KLUB PRIMI, KØBENHAVN, 28. MARS 2023: Foråret lader vente på sig, så vi må endnu bevæge os ned af de frosne brosten mod H15 til Klub Primis ugentlige genrefri koncerter.
Første koncert var med duoen DUOT (hovedbillede) bestående af Albert Cirera på sax og Ramon Prats på trommer. Duoen har spillet sammen siden 2007 og har været et mainstay på den iberiske halvøs improviseret scene. Cirera kender vi bl.a. fra det avantgarde boyband The Moms med Asger Thomsen og Taus Bregnhøj-Olesen, da han havde base i København. Men hans musikalske virke strækker over en lang række samarbejder med Joe Morris, David Mengual, Joe Smith, Agustí Fernandez, Johannes Nästesjö m.fl.
Ramon Prats er ligeledes en foretagsom musiker som leder af sin egen kvartet såvel som samarbejder med Lee Konitz, Axel Dörner, Agustí Fernández, Mats Gustafsson, Joe Morris m.fl.
De lægger ud med en forbi farende saxofon, der drøner ind og ud af vores felt. Prats sidder og lytter, men springer direkte ud i det med buldrende trommer på samtlige taktslag i alskens metrikker. Det bar klart præg af free jazz med impulserne der fløj om ørene på os, men Cirera trak i den europæiske improvisation med vekslende klange, der omfavnede små gentagende motiver. Prats trækker impulserne længere og længere, indtil Cirera træder ud af virvaret med en ballade. Prats lytter og lægger utrolige flotte klange fra bækkener og den gong, han har hængende under lilletrommen – og både hænder og fødder bliver taget i brug.
Cirera udvider sin afsøgen af saxofonens lyd med et plastikkrus, der bliver placeret på toppen af saxofonen, så den fræser gennem bækkenerne. Prats mærker skiftet og trapper op med hurtigere og hurtigere impulser indtil det igen brager løs.
Aftenens form var som cosinuskurven: først helt i top. Kaos og kakofoni, liv og glade dage, og så gradvist sniger eftertænksomheden sig ind, og de stopper op og lytter. På ny finder de gnisten og Cirera sætter en ny top hat på saxofonen og brøler og Prats lægger bund til drum and sax.
Cirera benyttede sig af et arsenal af beklædningsgenstande til saxofonen, så det var ligesom at være til Met Gala – men hvor de ekstravagante hatte gav tilsvarende imponerende lyde. Hertil gjorde havde Prats en mission om at se, hvor mange anslag han kunne tilføje uden at ændre grundidéen, hvilket var en hel del.
Den spanske duo var sprudlende og telegraferede deres budskab, så ingen kunne være i tvivl – Cirera tilsluttede tilmed en dåsetelefon til saxofonen, så bagerste række også kunne være med).
Efterfølgende skulle vi høre den franske guitarist og komponist Guillaume Gargaud solo. Han har base i Le Havre, hvor han bl.a. underviser i improvisation, men hans samarbejder strækker sig på tværs af Atlanterhavet med Henry Kaiser, Jack Wright, Burton Greene og Marc Edwards, såvel som i Europa med Carlos Zingaro, Stephen Grew m.fl.
Han var sidst i København i 2019, så det er ikke så ofte, at vi får lov til at opleve ham (jeg fangede ham ikke dengang).
Modsat den forrige koncert var Gargaud næsten helt blottet for virkemidler – og fodbeklædning – kun med en capo og en ebow til hjælp. Han var alene med sin akustiske guitar, hvilket ikke er så ofte set på improscenen. Og han blev ved med at overraske. For et gennemgående dogme på scenen er den lydsøgning, som Cirera er et godt eksempel på, men som Gargaud i høj grad stillede til side. I stedet fik vi nærmere en harmonisk afsøgning af blandende genrer på tværs af akkordprogressionerne, og i 45 min. lod han fingrene glide over gribebrættet af egen fri vilje og lod dem egenhændigt vælge melodierne i kontrast til forrige koncerts mere afmålte undersøgelse af klang. Dog var Gargaud ikke helt afskåret fra dette, da han med ebow får guitaren til at synge og med spyt gnubrer guitarens lakeret træ i seje træk.
Det var ECM free jazz med flamenco arpeggioer med singer-songwriter akkorder, der langsomt og gnidningsfrit integrerede mikrotonalt fingerspil og fortsatte videre over i flamencoens hårdtslående og frembrusende karakter. Det ene øjeblik vuggede vi i piletræet, og det andet øjeblik bliver vi slynget rundt af en tyfon uden at vide, hvornår vi blev samlet op.
Det var et forfriskende melodisk pust, der tillod etablerede genrer at blive materiale for undersøgelse og lade et tilnærmelsesvist diatonisk underlag give afsæt til udforskning.
Tekst; Marcus Behrens
Foto: Lars H. Knudsen
Albert Cirera
Ramon Prats
Guillaume Gargaud
