plukvis:

Dommedag også kaldet … den yderste dag eller Jesu genkomst … indebærer ikke Guds forkastelse af sin skabelse, men Guds kamp for sin skabelse. …

Paulus taler om, at dagen bryder frem med ild, og at arbejderen skal frelses, dog som gennem ild (Første Brev til Korintherne kap. 3). …

I lyset af Guds kærlighed bliver det onde skilt fra det gode, som vi kender det fra lignelsen om verdensdommen … Men Gud, der søger alle med sit nærvær, bliver af nogle oplevet som en rensende og smertende ild og af andre som det gode, varmende lys. … Gud nægter at tilintetgøre dem, der ikke ville tage imod ham.

Vinaccia er selv på videoskærmen: «I’ve lived like anybody else», og efter et voldsomt crescendo, inkluderende orgelkraft, slutter han sine ord med «Forget words, words».

Vinaccio og Coltrane forenes om næstekærligheden og renselsen, og hvis vi skaber fællesskab i livet, er måske «livet efter livet» også et fællesskab i en anden form for bevidsthed – uden ord. – Men tro om ikke vi genkender musikken???

Tekst og foto: Bjarne Søltoft

PS: Oslo Jazzfestival har disponeret spændende med disse to værker, med hver sin form for tilknytning til og brug af jazz. Prisværdigt non-populistisk.

Blandt midt-på-banen jazzen er først og fremmest de nye norsk-ledede kvartetter: Trygve Seims «Helsinki Songs» og Arild Andersen New Quartet og deres blændende pianister Kristjan Randalu og Helge Lien højdepunkter som vil blive husket, ligesom freejazz-bidraget Paal Nilssen-Love Large Unit, samt de tilrejsende gæster Gary Peacock og skønne Sheila Jordan. Et av de bedre Oslo Jazzfestival-år!

– Og nu er Blow Out festivalen på MIR i fuld gang til redning for freejazzens sultne sjæle.

BjS

One Response to “Den spirituelle Oslo Jazzfestival”

  1. Mektig hyllest til Coltrane på Oslo jazzfestival | Østnorsk jazzsenter

    […] Salt Peanuts.eu og anmelder Bjarne Søltoft melder om «Gribende var afslutningen, når Jørgensen (helt med Coltranes og publikums velsignelse) fremdrog den tryllebindende strofe «Nu solen går ned», med folkemelodi efter Henrik Kvalen i Granvin, og gjorde os alle til deltagere i Rosselands kor og «den universelle skaberkraft».» Les hele anmeldelsen her […]

    Svar

Skriv et svar